En lille kirke, som nævnes første gang ved synoden i 499, som værende en titulus viet til San Ciriaco, der skal have døbt de omvendte kristne i sit eget hus, der lå "iunxta thermas", "lige ved Termerne".

Man mener, at Cyriacus' eget hus lå omkring det sted, hvor Via XX Settembre møder Via Pastrengo, måske lidt lidt højere oppe under den bygning, der idag huser Ministero del Tesoro, midtvejs mod den nuværende Piazza delle Finanze. Under udgravningerne til denne bygning i 1873-1879 fandt man rester af et hus, som havde været brugt til kristen religiøst brug: søjler, kapitæler og gravsten, som desværre idag er forsvundet. I 1911 fandt man derimod lidt nærmere Via Pastrengo og indenfor termeanlæggets mur rester af den gamle titulus.

Man mener derfor at huset udenfor muren var Cyriacus' bolig og det første kapel, titulus, viet til ham og at der senere blev opført en rigtig kirke lige indenfor muren under Pave Hadrian I (772-795). På dette tidspunkt fungerede termeanlægget ikke mere og havde kun interesse som kult-sted.

I arkiverne i Kirken San Marcello al Corso kan man læse, at Kejser Diocletian (284-305) før kristenforfølgelserne begyndte, donerede et hus, der lå på Esquilin i området nordvest for det, der skulle blive til hans termeanlæg, til den romerske borger Cyriacus. I dette hus samledes de kristne til fælles bøn. Legenden beretter, at Cyriacus fik sin ejendom fordi han havde helbredt Diocletian's datter Artemia, som var besat og efter sin helbredelse omvendte sig til Kristendommen sammen med sin moder og lod sig døbe.

Efter at Diocletian var abdiceret, kunne han ikke længere beskytte Cyriacus, som derfor blev arresteret i sit hus sammen med sine nære medarbejdere Largus og Smaragdus og 21 andre kristne. De blev derefter halshugget ved Via Salaria mellem den Aurelianske Bymur og Sallust's Haver.

Hedningen Carpazio profanerede herefter Cyriacus' hus ved at tage bad i dåbskarret og holde orgier i kirkerummet. Pave Marcellus genindviede martyrens hus til titulus viet til den afdøde indehaver. Kapellet fik navnet "Titulus Cyriaci" og da de kristne igen fik rettigheder og Pave Melchiades i 311 fik kirkens konfiskerede ejendomme tilbage, har Cyriacus' hus højst sandsynligt været blandt disse.

Senere blev huset lavet om til en lille kirke viet til San Ciriaco, som påkaldtes som hjælp mod onde ånder.

Kirken - og her menes den nye indenfor termemuren - nævnes med tilnavnet "in thermis" i forskellige kirkelister i tidens løb, under Hadrian I (772-795), under Leo III (795-816) og under Gregor IV (827-844).

I 1091 gav Pave Urban II tilladelse til San Bruno, stifteren af Karteuser-Ordenen, til at bruge en del af det gamle termeanlæg til at indrette et kloster og en kirke for Ordenen, der forblev på dette sted hele det 10.århundrede.

Efterhånden mistede kirken sin betydning og blev mere og mere forfalden og Pave Sixtus IV fratog den i det 15.århundrede kardinal-titlen, som han overførte til Kirken Santi Quirico e Giulitta. Senere førtes titlen dog tilbage igen for en periode, blandt andre var Pave Pius IV's nevø Antonio Serbelloni Kardinal ved S.Ciriaco.

I det 16.århundrede hører vi, at kirken henligger som ruin og Pave Sixtus V (1585-1590) sækulariserer den derfor. Ruinen skulle stadig kunne ses i det 17.århundrede i klosterhaven til Kirken Santa Maria degli Angeli.

Litteratur om San Ciriaco in Thermis:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione XVIII; Del 3: side 45.
Lombardi, Ferrucci: Roma, le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 1998.
- side 53.
Reclams Lexikon der Heiligen und der biblischen Gestalten.
- side 140.
Salvetti, C. Bernardi: Santa maria degli Angeli alle Terme e Antonio Lo Duca. Desclee & C. editori, 1965.
- side 65ff.
The Penguin Dictionary of Saints. Penguin Books, 1982.
- side 98