Tolla kaldtes hun, som kælenavn for døbenavnet Vittoria. Tilnavnet fik hun efter den gade, hvori hun boede: Via Bocca di Leone, som løber parallelt med Via del Corso, i området mod øst mellem gaden og Piazza di Spagna.

Vittoria, hvis efternavn og forældre vi ikke kender, blev født omkring år 1680. Måske i det hus i Via Bocca di Leone, hvor hun som lidt ældre pige bor og arbejder.

Om det er forældene, der starter med at kalde hende med diminutivet Tolla, eller det er hendes kunder, fordi hun enten ikke var så høj eller fordi hun stadig kun var et lille pigebarn, da hun startede i sin metier, ved vi ikke. Under alle omstændigheder var hun allerede som 19-årig en fuldt erfaren og uddannet kurtisane, som både kunne synge og forstod sig på poesi.

I Via Bocca di Leone var der et brønddæksel med et løvehovede med åben mund, netop derfor fik gaden sit navn ("Bocca" = mund og "leone" = løve). Her lå også 2 af byens arresthuse og nogle vil vide, at det var fangevogterne her, som var nogle af Tolla's første kunder.

Men Tolla var smuk, dannet, klog og hendes ry tiltrak snart andre, mere velstillede og højerestående klienter. Heriblandt Grev Federico Sforza Cesarini's ældste søn Gaetano. I slutningen af 1600-tallet åndede her fred og idyl og Tolla's tilværelse var lys og måske ligefrem lykkelig. En værdsat kurtisane kunne på den tid føre sig ganske meget frem i samfundet, få højtstående gejstlige eller adelige beskyttere og velyndere, få magt og penge, blive feteret, får et smukt hus og pragtfuldt hjem, vogn og tjenere, smukke klæder og kostbare smykker. Hvorfor skulle smukke Tolla ikke også kunne gå den vej.

I 1699 var den polske enkedronning Maria Casimira Sobieska kommet til Rom med sine 2 sønner, den 19-årige Costantino (Konstanty Wladyslaw Sobieski) og den 22-årige Alessandro (Aleksandr Benedykt Sobieski). Nu bosatte de sig i Palazzo Odelscalchi på Piazza dei Santi Apostoli sammen med et talrigt følge og en afdeling bevæbnede gardister, som kunne forsvare Dronningen og hendes familie, deres bopæl og kvarteret omkring, som Pave Clemens IX havde givet hende herredømme over. Måske det gik familien lidt til hovedet og de følte sig nærmest ukrænkelige og højt hævet over Roms befolkning, tilsyneladende også over deres adelige naboer.

I begyndelsen af Juli 1700 hørte så Costantino Sobieski om den smukke Tolla Bocca di Leone og han besluttede sig for selv at besøge hendes salon, hvor alle hendes beundrede samledes for at høre hende synge eller deklamere digte, for at smigre hende, indånde hendes duft, give hende blomster og gaver i håb om at opnå hendes gunst.

Den unge Costantino blev betaget og besluttede sig til at tage hende som sin elskerinde, sin ledsagerske og nærmest hustru, hvilket indebar, at han ville have hende for sig selv, og at hun måtte holde op med at se sine andre beundrere.

Og således begyndte et nyt liv for Tolla, som fik egen vogn med det prinselige våben og blev ledsaget overalt af Costantino's tjenere. Hun fandt også nåde for Dronningens øjne og nåede i respekt op på højde med Kardinalernes elskerinder og kurtisaner.

Men hendes forsmåede bejler, Grev Gaetano Sforza Cesarini, blev rasende og besluttede at hævne sig. Sammen med en ven fulgte han den 31. Juli år 1700 efter Tolla's vogn, da hun en aften ved 3-tiden sammen med Costantino kørte op foran Palazzo Odescalchi. De havde tilsyneladende tilbragt nogle muntre timer sammen og Tolla var klædt ud som mand med en stor hat på hovedet. De 2 elskende tog afsked, men Tolla ventede i den åbne vogn på at Costantino hentede sin mor og sammen med hende gik ud på balkonen over Pladsen for at vinke farvel. Da istemte Tolla en serenade for Dronningen, der virkelig værdsatte den.

Men Gaetano, som bivånede scenen sammen med sin kammerat i deres lille vogn, nærmest en jumbe eller en gig, blev syg af jalousi, piskede på hesten og satte vognen i fart, kørte forbi Tollas vogn og søgte med sit dragne sværd at ramme hendes ansigt. Det lykkedes kun halvt, da hendes bredskyggede hat afbødede slaget, men en rift på hagen fik hun. Stor forvirring! Gaetano skyndte aig at køre videre - på flugt, mens Tolla og Dronningen skreg af skræk og smerte og hendes bevæbnede garde kom springende til, tog Tolla's rift i øjensyn og da den ikke var alvorlig, lod de kusken køre hende hjem. Hvorefter de satte efter voldsmanden.

Gaetano's ven blev fanget og frygtede for sit liv, men havde heldigvis venner, som kunne overbevise Dronningen om hans uskyld. Alt skylden kastedes på Gaetano Sforza Cesarini og Dronning Maria Casimira var rasende over at hendes ukrænkelighed på denne måde var krænket, det var et angreb på hendes ejendom, familie og person, som hun ikke havde i sinde at se igennem fingre med.

Dagen efter lod Grev federico Sforza Cesarini via Kardinal Pietro Ottoboni Dronningen vide, at han ville komme på visit med sin søn for at undskylde aftenens hændelser. Det ville Dronningen dog ikke nøjes med og sagen bragtes i stedet for retten. Tiltalt for majestætsfornærmelse måtte Gaetano betale Dronningen en bøde på 10.000 scudi. Mange unge romerske adelsmænd tog dog Gaetano's parti og stillede tropper op foran Palazzo Sforza Cesarini for at forhindre, at Sobieski'erne tog hævn. Sagen så ud til at være gået i hårdknude.

Endelig lykkedes det Kardinal Pietro Ottoboni at finde en løsning. Gaetano blev efter sin faders ønske fængslet 7 dage i Castel Sant'Angelo, hvilket gjorde Dronningen tilfreds, så han og hans fader dagen efter løsladelsen kunne foretage deres bodsvandring til Palazzo Odescalchi for at undskylde og kysse Dronningens hånd.

Herefter var Tolla's stilling indiskutabel. Hun førte sig frem i kostbar karet med 2 livtjenere i livré og Costantino brugte formuer på hende. Penge han egentlig ikke havde, så han måtte låne sig frem og der gik rygter om, at han endog havde pantsat et kostbart sværd, som han have modtaget af Dronningen af England. (De "talende statuer" i Rom havde naturligvis også en kommentar hertil. På Marforio sad en seddel med spørgsmålet "Hvordan endte egentlig sammenstødet mellem Gaetano og Prins Costantino?" og på Pasquino sad svaret: "Med fred, for sværdene er i sikkerhed").

Med Tolla's nye, høje stand fulgte også, at hun forsøgte sig som velgørerinde på linie med andre adelsdamer. Her engagerede hun sig især i arbejdet ved Kirken Santa Trinità dei Pellegrini.

Men heldet vedblev ikke at følge hende. Den 5. Oktober spredtes - igen via Pasquino - et rygte om, at Tolla var blevet gravid med Prins Costantino, men havde aborteret. Med tiden tog bagtalelserne til og ved et bal i Palazzo Maccarani den 30. Januar 1701 måtte Tolla lide den tort, at de andre adelige damer ikke ville danse, når hun var på dansegulvet. Sagen blev omtalt og af Dronning Maria Casismira fik Tolla nu mange bebrejdelser og forbud mod at sætte sig i sådan en situation igen.

Men Tolla havde ikke forstået, hvor det bar hen, og gentog sit forsøg på "at danse med de store" under Karnevalsfesterne. Her optrådte hun med masser af smykker og maskeret - selvom loven forbød prostituerede - og altså også kurtisaner - at tildække deres ansigt. Tolla blev derfor arresteret og fængslet som en ordinær gadepige. Vicekardinalen beordrede hende bragt til Klosteret i Trastevere, hvor faldne kvinder blev fængslet, men af en eller anden grund blev hun i stedet sendt hjem.

Tolla følte vel nu, at hun var urørlig, og fortsatte derfor med at klæde sig ud og bære maske. Men Paven lod gennem sine embedsmænd Dronningen vide, at hun måtte stoppe Tolla's ulydighed, da pigen ellers vil ende i fængsel. Dronningen forsøgte at trække tiden ud og Tolla nægtede at lytte, så hun endte i fængslet som forudsagt.

Dronningens tålmodighed var nu opbrugt og hun frygtede for sin søns fremtid, så hun fik udvirket, at Tolla blev løsladt og i en lukket vogn kørt til Napoli med en pæn sum penge (Rendina (se litt.note forneden) skriver "1000 ungari" svarende til ca. 100.000 euro) og anbefalelsesbreve til Vicekongen. Under dennes beskyttelse kunne hun nu leve godt og rejste også rundt til flere andre byer. På et tidspunkt fik hun endda titel af Komtesse. Engang i April måned besøgte hun også Rom på vej mod Norditalien. Men det faste punkt blev dog Syditalien og Napoli-egnen, hvor hun også optrådte i Benevento, samt til sidst Palermo.

Her ender sporet efter Tolla, som klatrede højt op af samfundsstigen, faldt dybt, men alligevel klarede sig igennem en tid.

Tolla's lejlighed ved Via del Corso overtoges efter hendes afrejse af søsteren Angela, kaldet Pimpa, som forøvrigt havde samme erhverv som Tolla. Også Pimpa tilbragte en tid i Napoli, som Vicekongens protegé, "i mandeklæder". Hvorledes hun endte sine dage, vides tilsyneladende ikke.

Litteratur og links om Tolla Bocca di Leone:
Lemme, Lodovico Paolo: Personaggi della Roma colta del Settecento. Roma, Edizioni T.E.R., 1993.
- side 51-52.
Rendina, Claudio: Cardinali e cortigiane. (I Big Newton, Saggi, 164). Roma, Newton Compton editori, 1.ed., 2007.
- side 188-195.
Rosselli, John: Singers of Italian Opera : The History of a Profession. - Cambridge : Cambridge University Press, 1992.
- side 62-63.
EN ROMAN: Desiato, Luca: Bocca di Leone. - Rizzoli, 1989.