Efter Kejser Constantin den Store's død i 337 efter Kristus blev kejsermagten delt mellem hans 3 sønner Constantin II, Constantius II og Constans. De kunne dog ikke enes om magten og det endte med at familien bekrigede og dræbte hinanden i de følgende år.

Med tiden svækkedes kejsermagten så meget, at man ikke længere havde ressourcer til at forsvare rigets grænser. Kejserne sad fra 330 i Constantinopel og koncentrerede deres ressourcer i Østriget, mens Vestriget til en vis grad blev ignoreret og de svagtbevogtede grænser indbød til plyndringstogter og senere egentlige invasioner fra de omliggende folkeslag.

Når romerne ikke kunne forsvare deres grænser, måtte de indgå aftaler og forlig med de hærgende "barbarer", folkeslag der ikke var græske eller romerske og derfor ikke civiliserede, men vilde, rå og grusomme.

Dette var tilfældet med vestgoterne, der i 376 på flugt for hunnerne var flygtet over på den anden side af Donau. Det var det første folk, som romerne tillod samlet bosættelse indenfor Rigets grænser, men på så ugunstige vilkår, at de snart gjorde oprør og i 378 vandt en stor sejr over romerne ved Hadrianopolis (Adrianopel), hvor Kejser Valens omkom.

Den nye vestromerske Kejser Theodosius I fik i 379 goterne trængt tilbage til Møsien og Pannonien, men nogen afslutning på sammenstødene kom der ikke før i 382, hvor de fik tildelt jord i Trakien og Makedonien og til gengæld forpligtede sig til at forsvare Romerrigets grænser på dette sted og i tilfælde af krig at stille tropper til Kejserens rådighed.

I 394 benyttede Theodosius I sig af de vestgotiske tropper, anført af den unge goterkonge Alarik, i slaget ved Aquileia mod oprøreren Arbogast. Dette var sidste gang, hvor Romerriget var samlet under èn mands styre - og det blot til 395, hvor Theodosius døde og magten blev delt mellem hans 2 sønner Honorius og Arcadius.

I 395 blev Alarik valgt til konge af vestgoterne i Møsien og efter nogle plyndringer på Balkan blev han for at få fred udnævnt til øverstkommanderende for det vestromerske Illyrien. Men i 401, hvor vandaler og alaner brød ind i Romerrigets provinser Noricum og Raetia, benyttede Alarik sig af lejligheden til med sin hær at drage hærgende gennem Norditalien. Generalen Stiliko fik dog ved en hurtig indsats samlet en stor hær og besejrede vestgoterne i 402 og 403.

Efter at vestgoterne således var blevet pacificerede, kom turen til en østgotisk invasion, der nåede helt ned til Firenze (Florentia). Kejser Honorius følte sig nu så usikker i Rom, at han besluttede sig for at flytte kejserresidensen herfra og til Ravenna, der havde en flådehavn og var omgivet af udstrakte sumpe, der kunne beskytte mod angribere.

De urolige tider fortsatte med angreb af vandaler, sueber og alaner, som i 407 gik over Rhinen og hærgede i Gallien. Efter dem fulgte alemanner og burgunder og midt i det hele var der oprør og komplotter. På denne måde fjernedes Generalen Stiliko i 408 og Alarik benyttede sig omgående af situationen og førte sin hær til Rom, hvor borgerne måtte samle en stor sum penge ind for at få hæren til at drage væk igen.

Alarik bad nu Kejser Honorius om land til sine vestgotere, men fik afslag og drog så atter til Rom for at få senatet til at udråbe en anden kejser. Da den nye "Kejser" Attalus ikke ville samarbejde, prøvede Alarik endnu en gang at få opfyldt sine krav hos Honorius og da denne atter afslog, drog Alarik for tredje gang mod Rom, som han erobrede, indtog og plyndrede i 410.

Vestgoterne hærgede i 3 døgn i Rom, en by der ikke i 800 år havde oplevet en erobring og som havde troet, at en sådan var en umulighed. Det var derfor ikke blot udplyndrede romere, som stod tilbage, men også dybt rystede mennesker, som havde mistet troen på Imperiets og byens uovervindelighed og uforgængelighed. Og det var ikke kun rigt krigsbytte, som Alariks hær drog af med, men også med masser af fanger og gidsler, blandt andre Galla Placidia, Kejser Honorius' halvsøster.

De følgende år blev nogenlunde rolige for Rom, Alarik døde i slutningen af 410 og hans efterfølger Ataulf førte sit folk tilbage til Gallien. Hunnerne brød over Donau i 412, men blev slået tilbage af østromerske tropper. I 414 giftede Ataulf sig med Galla Placidia og i 415 førte han sin hær ned i Spanien, hvor han døde. I 416 sluttede hans efterfølger Vallia en overenskomst med den vestromerske kejser i Ravenna: Galla Placidia blev sendt tilbage til romerne og mod at få levnedsmidler aftaltes det, at vestgoterne skulle bekæmpe germanerne og alanerne i Spanien. Efter en lang række sejre fik de derpå anvist jord i Aquitanien mellem floderne Loire og Garonne, hvor der i årene 418 til 507 opstod et Vestgotisk Rige.

Efter Kejser Honorius' død i 423 skulle hans nevø Valentinian arve magten, men drengen var kun 3-4 år gammel og opholdt sig med sin moder i Constantinopel, så i Ravenna udråbtes istedet en modkejser, som den østromerske Kejser Theodosius II straks satte ind mod, således at Valentinian III sammen med sin moder Galla Placidia i 425 kunne holde sit indtog i Rom som vestromersk Kejser.

Men uroen fortsatte ved Rigets grænser. I Provinsen Africa havde vandalerkongen Geiserik erobret land og slået sig ned med sit folk. Den Vestgotiske Stats selvstændighed måtte anerkendes og den frankiske konge Chlodjo blev tvunget til at anerkende Roms overhøjhed. Hunnerriget på den ungarske slette voksede til en magt, man måtte tage i betragtning og da burgunderne i 436 begyndte at røre på sig, sendte den vestromerske general Aëtius hunnerhæren under Kong Attila imod dem i et blodigt slag.

Endnu en gang forsøgtes det at gøre de to rigshalvdele til et mere sammenhængende hele, da kejserne Valentinian III og Theodosius II udsendte en fælleslov for hele riget.

I 439 indtog vandalerne under Kong Geiserik Karthago og forjog de sidste romerske grundejere. Det var et frygteligt slag for Romerriget for egnen omkring Karthago var frugtbar og at betragte som "Roms kornkammer", hvorfra de livsvigtige kornforsyninger til hovedstaden kom. Disse var nu i vandalernes hænder og ved hjælp af deres store flåde var de oven i købet nu også herrer over det vestlige Middelhav. I 442 var Valentinian III nødt til at anerkende vandalernes overtagelse af Nordafrika.

I disse år måtte de sidste romerske tropper forlade Britannien, hvor de ikke længere var i stand til at forsvare deres linier. Hunnerne fortsatte deres plyndringer syd for Donau og burgunderne fik jord i Rhônedalen mod at overtage pasningen af grænsen.

I 451 brød Attila op med en kæmpehær og drog hærgende gennem Gallien, hvor han efter et blodigt slag ved Champagne måtte trække sin hær tilbage. Året efter gentog han ekspeditionen, denne gang til Norditalien, hvor han hærgede Posletten og ødelagde Aquileia. Romerne var skrækslagne, vejen til byen lå nu åben for de frygtede hunner, men istedet trak Attila endnu en gang sin hær tilbage og da han døde året efter gik hans rige i opløsning. De forskellige folkeslag, som hunnerne havde undertrykt, gjorde sig nu fri og bosatte sig rundt omkring i Romerrigets udkanter.

I Rom kom Kejser Valentinian III i 454 i skænderi med sin dygtige General Aëtius, som han derpå dolkede med det resultat at den afdødes venner foranstaltede et komplot og myrdede Kejseren i 455 for derpå at sætte den romerske adelsmand Petronius Maximus på tronen. Denne tvang den myrdede Kejsers enke, Eudoxia, til at ægte sig, men hun afslog og det var muligvis hende, der tilkaldte vandalerkongen Geiserik for at hævne Valentinian og endnu en gang blev Rom belejret, erobret og plyndret.

Geiseriks hær kom med hans flåde ad Tiberen og i 14 dage hærgede vandalerne den indtagne by. Kejser Petronius Maximus flygtede, men døde under flugten og Kejserinde Eudoxia tog Geiserik med sig tilbage til Afrika sammen med hendes 2 døtre Eudocia, der kom til at ægte hans søn Hunerik, og Placidia. Samtidig blokerede hans flåde Italiens kyst og hæren plyndrede på øerne langs kysten. Den nye Kejser Avitus bad om hjælp fra Østriget, men Kejser Marcian nøjedes med at bebrejde Geiserik hans adfærd.

Blokaden af de italienske kyster forårsagede hungersnød i landet, men nu trådte den kejserlige feltherre Ricimer (Flavius Ricimerus, en sueber, dattersøn af vestgoterkongen Vallia) til og i 457 fik han trængt vandalerne tilbage på Sicilien og Corsica.

Ricimerus havde nu reelt magten i Italien og han lod Kejser Avitus dræbe for at få en ny kejser på tronen. Han havde dog ikke selv mulighed for at blive kejser, dels på grund af sin "barbariske" herkomst, dels på grund af sin religion, idet han tilhørte den arianske trosretning, som i Rom betragtedes om kættersk. I stedet lod han Majorian udråbe til kejser, men i de næste 16 år var det Ricimerus, der besad den reelle magt og lod kejserne udskifte efter forgodtbefindende.

I 472 døde Ricimerus og den nye øverstkommanderende, burgunderen Gundobad, lod Glycerius udråbe til Kejser, men den Vestromerske Kejser Leo I fik ham til at abdicere og istedet blev illyreren Julius Nepos Kejser. Allerede i 475 blev denne imidlertid styrtet, da den øverstkommanderende over de germanske lejetropper, Orestes, førte sin hær mod Rom og lod sin søn, Romulus, udråbe til Kejser. Julius Nepos flygtede til Dalmatien, hvor han herskede videre.

Også ude omkring var disse tider urolige, en østgotisk hær hærgede i Illyrien, en vestgotisk hær erobrede jord i Auvergne i Gallien og en romersk guvernør skabte sig et selvstændigt lille rige omkring Orléans. I 476 gjorde de germanske tropper derpå oprør og henrettede Orestes og Romulus, der blev den sidste, der kom til at kalde sig Kejser i Vesten, blev forvist til en gård i Syditalien.

Lederen af de oprørske tropper var officeren Odovakar, som bad den Østromerske Kejser om godkendelse af hans magtovertagelse som "kejserlig patricius" (vicekonge) i Italien. En godkendelse, som han fik i 477.

I de følgende år arbejdede Vicekongen Odovakar på at få fred, ro og orden i Vestriget igen. Han betalte vandalerne en sum hvert år for at de skulle forlade Sicilien. Samtidig døde Geiserik og hans søn Hunerik var en meget svagere regent. I 480 døde Julius Nepos og Odovakar indlemmede atter Dalmatien i Vestriget.

I 487 angreb rugierne Italien, men Odovakar slog hurtigt angrebet tilbage. Da det viste sig, at angrebet var inspireret af Kejser Zeno, kom det til et åbent brud mellem Kejseren og Vicekong Odovakar. De slagne rugier måtte overlade deres land i Østrig til langobarderne, der dermed nærmede sig Romerrigets grænser.

I 488 var det efterhånden for vanskeligt for Odovakar at holde de nordlige provinser Noricum og Raetia og disse måtte opgives. Samtidig påvirkede det åbne brud med Kejseren, at denne udnævnte en ny vicekonge, østgoterkongen Theoderik, og befalede denne at forjage Odovakar. Østgoterne brød derfor op fra Møsien og omkring 300.000 personer inklusive kvinder og børn begyndte vandringen mod Italien, som de invaderede i 489.

Efter 3 års kampe mellem østgoterne og Odovakar, der forskansede sig i Ravenna, blev denne offer for et forræderi og Theoderik den Store blev enehersker i Italien.

Urolighederne i rigets udkanter fortsatte dog stadig. Frankerne underlagde sig landet omkring Rhinens øvre løb, men vandalerne indgik aftale med Theoderik, hvis søster ægtede deres konge. Omsider fra 497 kom der en mere rolig og fredelig tid for Vestriget. Østgoterne sørgede for hæren og rigets forsvar, men de holdtes strengt adskilte fra de romerne, som de ikke måtte gifte sig med, ligesom de ikke måtte frekventere disses skoler. Romerne derimod beholdt ansvaret for civiladministrationen og erhvervslivet.

Rigets udkanter måtte dog til stadighed passes, i 504 måtte Theoderik gå imod de germanske stammer ved Donau for at hindre nye uroligheder og i 505 grundlagde kong Wacho et langobardisk Donaurige, som voksede sig større og større og endog overtog dele af Østrig og Ungarn. I Frankrig sloges vestgoterne og frankerne og det lykkedes kun lige en østgotisk hær at standse frankernes videre fremmarch og få det sydlige Provence indlemmet i Italien påny. Også i 523 lykkedes det Theoderik at standse frankerne, der faldt ind i burgunderriget.

Efter kirkefreden i Konstantinopel i 519 førtes der i Østriget en mere og mere anti-østgotisk politik, fordi østgoterne var af den arianske trosretning, der af dele af Kirken var stemplet som kætteri. I 524 tvang Theoderik derfor Pave Johannes I til at rejse til Konstantinopel for at forlange, at forfølgelserne af arianerne ophørte. Det opnåede Paven dog ikke og da han døde i 526, sørgede Theoderik for at den nye pave blev den gotertro Felix IV.

Efter Theoderiks død i 526 arvede hans mindreårige dattersøn kongemagten, men da hans moder, Amalasunta, var meget romervenlig, tvang de gotiske stormænd hende til at overlade opdragelsen af den nye konge, Atalarik, til dem. Amalasuntas velvilje overfor den Østromerske Kejser bragte hende også senere i forlegenhed og da Atalarik døde i 534 prøvede hun at bevare magten ved at udnævne sin fætter Theodahad til konge. Han lod hende imidlertid fængsle og myrde i 535.

Mordet på Amalasunta gav den Kejser Justinian en undskyldning for at sende sin hær for atter at overtage magten i Vestriget. General Belisarius trængte frem fra Sicilien, mens andre tropper gik ind i Dalmatien. Kong Theodahad evnede ikke rigtig at sætte noget i gang og østgoterne afsatte ham da og indsatte istedet soldaten Witigis som deres konge. Han evakuerede straks Rom og trak sig tilbage til Ravenna og for at befæste sin magt giftede han sig med Amalasuntas datter Matasunta.

I december 536 besatte den østromerske hær Rom og General Belisarius lod Pave Silverius afsætte og istedet indsætte Vigillius, som havde østromerske sympatier. I mellemtiden sørgede Witigis for at sikre sig frankernes neutralitet ved at give dem Provence og Rætien. Derpå kunne han roligt med sin hær bevæge sig mod Rom og lægge en belejring uden om byen, hvor Belisarius er indesluttet.

En østromersk hær, der marcherede mod Ravenna, fik Witigis til at trække sig tilbage hertil i 538 og samme år fik han hjælp af en burgundisk hær, som belejrede østromernes hær i Milano. I 539 ankom også en frankisk hær, men ikke for at hjælpe østgoterne, som den istedet angreb for derefter at angribe østromerne. Trods sejre over begge modstandere trak frankerne sig dog snart tilbage tvunget af sygdom og proviantmangel. Imellemtiden var faren for krig i Østen steget, så Kejser Justinian foreslog en fred med østgoterne, men Belisarius modarbejdede dette. Ved list lykkedes det ham herefter i 540 at komme ind i Ravenna og tage Witigis og Matasunta som fanger, der sendtes til Constantinopel. Han måtte imidlertid også selv rejse østpå til en ny krig mod perserne.

Østgoterne trak sig derpå tilbage til Po og valgte Ildibad til ny konge og han fortsatte med at bekrige de kejserlige tropper i Norditalien. Han blev dog snart myrdet og samme skæbne overgik hans efterfølger. Først med hans slægtning Tótila vendte krigslykken i 542, hvor denne vandt flere sejre over den østromerske hær og herefter kunne føre sine tropper uantastet sydpå og i 543 erobre Napoli.

Sidst på året 545 startede Tótila en belejring af Rom, som erobredes i 546 og endnu en gang udsattes for plyndring. Egentlig var det Tótila's mening at jævne den besværlige by med jorden, men et brev fra Belisarius fik ham fra det. Da Tótila's hær derpå forlod byen, besatte de kejserlige tropper den igen.

Belisarius var atter kommet til Rom, men i 549 forod han sin tjeneste for at rejse hjem og straks derefter indtog Tótila igen byen og denne gang gjorde han den til sin residensby. I 550 var han reelt herre over hele Italien. Men allerede året efter sendte Justinian en ny hær under General Narses mod Italien og i 552 indtog den Ravenna og i slaget ved Tadinum faldt Tótila sammen med det meste af sin hær.

Efter 552 var Italien nu helt og holdent byzantinsk indtil 568, hvor langobarderne begyndte deres erobring af landet.

Litteratur om Imperium Romanum's sidste tid:
Gatto, Ludovico: Storia di Roma nel Medioevo. Newton Compton Editori, 2000 (2.ed.).
Gibbon's Decline and Fall of The Roman Empire. Bison Group, Reprinted, 1993.
Mortensen, Lars Boje: Civiliserede barbarer. Museum Tusculanum, 1991.
Verdenshistoriens Hvornår skete det. Bd.1. Politiken, 1965.