Viminalhøjen, Antikkens Collis Viminalis, er en af Roms 7 høje opkaldt efter den lille skov af piletræer (vimini), som for en stor del dækkede området.

Den lille høj afgrænses omtrentligt af Via Nazionale mod nordvest, Via del Boschetto mod vest, Via degli Zingari mod syd, Via Urbana mod sydøst og Via Torino mod nordøst. På højdepunktet ligger Piazza del Viminale med Indenrigsministeriets store bygning ("Ministero degli Interni") ud til Via Agostino Depretis og Kirken San Lorenzo in Panisperna på det hjørne, hvor gaderne Via Milano, Via Panisperna, Via di Santa Maria Maggiore og Via Cesare Balbo mødes.

På højens sydvestlige skråninger ligger idag som i Antikken et tætbebygget, folkeligt, charmerende og malerisk kvarter. Det er resterne af det antikke Subura-kvarter, som dengang nåede helt ned til Forum Romanum, inden anlægget af Cæsar's og Augustus' fora skar en stor bid af det væk. Kvarteret kaldes idag Rione Monti og beboerne ("i monticiani"), for en stor del småhåndværkere og handlende, føler sig som de eneste "rigtige" romere, der stolte fører de gamle traditioner videre.

Under udgravninger på højtoppen i 1920 fandt man et tæt net af høje beboelseshuse til mange familier og små gyder, de såkaldte "vici", fra Antikken. Men her lå også de adelige romeres store villa'er sammen med mange badeanstalter (kvarteret var rigt på vand og afvandingen herfra førtes bort gennem Cloaca Maxima), overdækkede buegange, templer og offentlige bygninger.

I Middelalderen blev højen efterhånden mere og mere forladt og med akvædukternes ødelæggelse under de mange fjendtlige angreb på byen forsvandt vandtilførslen og romerne flyttede nærmere til vandet, nemlig ned på det flade område ved Tiberen. Som på Esquilin blev de højeste og "yderste" områder af byen liggende som græsningsarealer og vinmarker med spredte kirker og klostre rundt omkring.

Pavernes flytning til Avignon (1309-1377) gjorde kvarteret endnu mere øde, men efter deres tilbagekomst blev det "genopfundet". Luften heroppe var god og frisk og fri for malaria-myggenes angreb; og især efter Pave Sixtus V's anlægning af pladser og veje heroppe, samt bygningen af den ny akvædukt Acquedotto Felice med vand til højene, begyndte en ny æra ganske langsomt; og efter Italiens samling i 1870 kom der gang i de store gadeudvidelser og byggerier til den nye hovedstad, som ændrede en del på området.

Omkring Colle Viminale ligger rigtig mange gamle, spændende kirker med deres fascinerende historier fra den første kristne tid omgivet af de atmosfære fyldte små gader, hvor livet leves som det altid har gjort af de antikke romeres "rigtige" efterkommere. (Tilbage til Viminal-turen).

Kirker på Colle Viminale:
San Lorenzo in Panisperna
San Lorenzo in Fonte
San Vitale
Santa Agata dei Goti
Santa Maria Maggiore
Santa Prassede
Santa Pudenziana

Parker på Colle Viminale:
Villa Aldobrandini

Seværdigheder på Colle Viminale:
Teatro dell'Opera
Palazzo delle Esposizioni

Seværdigheder og gader, der nu er forsvundet kan man læse om på turen "Viminal i Antikken".

Litteratur om Colle Viminale:
Harder, Thomas og Hans Scheving: Rom. Gyldendals Bogklubber, 1990.
- side 12f., 260f.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 880.
La Grande Guida dei rioni di Roma. 2.edizione. Newton Compton editori, 2001.
- side 36ff.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 224.