Karteuser-Ordenen er en munkeorden, som blev grundlagt i 1084 af Den Hellige Bruno ("San Brunone") i egnen Chartreuse (på latin: "Cartusia") i Frankrig. Den blev godkendt af Paven i 1176.

Ordenen fik efter grundlæggelsesstedet og det første kloster, La Grande Chartreuse, navnet Chartreuser-Ordenen og da den vandt indpas i Italien kaldtes klosteret her "La Certosa" og munkene "I Padri Certosini".

Karteuser-Ordenen er den strengeste af de katolske ordener. Munkene lever både som eneboere med tavshedspligt i hver sit lille afsondrede hus forsynet med en lille have og de få fornødenheder, de har brug for i deres spartanske liv. Samtidig holder de også nogle fælles gudstjenester og enkelte fælles måltider ligesom i et almindeligt kloster. Der tales dog ikke under måltiderne, hvor en af munkene læser op af Bibelen.

I Rom er det første Karteuser-samfund muligvis opstået ved den gamle kirke San Ciriaco vest for Diocletian's Termer. Vi ved nemlig, at Bruno i 1091 bad Pave Urban II om lov til at overtage denne kirke for at skabe et "Certosa" i det på dette tidspunkt afsides og øde område, der var velegnet til en eneboertilværelse. Måske blev projektet også til noget, for i 1320 hører vi, at der er Karteusermunke ved San Ciriaco. Senere hører vi i 1363 nye planer om at bygge et "Certosa" i ruinerne, så Bruno og Gavino's "kloster" har muligvis blot været nogle enkle træhytter i området omkring kirken.

Det fortælles, at billedhuggeren Jacopo Del Duca fik forevist et gammelt dokument, en bulle fra Pave Urban V's tid (1362-1370), hvori Paven havde givet Karteuser-Ordenen ret til i ruinerne af Diocletian's Termer at opføre et kloster, da de havde modtaget tilsagn om en testamentarisk pengegave fra brødrene Niccolò og Napoleone Orsini. Inden dette projekt kom i gang, døde imidlertid den ene af Orsini-brødrene og den anden broder skiftede mening og fik i stedet lov til at bruge pengene på en ombygning af det faldefærdige kloster ved Santa Croce in Gerusalemme, som var blevet helt forladt efter at Paven var flyttet til Avignon.

Her boede Karteusermunkene så i en årrække, men området var ikke så sundt, det var fugtigt og plaget af malaria-myg og munkene var ofte syge, hvilket var en af grundene til at Pave Pius IV i 1561 ønskede at de skulle flytte op i den friske og tørre luft nord for Viminalhøjen, hvor han lod dem overtage ansvaret for den nye kirke Santa Maria degli Angeli, som blev indrettet i ruinerne af Diocletian's Termer. I området bag ved kirken byggede munkene derefter deres nye Certosa.

I Padri Certosini passede kirke og kloster i mange hundrede år, de forbedrede og restaurerede, men da Vanvitelli omkring 1749 var færdig med sin restaurering og indretning af kirken, stoppede Karteuserne arbejdet på grund af deres stramme økonomi: De havde fået hjælp fra andre klostre, men efter den franske revolution truedes de franske klostre og munkene fra Grenoble måtte flytte til Rom. Senere fulgte den franske invasion og klosteret blev omdannet til kaserne og hestestald og komplekset blev en del ødelagt herved.

I begyndelsen af 1800-tallet hærgedes bygningerne af en voldsom brand med flere skader til følge og i starten af Italiens samling brugtes klosteret i 1878 til militærmagasin. Allerede efter 1870, da Pavestaten var erobret, blev klosteret overgivet til lægbrødre og kirken til Ordenen "I Minimi di San Francesco di Paola".

Siden da har der ikke været Karteusermunke i La Certosa di Santa Maria degli Angeli.

Ordenens officielle forkortelse er OCart.

Litteratur om Karteuser-Ordenen, "I Padri Certosini":
Kirke og Kristendom leksikon. Redigeret af Carsten Bach-Nielsen og Jan Lindhardt. Gyldendal, 2001.
Catholic Encyclopedia.
"I Certosini"