Igennem årtusinderne er det gang på gang hændt, at Tiberen har oversvømmet de lavereliggende dele af Rom, ofte med store ødelæggelser til følge og måske derefter fulgt af sygdomme og epidemier.
Ikke så få steder i Rom støder man stadig på skilte med hænder, bølgelinier eller både, som viser, hvor højt vandet nåede ved en bestemt oversvømmelse, og det kan være en spændende jagt at finde disse tilkendegivelser.
Mærkeligt nok fandt oversvømmelserne sjældent sted i forårsmånederne, hvor man ellers kunne forvente, at floden svulmede op på grund af sne og regn og smeltevand. Tværtimod har de fleste oversvømmelser fundet sted fra September til Februar måned - og flest i November og December. Af de 47 oversvømmelser, hvor vandet ifølge målinger ved Ripetta sted over 13 meter, skete omkring halvdelen netop i disse måneder. Og 12 ud af 16 voldsomme oversvømmelser på over 16 meter fandt også sted i disse måneder. Man mener, at grundvandet - efter at være sunket betragteligt efter lange og tørre sommermåneder - med vinterens regnskyl atter var steget og derfor ikke kunne optage mere vand.
Før Tiberen blev tæmmet bag de høje mure, var mange inddæmmede kilder og åer ført direkte ud i floden. Hvis vandet så steg, kunne dette brede sig ind i de underjordiske kanaler og derved brede oversvømmelserne til de lavereliggende områder lidt længere inde i byen. Hvis vandet steg til lidt over 12 meter ved Ripetta, blev området fra Via della Fiumara og Ghetto'en oversvømmet. Hvis det kom op på 12,88 meter, stod der vand på Piazza dell'Orso. Hvis vandet nåede til 12,98 meter, oversvømmedes også området omkring Pantheon. Ved 13,12 meters højde løb der vand over Via di Ripetta. Ved 13,35 meter nåede det til San Giacomo alla Lungara.
Højden måltes på den vandmåler, som var opsat på muren ved Kirken San Rocco. Den omtales "Idrometro di Ripetta" og viser oversvømmelsernes højde i perioden 1598 til 1843.
Man har opdelt oversvømmelserne i 3 grupper:
- de "almindelige" ("piene ordinarie"), hvor vandet stiger 10-13 meter. De finder sted omkring én gang om året.
- de "ualmindelige" ("piene straordinarie") hvor vandet stiger 13-16 meter. De finder i gennemsnit sted hvert andet år.
- de "særlige" ("piene eccezionali"), hvor vandet stiger over 16 meter. Denne hændelse sker med omkring 34 års mellemrum.
Den første oversvømmelse, om hvilken vi har sikker målingsberetning, fandt sted i Januar måned i året 1180. Her nåede vandet op mod de 16 meter. Same højde nåedes den 2. Februar 1230 og den 6. November 1277. Både her og nedenfor er det udelukkende de "særlige" oversvømmelser, der nævnes.
Den 9. November 1379 nåede det helt op på 17 meter og den 30. November 1422 på 17,32 meter. Så gik der en del år uden de "særlige" oversvømmelser, men den 8. Januar 1476 nåede vandet de 17,41 meter.
Den 5. December 1495 var den gal igen, men vandet nåede dog kun 16,88 meters højde denne gang og den 13. November 1514 holdt vandstanden sig på 16 meter. Men den 8. Oktober 1530 måltes der på "Idrometro di Ripetta" 18,95 meter og den 15. September 1557 skal der være målt 18,90 meter. 10. November 1589 nåede vandet "kun" de 16 meter, mens det den 24. December 1598 kom helt op på 19,56 meter.
Den 23. Januar 1606 var vandstanden atter ret høj, nemlig 18,27 meter, mens den 30 år efter, den 22. Februar 1637 "kun" nåede op til 17,55. Den 7. December 1647 skal der være målt 16,41 meter og den 5. November 1660 stod den ifølge "Idrometret" på 17,11 meter. Mens der den 6. November 1686 måltes 16 meter.
Der er tilsyneladende ingen af de ekstraordinære målinger i 1700-tallet, men den 2. Februar 1805 steg vandet til 16,42 meter, den 10. December 1846 til 16,25 og den 29. December 1870 til 17.22 meter. Det var efter denne voldsomme oversvømmelse, at Tiberen blev inddæmmet med de høje og kraftige mure, der med ét forandrede flodbreddernes udseende og samlivet mellem by og flod.
Tiberens oversvømmelser mærkedes allerede i Rom i Antikken, hvor flodlejet godt nok lå i et lavere niveau, men hvor også selve grundniveauet i byen nogle steder lå endnu lavere. Lavlandet var desuden gennemløbet af mange kilder, åer og vandløb, der gennem dalsænkninger som der, hvor nutidens Via del Tritone løber, eller fra bakketoppene strømmede ned og banede sig vej ud i floden. Nogle områder hernede var decideret sumpede, blandt andet den såkaldte "Palus Caprae", som dækkede en stor del af Marsmarken omkring Piazza della Valle og Kirken Santa Maria in Vallicella. Også Velabro-området var sumpet og blev drænet under Tarquinius Priscus ved anlæggelsen af den store dræningsledning Cloaca Maxima.
Under Kejser Augustus voksede Rom og bredte sig blandt andet ud i de lave områder vest for Via Lata i det tidligere sparsomt bebyggede Campus Martius. Med vanlig handlekraft angreb Augustus problemet ved at lade flodsengen udvide og ordne. Ligesom han - eller måske Kejser Tiberius - lod nedsætte en gruppe embedsmænd til at kontrollere floden, de såkaldte "curatores alvei Tiberis et riparum". Mange af de senere kejsere påbød også tiltag, som skulle hindre eller mildne de gentagne oversvømmelser. Det var blandt andet vigtigt at sørge for, at flodens løb mod havet kunne foregå uhindret og ikke forstyrredes af ophobede sandbanker eller affald. En voldsom oversvømmelse i år 15 efter Kristus fik Tiberius til at interessere sig for sagen, uden at der dog ændredes det store.
Også i Antikken havde man en vandmåler i byen. Den stod tilsyneladende ved Pons Agrippae og man har i 1891 fundet rester heraf i form af nogle kraftige marmorblokke med tal og højdemålingsstreger inddelt i romerske fod. Idag hedder den genopbyggede bro Ponte Sisto og siden dennes opførelse i 1475 har romerne holdt øje med vandstand og oversvømmelsesfare ved at betragte vandhøjden i forhold til det runde hul i midterste bropille.
Mange antikke forfattere har omtalt oversvømmelserne. Livius omtaler en i år 414 før Kristus (IV, 49, 2) og en i år 363 før Kristus (VII, 3, 2). Mens andre beretter om en i år 241 før Kristus. Livius omtaler endvidere oversvømmelser i 251 før Kristus (her var der endog 2! XXIV, 9, 6), i 203 før Kristus (XXX, 26, 5), i 202 før Kristus (XXX, 38, 10-11), i 193 før Kristus (XXXV, 9, 2-3), i 192 før Kristus (XXXV, 21, 5-6) og i 189 før Kristus (XXXVIII, 28, 4). I dette år skal der have været hele 12 oversvømmelser.
Dio Cassius og Cicero beretter om en oversvømmelse i år 54 før Kristus, mens Horats digter om en i år 44 før Kristus (Carm. I, 2, 13-20). Dio Cassius fortæller endvidere om oversvømmelser i år 27, 23, 22 og 13 før Kristus, samt om 4 i årene efter Kristus: en i år 5, en i år 12, en i år 15 og en i år 36.
Tacitus kan i sin Historia fortælle om en i år 69 efter Kristus, og både Sueton og Plutarch bakker ham op. Flere forfattere nævner oversvømmelser under kejserne Nerva (96-98), Trajan (98-117) og Hadrian (117-138), men på disse hændelser har man ikke sikre årstal. Til gengæld nævner flere kilder en oversvømmelse i år 147 efter Kristus, mens det nøjagtige tidspunkt for oversvømmelsen under Kejser Marcus Aurelius (161-180) står hen i det uvisse.
Senere forfattere og historieskrivere nævner derpå oversvømmelser i år 217 efter Kristus, samt i årene 253, 371, 379, og 398.
Mængden af kilder i disse turbulente år, som også var fattige både på ressourcer og befolkning, er ikke voldsom stor og vor viden om Tiberens oversvømmelser i Rom derfor lille. Historikerne beregner, at der i perioden mellem år 500 og 1100 har været tale om i hvert fald 7 oversvømmelser, som regnes for sikre.
- en i år 589, som omtales af flere kilder: Paolo Diacono, Gregorio di Tours og Gregor Den Store,
- en i 716, som omtales af Paolo Diacono og Liber Pontificalis,
- en i 792, nævnt i Liber Pontificalis,
- en i 847 - den 22. November - som omtales i Liber Pontificalis,
- en i Januar 856, ligeledes nævnt i Liber Pontificalis,
- og ikke mindre end 2 i 860 - en den 30. Oktober og en den 27. December, begge omtalt i Liber Pontificalis.
Først i 1000-tallet og derefter begynder forholdene, ressourcerne og befolkningstallet så småt at stige og der bliver overskud til at opsætte mindesten om vandstandshøjden ved særlige oversvømmelser - især i områderne syd for Ponte Sant'Angelo. Mod øst kaldet "Banchi" og mod vest "Borgo". I sidstnævnte område havde fra 700-tallet dannet sig små kolonier af nordeuropæere, som havde bosat sig i Rom: frankere, frisere, saksere og longobarder. I Banchi-området bosatte der sig derimod fra 1000-tallet en stor mængde tilflyttere fra Firenze, som dyrkede finansielle transaktioner og åbnede vekselkontorer og banker og var tæt på det pavelige hof.
I 1180 var der en oversvømmelse, som man mente var voldsom nok til at udløse en mindeindskrift, som blev fundet i 1886 ved anlægget af Corso Vittorio Emanuele II foran Chiesa Nuova. Desværre er fragmentet forsvundet og kendes kun fra en omtale af Carcani i bogen Il Tevere (se gl.litt.liste forneden). Her skriver han "En indskrift over et stykke søjle ... henviser hertil (= oversvømmelsen i 1180)".
Om oversvømmelserne i 1230 og 1277 fortalte 2 gamle indskrifter, som sad på facademuren til den i 1564 flyttede Traspontina-Kirke, som tidligere stod lige syd for Castel Sant'Angelo. Stenene er idag forsvundet, men teksterne blev afskrevne og kendes derfor:
- 2. Februar 1230: "Anno Dni MCCXXX T.d. G.G. VIIII PP - Anno eius III indic. III mense Februarij - die II flumen crevit usque huc +" ("I det Herrens År 1230, det tredje år af Gregor IX's pontifikat, i den tredie "indizione", steg floden den 2. Februar helt herop").
- 6. November 1277: "+ An. D. MCCLXXVII Sede Apostolica vacante mense Novembri die V" ("I det Herrens År 1277, mens Pavestolen stod tom, den 6. November").
Fra samme oversvømmelse stammer nedenstående indskrift, som stadig findes idag under gaden Arco dei Banchi. Den sad oprindeligt på trappen til den senere nedrevne og flyttede Kirke Santi Celso e Giuliano og teksten lyder: "Huc Tiber - accessit - sed turbi - dus hinc - cito cessit - Anno Domini - MCCLXXVII - ind VI M No - vemb die VII - Eccl'a vac - ante" ("Hertil nåede Tiberen, men forvirret trak den sig tilbage kort efter, i det Herrens År 1277 i den 7. "indixione", den 7. dag i måneden November, mens Pavestolen stod tom").
cop. Leif Larsson
1300-tallet var atter en turbulent og trist tid i Rom. De ledende familier sloges uafladeligt og Paven valgte at fortrække til Avignon indtil 1378, hvorefter byen rystedes af de kirkelige stridigheder under det Store Scisma. Uden Pave og Pavehof blev Rom mindre betydningsfuld, mindre eftertragtet, mindre besøgt og mindre i det hele taget. Men oversvømmelserne fortsatte, mens der hverken var midler, mandskab eller kræfter til at gøre meget for at løse problemet. Nogle historikere har beregnet, at befolkningstallet faldt fra omkring 35.000 i begyndelsen af 1200-tallet til 17.000 i slutningen af 1300-tallet. Her var der intet overskud til opsætning af indskriftssten for at minde eftertiden om, hvor højt Tiberen i denne periode var steget.
Vi ved dog, at der var en oversvømmelse i 1310, som omtales i en anonym beskrivelse, der beretter, hvorledes vandet steg og steg i 8 dage. Forfatteren overdriver måske lidt i at fortælle, at hele Rom (der jo dengang bogstaveligt kun var det lave område mellem Via del Corso og floden) var oversvømmet og kun de 7 høje stak op. Og at man på Piazza di Santa Maria Rotonda (Pantheon) slet ikke kunne komme frem, hverken til fods eller med hest. Det var dog uden tvivl en voldsom begívenhed og det fortælles også, at de kæder, som holdt de flydende vandmøller fast, brast og at 5 møller af floden blev trukket med ud i havet. Ligesom vandstrømmen medbragte "træer, huse, skibe, borde og dyr". Det var meget store ødelæggelser for en økonomi, der i forvejen var i knæ. Efter en sådan omgang var byen helt tilmudret og der kunne gerne følge både hungersnød og sygdomsudbrud efter.
Oversvømmelsen den 9. November 1379 menes dog at have været endnu værre, og om den ved vi, at vandstanden nåede de 17 meter ved Ripetta. Til minde herom sattes en marmorsten på muren til Kirken Santa Maria sopra Minerva, men den er beklageligvis senere forsvundet. Teksten kender vi dog fra flere afskrifter, som desværre er lidt forskellige, men man mener, at den lød: "Anno Dni MCCCLXXVIIII die nona mensis - Novembris flumen crevit usque hus + in die - S. Salvatoris" ("I det Herrens År 1379, den 9. dag i November måned, steg floden hertil + på San Salvatore's Dag").
Fra oversvømmelsen den 30. November 1422 stammer den sten, som man idag - sammen med adskillige andre - kan se på facaden af Santa Maria sopra Minerva. Der er tale om en større vandstigning, som nåede helt op på 17,32 meter ifølge målingen ved Ripetta. Teksten på den 97 x 36 cm. lange sten lyder: "+ Ano Do MCCCCXXII indie sci - Andree crevit aqua Tiberis usque - ad sumitate isti lapidis tpre Dni - Martini PP V a VI" ("I det Herrens År 1422 på Sankt Andreas' Dag steg Tiberens vand helt op til toppen af denne sten i det 6. år af Martin V's pontifikat").
De mange sten på S.Maria sopra Minerva - cop. Leif Larsson
Den 8. Januar 1476 fulgte en ny oversvømmelse, der blev mindet med opsætningen af en indskriftssten, som dog senere er forsvundet. Desuden er der meget forskellige angivelser af, hvor stenen har siddet, men Di Martino og Belati (se litt.liste nedenfor) mener, at den har befundet sig på Kardinal Jacopo Ammannati Piccolomini's hus i Rione Borgo.
I 1495 steg vandet den 5. December, men nåede dog kun 16,88 meters højde denne gang. Alligevel betegner samtidige skildrere den som en af de mest dramatiske og voldsomme oversvømmelser. Her fortæller 2 besøgende fra Venedig, hvorledes vandet næsten dækkede Ponte Sisto og floden rasede voldsomt, mens vandmasserne rev alt med sig på vejen. Det var umuligt at nå frem til Santa Maria del Popolo og "vandet nåede næsten til sadlerne på vore heste". Folk prøvede at holde vandet ude ved at lukke alle døre og vinduer, men flodbølgen brød igennem og ødelagde alt, hvad der fandtes i kældre og stueetager. Adelsmanden Domenico de' Massimi siges at havde mistet varer og værdier for 4000 dukater. Man frygtede for at broerne skulle bryde sammen, vandforsyningen svigtede, og huse brød sammen under trykket, så beboerne lå begravet under mudder og murværk. Gulve og mosaikker i kirkerne blev ødelagt. Skaderne var så store, at Paven beordrede en procession den 4. December for at bede Gud om barmhjertighed. Til minde om den frygtelige begivenhed opsattes en indskriftssten på Casa di Girolamo Pichi, som står syd for Corso Vittorio Emanuele II, mellem gaderne Via del Paradiso og Via dei Baullari. Stenen er imidlertid forsvundet herfra, men findes idag i kælderen under Palazzo Braschi, hvor mængder af marmorfragmenter opbevares.
Ialt opsattes der forskellige andre steder i byen 7 sten, hvoraf nogle dog er helt forsvundet, blandt andet en som sad på muren til Ospedale di Santo Spirito. Af de bevarede sten kan man finde en i nutidens Traspontina-Kirke (hvor den kan ses på højre væg i Cappella dei Santi Pietro e Paolo) og en på facaden til Santa Maria sopra Minerva. En sad i Kirken San Giacomo degli Spagnoli men findes idag i Santa Maria in Monserrato, en anden i Castel Sant'Angelo hvor den er anbragt i en af cellerne i stueetagen, en i Kirken Sant'Eustachio og den sidste på Piazza Madama.
S.Eustachio: lille indskrift til højre - cop. Leif Larsson
På Sant'Eustachio-stenen, som er 55 x 47 cm stor, står: "An. Sal. MVD - Tiberis sereno - aere ad hoc --- - sig crevit non - Decembr Alex - VI P M An III" (I det Frelsens År 1495 steg Tiberen - i godt vejr - helt op til dette tegn den 9.dag (før Idus i December måned, hvilket ifølge den gamle romerske tidsregning svarer til den 5. December) i det 3. år af Alexander VI's pontifikat").
Stenen i Santa Maria in Monserrato findes i Kirkens gård. Den har en størrelse på 52 x 73 cm og teksten lyder: "Alexandro VI Hisp - Pont Mx An Sal M - VD non Decembr - cum ad hoc signum - Tyberis excrescens - mortuis etiam non - peperciss Petrus de - Aranda calagvrr - calciatq pont pa - vimentum hoc om - ne conrvp sua imp - rest - d Opt Mx ac Divo Iacobo - Hispaniar patrono - honor et gloria" ("Mens den spanske Pave Alexander VI regerede, i det Frelsens År 1495, den 5. December, gik Tiberen over sine bredder op til dette tegn og sparede endog ikke de døde. Pietro De Aranda, Biskop af Calahorra og La Calzada lod for egen regning dette helt ødelagte gulv restaurere. Hæder og Ære til Den Øverste Gud og til Den Hellige Jacob, Spaniens beskytter").
Stenen på Santa Maria sopra Minerva's facade er 60 x 28 cm stor og bærer teksten: "Ann Chr. MVD non. Decemb. auctus in immensum Tiberis dum - profluit alveo - extulit huc rumidas turbidus - Amnis aquas ---" ("I år 1495 (efter) Kristus, den 5. December, voksede Tiberen umådeligt og steg over sine bredder. Den mudrede flod bredte sine vande helt herop").
På muren mellem nr.2 og nr.3 på Piazza Madama ses en lille mindetavle med teksten "Non Decembr - Tiberis ad hoc - signum --- - crevit - An. Sal. MVD" ("Den 5. December steg Tiberen lige til dette tegn, i det Frelsens År 1495").
I løbet af 1500-tallet skete der talrige oversvømmelser, flere af dem ret voldsomme. En del af skylden havde den voksende by. Fra omkring 17.000-20.000 indbyggere i begyndelsen af 1400-tallet til 100.000 i år 1600, med stigning i bolig, palæ- og villabyggeriet, der bredte sig ud på de lave flodbredder og på sine steder måske ligefrem indsnævrede flodsengen. Måske også anlægget af det store landsted Villa Farnesina med pragthaver og lysthuse ved vandkanten havde sin del af skylden. Og i den anden yderlighed: den tættere og tættere bebyggelse i det lukkede Ghettoområde, hvor husene også nærmest stod ude i vandet for at give plads til den voksende befolkning, var vel også med til at stramme floden ind. Og flere mennesker i byen - mere affald, som havnede i floden eller via dens bredder indsnævrede flodlejet. Også væksten i antallet af de flydende melmøller, der skulle til for at mætte de mange munde, bidrog til at besværliggøre flodens løb.
Den 8. Oktober 1530 gik Tiberen over sine bredder og vandstanden nåede et maksimum på 18,95 meter. De store ødelæggelser, med enorme økonomiske tab og store tab af menneskeliv, kom blot et par år efter det frygtelige "Sacco di Roma", hvor de lutheranske landsknægte havde hærget og plyndret byen. En voldsom oversvømmelse var et slag mod en, der allerede lå ned. Ifølge en ukendt fortæller kostede oversvømmelsen 3000 døde og ødelagde mere end 300 huse. Han beretter også, at Paven, der havde været ude at rejse, ikke kunne komme tilbage til Vatikanet, da alle broerne stod under vand, så han måtte indlogere sig "på Monte Cavallo" i Klosteret ved Sant'Agata.
Guldsmeden Benvenuto Cellini opholdt sig på denne tid i Rom: Læs her hans beretning om oversvømmelsen.
Naturligvis opsattes der også mindeplader i forbindelse med denne ulykke, men de lader næsten alle til at være forsvundet. En sad på muren af Palazzo Orsini mod Piazza Navona, en anden på samme husmur men over statuen Pasquino's hovede. En sad i Kirken San Giacomo degli Spagnoli, men forsvandt på et tidligt tidspunkt.
Der er dog bevaret en tavle på højre yderside af Porta del Popolo. Den sad tidligere på Klostermuren og måler 101 x 54 cm. Teksten lyder: "Septimus auratu Clemens gestabat hetruscus - sorte pedum, huc saliit quom vagus uso Tyber - quippe memor capi que no colvere priores - amnibus epotis in nova tecta ruit. - uto foret spacii implacabilis, ultor adepti, - et cererem Bacchum sustulit atq lares - restagnavit VIII Id. Octob. An - MDXXX" ("Etruskeren Clemens VII holdt på dette tidspunkt det gyldne scepter, da den urolige Tiber steg helt hertil. Floden huskede sikkert på hvad de gamle ikke havde høstet og samlede sine grene, kastede sig over nye bygninger, som en utrættelig hævner over det område, den havde mistet, og ødelagde huse og vingårde. Den stilnede på ottende dagen før Idus Oktober i året 1530").
På Santa Maria sopra Minerva's facade sidder en lille sten på 78 x 60 cm med teksten "Anno Dni MDXXX - octavo Idus Octobris Pont - vero Santissimi Dni - Clemen Pape VII Annp VII - ----- - huc Tiber ascendit iamq - obruta tota fuisset - Roma. Nisi huic celrem - virgo tulisset opem" ("I det Herrens År 1530 på den ottende dag før Idus Oktober i det 7. år af den allerhelligste Pave Clemens VII's pontifikat steg Tiberen helt herop og Rom ville være blevet fuldstændigt ødelagt, hvis ikke Jomfru Maria havde grebet ind").
15. September 1557 oplevede Rom en oversvømmelse, der var lige så kraftig og ødelæggende som den 27 år tidligere. Denne gang gik det blandt andet ud over den gamle bro Ponte Santa Maria, der faldt sammen, og Klosteret ved Kirken San Bartolomeo sull'Isola, der iøvrigt også fik ødelagt sin mosaikudsmykkede facade. Flere af de flydende vandmøller rev sig også nu løs, og ud over de skader, som de forvoldte på deres vej mod havet, bevirkede det reducerede antal tilbageblevne møller, at der bagefter ikke kunne males nok mel, så der opstod mangel på brød og man måtte ligefrem sende bud til Tivoli efter mel.
Der kendes kun 3 mindesten fra denne oversvømmelse: en på facaden af Santa Maria sopra Minerva og en, som nu sidder på Palazzo Vidoni, samt en nu forsvunden på den ligeledes forsvundne Piazzetta degli otto Cantoni. En afskrift af denne findes idag i Biblioteca Angelica.
I indgangen til Palazzo Vidoni i Via del Sudario ses en lille sten på 23 x 20 cm. med teksten "... - sub Paulo IIII - Pont. Max. I.P. III - Pont. Etk. R. V. Ro - I. Tybris ad h. sig. - crevit XVII Kl O -- ct. A. MDLVII" ("Under Pave Paul IV, i det 3. år af hans pontifikat, steg Tiberen op til dette tegn den 17.dag før Kalendae i Oktober måned i året 1557").
På Santa Maria sopra Minerva's facade sidder en sten på 55 x 50 cm. med teksten: "MDLVII die XV Septembris - huc Thyber advenit. Paulus dum - Quartus in anno - terno eius. Rector Maximus - Orbis erat - ..." ("Den 15. September 1557, mens Paul IV var Pave (som) verdens største (Guds) stedfortræder, i det 3. år af hans pontifikat, nåede Tiberen hertil ....."). Denne sten blev efter den forhadte Paves død ødelagt af folket, men i 1599 genskabt af Dominikanermunkene.
10. November 1589 kom en ny oversvømmelse med vandstand på 16 meter. Selvom det lader til, at denne oversvømmelse ikke var så voldsom som de 2 tidligere, skete der dog mange alvorlige skader i områderne omkring Via dell'Orso, Piazza della Rotonda, Ghetto'en og San Rocco, hvor det især var de mange prostituerede kvinders huse, som blev ramt. Også denne gang viste der sig hurtigt en mangel på brød, som søgtes fremskaffet fra ikke ramte områder. En mindesten, som var opsat på muren til Osteria dell'Orso kendes idag kun fra en afskrift.
Oversvømmelsen den 24. December 1598 blev til gengæld helt ekstrem og vandstanden nåede helt op på 19,56 meter. Den forvarsledes af en uafbrudt regn i mange dage, helt fra den 20. December, hvor en procession medbringende Sakramentet fra Santa Maria del Popolo til Peterskirken nærmest druknede i regn. Alligevel var romerne dårligt forberedte, da vandet steg voldsomt i gaderne den 24. og forhindrede dem igennem flere dage i at komme ud og købe ind. Desuden steg vandet i husenes kældre og stueetager, hvor de de fleste bagere havde til huse, og tilmed rev møllerne sig løs (man mener, at omtrent halvdelen af byens 25 flydende møller blev revet med af den rasende strøm), så der heller ikke i tiden efter kunne males tilstrækkeligt med korn. Både sult og tørst plagede indbyggerne, fordi de heller ikke kunne komme kom ud til fontæner og brønde for at hente vand. Og da vinen oftest opbevaredes i husenes kældre, som var oversvømmede, kunne denne ikke erstatte drikkevandet. Nødtvungent måtte man derfor drikke det oversvømmende mudrede flodvand med maveonder og sygdom til følge.
De voldsomme regnskyl fik også floden til at svulme nord for byen og nogle strømme brød igennem og flød mod syd fra Piazza del Popolo, mens andre mødtes i voldsomme hvirvler ved Castel Sant'Angelo, hvor vandet rev flere blokke af Broens rækværk, og fyldte området omkring selve fæstningen, hvor der i voldgraven lå mange småhuse, hvis beboere druknede; og ved Tor di Nona, hvor omkring 100 fanger omkom i stueetagens celler i fængslet. Også Ghetto'en ramtes hårdt af de voldsomme flodbølger.
En større mængde indskriftssten blev sat op til minde om denne katastrofe. Flere findes ikke mere, men 11 af de 19 sten kan atadig ses rundt omkring i de ramte områder.
Stenen i Via di Santa Maria dei Calderari nr. 27 er 34 x 30 cm stor og bærer teksten "Anno 1598. Die 24 - Xbris. Clemente - VIII P.M. Il Tevere - arivo aquesto - ... segno ..." ("På den 24. December 1598, mens Clemens VIII var Pave, nåede Tiberen til dette tegn ...").
En anden sten blev opsat ved den nu nedrevne kirke San Bartolomeo de' Vaccinari, men findes idag i Castel Sant'Angelo. Her findes også 2 andre sten.
En sten på Santa Maria sopra Minerva's facade med en størrelse på 50 x 50 cm. og teksten "Redux recepta Pon - tifex Ferraria - non ante tam superbi - hucusque Tybridis - insanientes execra - tur vortices - Anno Dni MDXCVIII - VIIII Kal. Ianuartt - ..." ("Da Paven vendte tilbage efter erobringen af Ferrara, afværgede han faren fra Tiberens malstrøm, som aldrig havde været større og fremturede indtil dette tidspunkt. I Det Herrens År 1598, den 8. dag før Kalendae i Januar måned"). En anden sten med angivelse af vandhøjden var også opsat på facaden, men er senere forsvundet.
På muren til klosteret Convento della Minerva ses også en sten på 56 x 40 cm med teksten "Vltrices hucusq Thybris - dum tolleret undas - extincta est partv Vir - ginis ira Dei - ... - die XXIV deceb. A.D. MDIIC" ("Mens Tiberen rejste sine bølger hertil, stoppede Jomfruens fødsel Guds vrede. Den 24. December 1598").
En sten på Ospedale di Santo Spirito, hvor patienterne med nød og næppe nåede at blive evakueret. Den 49 x 35 cm store sten sidder på ydersiden af portico'en foran hospitalet. Teksten lyder : "... - Clemente VIII Pont Max - anno eius septimo - Tybris eovsqve crevit - ipsa Dni Natali nocte - MDXCVIII" ("I det 7. år af Pave Clemens VIII's pontifikat voksede Tiberen helt hertil netop Julenat 1598").
En sten på Piazza del Popolo med en størrelse på 78 x 41 cm og teksten "Subiectum ut audax indicem fluvivs sui - tetigit sibi aequus proximo at depressior - fonte imus inqvit altius vinci haud decet - famam aucupabor omnium caelo fruar - propinqviore et seculo tradar novo. - Meminisse quatum vieta no aetas potest. - Notas quirine hic imprime. Hic Tybris fui ... - ex IX Kal Ianuar ( I ) I ) XCVIIII - Clementis VIII P.M. Anno VII".
En sten på Palazzo Vidoni i Via del Sudario med teksten "Anno MDXCIIX die - XXIV Decembris sedente - Clemente Octavo - Tybris hucusque - stagnavit" ("I året 1598, den 24. December, under Pave Clemens VIII, steg Tiberen hertil").
En sten på Palazzo Serlupi-Crescenzi i Via del Seminario 113 er 60 x 34 cm stor og har en tekst, der lyder: "MDIIC - Tempore Clementis Bis Quarti - hic mense Decembris - ante Diem Domini - Tybridis unda fuit - ..." ("I 1598, på Pave Clemens VIII's tid, nåede Tiberens bølger hertil i December måned, aftenen før Herrens Fødselsdag").
En stor sten på 96 x 37 cm i Via Laurina beretter "Clemente Octavo Tiberina - furentibus austris - huc vaga nimbiferis unda regente - salit die XXIIII Decembris 1598 ..." ("Under Clemens VIII's pontifikat, nåede Tiberens oversvømmelse under voldsomme vindstød helt herop. Den 24. December 1598").
fik også sin del af oversvømmelser: 5 meget voldsomme i 1606, 1637, 1647, 1660 og 1686, men selvom 3 af dem ved Ripetta måltes til en vandstand på mere end 17 meter, lader det ikke til at skadernes omfang var lige så stort som i det forudgående århundrede. En af grundene hertil var de nye bebyggelser og udflytninger til højene øst for Rom, samt en sanering af byens smalleste gader og opførelsen af nye og mere solide huse ved disse. Flodbølgerne pressedes derfor ikke så meget sammen i smalle passager og mellem vakkelvorne bygninger som tidligere. Opførelsen af en ny akvædukt under Pave Paul V med tilførsel af vand fra nordvest over Gianicolohøjen muliggjorde opførelsen af landfaste vandmøller på denne højskråning, så man kunne undvære nogle af de mange flydende møller, der med kæder og pramme og kanaler forhindrede floden i at løbe frit. Nedrivingen af et tårn, som Alexander VI havde ladet bygge på 2 af buerne til Ponte Sant'Angelo, gjorde også flodens passage lettere.
Den 23. Januar 1606 indtraf den næste store oversvømmelse - altså kun 8 år efter den tidligere katastrofe - og her nåede vandstanden op på 18,27 meter ved Ripetta. Denne gang steg vandet langsomt og over en længere periode, så befolkningen havde tid til at tage deres forholdsregler. De berørte områder lå her særligt i Rione Prati, hvor 12 personer druknede og 4 vandmøller rev sig løs. En mindesten opsattes på muren til den gamle toldstation Dogana Vecchia, men den er senere forsvundet.
Den 22. Februar 1637 gik Tiberen atter voldsomt over sine bredder til en højde af 17,55 meter. Dagen efter havde vandet nået at dække områderne "all'Orso" og Ripetta frem til Via della Scrofa, samt de lavestliggende dele i Ghetto'en. Det var midt i karnevalstiden, men heldigvis faldt vandet allerede den 24., så festlighederne kunne fortsætte. En mindesten på samme sted som den fra 1606 er ligeledes forsvundet.
I 1647 ramtes byen af en ny oversvømmelse den 7. December. Også denne gang var der tale om kraftige regnbyger, der uden ophør skyllede ned i flere dage, indtil Tiberen gik over sine bredder og muligvis nåede en højde på lidt over 16 meter. Hele Piazza Navona blev oversvømmet, samt Piazza Colonna, og Via delle Botteghe Oscure, hvor drænrøret Chiavica dell'Olmo ikke kunne rumme mere. Allerede om aftenen begyndte vandet at trække sig tilbage, men havde dog nået at forårsage en del skader: 4 møller havde revet sig løs og en del af Ponte Milvio, der var i træ, var blevet ødelagt. Nogle fanger døde også denne gang i cellerne i fængslet ved Tor di Nona. Og i den efterfølgende tid var der igen mangel på mel og brød.
- Til minde om denne oversvømmelse findes der idag en sten på 80 x 50 cm i Castel Sant'Angelo med teksten "Innocentio X Pont. O.M. - Andrea Iustiniano. - Bassani Principe. - arcis praefecto - VII Id. Decemb. A.D. MDCXLVII - Tyberis - .... - ad hoc signum .. - exundavit" ("Under Innocens X's pontifikat. Præfekt for Castel (Sant'Angelo) (var) Andrea Giustiniani, Pris af Bassano. Den 7. dag før Idus December i 1647 steg Tiberen op til dette tegn").
Den 5. November 1660 indtraf en ny oversvømmelse, der især ramte Ghetto'en, hvor vandet nåede op til andenetagernes vinduer. Skaderne her var så store, at myndighederne beordrede en port ud mod Cenci-familiens palæ åbnet, så der kunne bringes forsyninger ind til de ramte. Ved Ripetta måltes vandstanden denne gang til 17,11 meter. Kun én indskrift fra denne katastrofe er stadig at se, den sad oprindeligt på muren rundt om Castel Sant'Angelo, men findes idag i et af fæstningens mange rum.
1600-tallets sidste store oversvømmelse indtraf den 6. November 1686. Den lader dog ikke til at have været så voldsom; vandstanden ved Ripetta måltes til knap 16 meter, og hændelsen er ikke meget omtalt. Heller ikke en eneste af de i den anledning opsatte 5 mindesten er bevaret. De var alle opsat langs Via Flaminia og teksterne kendes fra afskrifter.
I årene 1701-1703 var der enkelte gange, hvor Tiberen steg, men oversvømmelserne var ikke voldsomme. Dog er oversvømmelsen i 1702 noteret på vandmåleren ved Ripetta - men kun med et højde på 15,41 meter.
En mindre oversvømmelse fandt også sted i 1742, men vandstanden er ikke noteret og der er heller ingen mindesten eller særlig omtale af hændelsen.
I 1750 kom en lidt større oversvømmelse med en vandstand på 15,58. Heller ikke denne findes beskrevet nærmere.
I 1777 gik Tiberen igen over sine bredder, men også denne gang uden de store katastrofale følger, uden mindesten og uden særlig omtale.
Det samme gælder for en lille oversvømmelse i 1785.
Fra den 30. Januar til den 2. Februar 1805 indtraf en større oversvømmelse med en vandstand på 16,42 meter. Hele den lave del af byen, fra Ripetta til Via del Corso, omkring Piazza della Rotonda og Piazza Navona, fra området "dall'Orso" til Tor di Nona, samt Ghetto'en - og på flodens modsatte side Via della Lungara - kom under vand og beboerne var nærmest isolerede i 2 fulde dage. Vandet trak sig meget langsomt tilbage og efterlod talrige sumpagtige pletter i byen. Efter oversvømmelsen opsattes der 5 mindesten, hvoraf 2 dog er forsvundne.
En sten i Via dell'Arancio med teksten "2. Febru. 1805 - .... - flumen" ("Den 2. Februar 1805 (nåede) floden (hertil)"). Stenen har en størrelse på 37 x 25 cm og på midten er der indridset en hånd, der peger på en stor båd, som vugger på en masse bølger.
En sten på facaden af Kirken Nostro Signore del Sacro Cuore i Corso Rinascimento har en størrelse på 33 x 10 cm og teksten "Ad hoc signum - L.M.F. ... Tiber .... - MDC Kal. Feb. CCV" ("Til dette tegn nåede Tiberen i 1895 på Kalendae i Februar måned. Dens nuværende placering er antagelig ikke den oprindelige.
En trekantet sten i Via Canova nr. 21-21A. Den er 27 cm lang og hver side er 20 cm. Teksten lyder: "II - Februari - A. MDCCCV - Tiberis illuvies - ..." ("Den 2. Februar i år 1805 steg Tiberen over sine bredder.."). Stenen sås stadig her i 1980, men lader til senere at være forsvundet.
Den 10. December 1846 gik Tiberen igen over sine bredder med en vandstand på 16,21 til følge. Selvom det ikke var den store katastrofe, havde oversvømmelsen dog til følge, at folk sad isolerede i deres huse uden mad og drikke, så nogle borgere påtog sig at sejle rundt i gaderne med brød til de nødstedte. Som man forøvrigt også havde gjort mange gange tidligere.
I krypten til Kirken Santa Maria dell'Orazione e Morte opbevares den eneste kendte mindesten fra 1846. En plade på 25 x 7 cm med teksten "10. Dec. 1846" samt en streg, der angav vandets højde. Denne Kirke og dens tilstødende kirkegård, som lå ud mod flodbredden, var meget ofte offer for oversvømmelserne, inden de høje Tibermure blev bygget.
En mindre oversvømmelse den 3. December 1858 mindes også i denne Kirke på en lille sten på 16 x 8 cm med teksten: "3. Dec. 1858" over en række af bølger til at angive vandstanden, der har været lavere end de 16 meter, som gav anledning til et mål på måleren ved Ripetta.
Den danske forfatter Vilhelm Bergsøe var i Rom fra den 4. December 1862 og oplevede her en mindre oversvømmelse, dog ikke med en vandstand så høj, at den krævede at blive noteret på vandmåleren ved Ripetta. Den fandt sted den 20. Januar 1863 og nåede kun op på 14,92 meter. (Se mere her)
Den sidste store oversvømmelse i Rom, inden Tiberen blev inddæmmet bag sine høje mure, indtraf den 28. December 1870. Her nåede vandstanden en højde på 17,22 meter. Der havde i dagene forud været uafbrudt voldsom regn og Tiberen steg og steg. Allerede om aftenen den 27. December begyndte vandet at vise sig og natten mellem den 27. og den 28. brød floden ind i byen og løb gennem gaderne, så beboerne vågnede om morgenen den 28. December til en kraftig oversvømmelse med en vandstand, de ikke havde oplevet før, da den sidste lige så høje måling lå 200 år tilbage. Romerne var altså ikke særligt godt forberedte på denne katastrofe og hjælpeorganisationer måtte igen sende både ud i gaderne med brød til de isolerede i meget store områder af byen. Begge sider af floden var ramt, men mest østsiden fra Ponte Sant'Angelo over Banchi Nuovi, Via del Corso og Piazza Colonna, Piazza Madama og hele området heromkring, Piazza Navona, Piazza della Rotonda - ja på Pantheon nåede vandet halvt op på søjlerne og den ene af Kirkens sidedøre var helt skjult under vandet. Fødevareforsyningen var stærkt truet, da vandet trængte ind i lagre og butikker og mange bageriers ovne stod under vand. Hele Ghetto'en var også hårdt ramt, som vi danskere kender det fra beskrivelsen i Vilhelm Bergsøes bog Fra Piazza del Popolo.
Efter denne sidste, store oversvømmelse opsattes naturligvis også en række mindetavler, man har talt op til 46 af disse, men der har muligvis været flere. --- LÆS MERE OM DENNE OVERSVØMMELSE !
Endnu en lille oversvømmelse blev det til i 1878, mindet på en sten på muren ved voldgraven om Castel Sant'Angelo. Vandet nåede her dog kun op på 15,35 meter. Teksten på stenen lyder: "Alluvione" ("Oversvømmelse"), og nedenunder: en tyk streg til angivelse af vandhøjden, og under den: teksten "Novembre 1878".
Trods de høje Tibermure er det dog også i nyere tid hændt, at Tiberen er gået over sine bredder, men ikke med så katastrofale følger som under de gamle oversvømmelser.
Den 2. December 1900 steg Tiberen til 16 meter ifølge måleren ved Ripetta. I byens lavestliggende kvarterer steg vandet, men skaderne var større i områderne udenfor Rom, hvor Tiberen kunne rase frit. Således kunne de mange nysgerrige, som betragtede sceneriet fra digemurene følge med i hvorledes den rasende strøm udover døde hunde og katte også førte druknede får med sig. Den 3. December nåede vandstanden sit højeste: 16,15 meter og både Rione Borgo, Via della Lungara, Pantheon, området omkring Via dell'Orso, og Piazza della Bocca della Verità, samt Piazza Navona lå under vand. Netop som det lod til, at faren var ovre og skaderne små, brød om aftenen den 4. December et langt stykke på ca. 300 meter af den nye flodmur ved Lungotevere degli Anguillara sammen og røg i floden.
Til minde om oversvømmelsen opsattes 6 sten:
En sten i Palazzo Corsini i Via della Lungara: 39 x 5 cm stor med teksten "Alluvione del Decm 1900" ("Oversvømmelse i December 1900").
En sten i haven på Klosteret ved San Bartolomeo all'Isola. Den har en størrelse på 44 x 14 cm og teksten "Alluvione di II Decem. 1900" ("Oversvømmelse den 2. December 1900").
En sten ved vandmåleren "Idometro di Capo due rami". Stenen måler 50 x 20 cm og bærer teksten "Piena del 2. Dicembre 1900" ("Oversvømmelse den 2. December 1900"). (Capo Due Rami findes i nærheden af Ostia).
To sten i Kirken Santa Maria in Cosmedin: en til højre for indgangen til sakristiet, og en under indgangsportico'en. Den første måler 21 x 8 cm og lyder "Alluvione - 1. Dec. 1900" ("Oversvømmelse den 1. December 1900"). Og den anden med samme tekst måler 20 x 8 cm.
Samt en sten ved Tor di Quinto, 40 x 20 cm stor, med teksten "Alluvione - December 1900" ("Oversvømmelse i December 1900").
En oversvømmelse den 15. Februar 1915 nåede også over de 16 meter, men medførte ikke de store skader. Det var især Rione Borgo, som her ramtes med op mod en halv meters vand i gaderne. Af mindeindskrifter herom blev kun opsat:
En sten ved Tor di Quinto, 28 x 14 cm stor, med teksten "Alluvione - 15 Febr a 10 1915" ("Oversvømmelse den 15. Februar 1915").
Og en indskrift på Tibermuren ved Komplekset San Michele a Ripa, hvor vandet stod højt. Den lyder "14.2.1915 - Alluvione" ("14.2.1915 - Oversvømmelse").
Oversvømmelsen den 17. - 18. December 1937 opnåede også en vandstand på 16 meter, men var ikke så voldsom som de tidligere. Dog lader Tiberøen til at være blevet særligt ramt, da 2 af de 4 mindeindskrifter blev opsat her. Ellers steg vandet mest ved Ripa Grande og i forstaden Ponte Galeria.
En sten på Tiberøen i gården til Ospedale Fatebenefratelli. Den 63 x 15 cm store sten bærer teksten "Alluvione del 17 Decem. 1937" ("Oversvømmelse den 17. December 1937").
En sten på Tiberøen i porticoen ved indgangen til Kirken San Bartolomeo all'Isola. Teksten på den 51 x 15 cm store sten lyder "Alluvione del 17. Decem. 1937" ("Oversvømmelse den 17. December 1937").
En sten ved vandmåleren Idometro di Ripa Grande. Stenen måler 50 x 30 cm og teksten lyder "Sezione Idografica Roma - piena del 18 Dic. 1937 XVII.. - " ("Roms Vandforsyning" - "oversvømmelse den 18. December 1937").
En sten i forstaden Ponte Galeria. Teksten på den 40 x 21 cm store sten under et vindue i Via Portuense nr. 1148 er næsten ulæselig.
Forskellige gamle kilder og omtaler af oversvømmelserne:
Ludovico Gomez: De prodigiosis Tyberis innundationibus : ab urbe condita ad annum MDXXXI. (udgivet i Rom 1530/31).
Andrea Bacci: Del Tevere. (udgivet i 1558 og 1599).
Jacopo Castiglione: Trattato dell'Inondatione del Tevere. (udgviet i 1599).
Filippo Maria Bonini: Del Tevere incaatenato (udgivet i 1660).
Michele Carcani: Il Tevere e le sue inondazioni dakke origine di Roma fino ai giorni nostri. (udgivet i 1870).
Litteratur om Tiberens oversvømmelser:
Di Martino, V. e M. Belati: Qui arrivò il Tevere : Le inondazioni del Tevere nelle testimonianze e nei ricordi storici. - Roma: Multigrafica Editrice, 1980.
Le piene del Tevere a Roma: dal V. secolo a.C. all'anno 2000 / Pio Bersani, Mauro Bencivenga. - Presidenza del Consiglio dei Ministri : Dipartimento per i Servizi Tecnici Nazionali : Servizio Idrografico e Mareografico Nazionale, 2001. (på internet).
Rendina, Claudio: Guida insolita ai misteri, ai segreti, alle leggende e alle curiosità del Tevere, il fiume di Roma. Newton & Compton Editori, 2003.
- side 154-160.
Rendina, Claudio: Roma, giorno per giorno : la cronologia della Città Eterna dalla fondazione, 753 a.C., ad oggi attraverso eventi politici, fenomeni religiosi e sociali, personaggi e manifestazioni, feste e curiosità. 1.ed. Roma, Newton Compton editori, 2008. (Quest'Italia. Collana di storia, arte e folclore, 354).
- side 429.
Curiosità romane: Le inondazioni del Tevere.
Wikipedia (italiensk tekst) : Piene del Tevere a Roma.