|
|
|
|
|
Dette religøse broderskab, Confraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte, som har deres egen kirke: Santa Maria dell'Orazione e Morte, i Via Giulia, blev stiftet i 1538 som en barmhjertig organisation, kaldet Confraternita della Morte, hvis hovedformål var at sørge for en god, kristen begravelse - i indviet jord, men præstelig medvirken, messer og efterfølgende sjælemesser - af de mange fattige, navnløse, pårørendeløse, som man fandt liggende døde i den romerske Campagne, landet rundt om Rom. Enten var de helt ukendte eller ingen ville kendes ved dem eller havde råd til at betale for få dem begravet. Nogle gange blev de afdøde således blot liggende på marken eller i en grøftekant - som bytte for de omstrejfende dyr. Her trådte de fromme medlemmer af Lægbroderskabet til med at afhente den døde, transportere liget til eget kapel, gøre det i stand og sørge for en korrekt begravelse. (Se foto fra sådan en begravelse på Alvaro de Alvariis' Flickrside). Det gode formål vandt genklang i Rom og efterhånden steg antallet af medlemmer af Broderskabet. Dette skete især i 1551 efter en prædiken, som en kapuccinermunk havde holdt i Kirken San Lorenzo in Damaso. I 1552 blev den fromme sammenslutning af Pave Julius III bekræftet som et rigtigt broderskab med navnet Confraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte. De første år fik Broderskabet tilladelse til at benytte et kapel i Kirken Santa Caterina da Siena, som ligger i Via Giulia. Efter kort tid kunne de imidlertid flytte ind i den lille Kirke San Giovanno in Ayno, som ligger i Via di Monserrato. I 1560 ophøjede Pave Pius IV sammenslutningen til Ærkebroderskab: Arciconfraternita. Dette skete i bullen "Divina providente clementia", som blev udsendt den 17. November. I 1571 flyttede Arciconfraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte til Kirken Santa Caterina della Rota i Via di Monserrato. Samtidig fik de af Pave Pius V tilladelse til at opkøbe et stykke jord ved Via Giulia, hvor de kunne opføre deres egen Kirke. Den 21. Maj 1572 købte Broderskabet derfor en ejendom, som tilhørte Monsignore Ceci, der solgte den for 550 scudi. Den 31. August samme år erhvervede Broderskabet desuden for 700 scudi 2 tilstødende huse af brødrene Massimi. Og for første gang kunne man i 1574 holde generalforsamling i eget hus. I 1575 påbegyndtes byggeriet af Broderskabets egen Kirke, som derpå kunne indvies den 23. Marts 1576. Det var en enkel bygning med kun ét skib og 2 sidekapeller samt en krypt og en kirkegård på skråningen mod Tiberen. Under den voldsomme oversvømmelse af Roms lavtliggende områder i 1598, som medførte både talrige druknede og derpå mangel på føde og drikkevand med efterfølgende dødsfald, måtte Broderskabets medlemmer også træde til og de bevægede sig så langt væk som til Ostia for at hente med flodvandet bortskyllede lig, der kunne hjembringes og begraves. Ofte benyttedes andre begravelsespladser end lige kirkegården ved Santa Maria dell'Orazione e Morte, hvor der efterhånden blev pladsmangel. For eksempel kunne man begrave ligene i nærheden af det sted, de blev fundet, såsom ved Kirken Sant Agnese ved Via Nomentana, Sant'Andrea ved Ponte Milvio, Sant'Angelo alle Fornaci der lå ved Porta Cavalleggeri, Santa Cecilia in Trastevere, San Lazzaro ved Via Trionfale, samt andre kirker, der havde plads til nye grave. I løbet af de næste 150 år blev pladsen i den lille Kirke for trang til det stadig voksende Broderskab med de mange begravelser, messer og sjælemesser, samt hver 3. søndag i hver måned en særlig lang bøn, hvor sakramentet blev udstillet i 40 timer ("le Quarantore"). Den gamle Kirke blev derfor revet ned i 1733 og en ny og større opført efter en tegning af arkitekten Ferdinando Fuga. Under byggeriet flyttede Broderskabet deres aktiviteter til Kirken Santa Brigida på Piazza Farnese. Og den 20. Oktober 1737 kunne den nye bygning indvies og Broderskabet kunne vende hjem. I 1763 påbegyndte Broderskabet en tradition med fester for de afdøde, hvor de opstillede små tableauer med religiøse motiver, især med vægt på jordelivets forgængelighed og døden. De små scener belystes på forskellig måde og der blev fremstillet en serie billeder heraf, som solgtes til de besøgende for at skaffe penge til Broderskabets arbejde. Med det nye Italienske Kongerige overtog Staten forpligtelsen med at begrave de afdøde og det blev fastslået i loven, at dette ikke længere kunne ske inde i kirker og på kirkegårde inde i byen. Arciconfraternita dell'Orazione e Morte mistede derfor nu en del af sin berettigelse. Og med byggeriet i 1886 af de høje digemure og flodboulevarder langs Tiberen forsvandt også en stor del af Broderskabets kirkegård. Et lille kapel fra 1500-tallet fik dog lov at stå og over dette byggede Broderskabet i 1910 en ny bygning ud mod Lungotevere dei Tebaldi. Men selve Kirken fik også lov at overleve og den ejes stadig af Arciconfraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte, som også stadig sørger for sjælemesser for de døde. Den 3. søndag i hver måned holdes en messe for Broderskabets medlemmer, i perioden 1.-8. November fejres den såkaldte "Ottavario dei defunti": "8 dages mindefest for de afdøde", og den 25. November festen for Santa Caterina da Siena, som er skytshelgen for Broderskabets kvindelige medlemmer.
Litteratur om Confraternita di Santa Maria dell'Orazione e Morte: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|