|
|
|
Oratorio di San Giovanni Decollato Via di San Giovanni Decollato nr. 22 Læs osgå: Om Kirkens Historie og EN RUNDGANG i Kirken |
|
Til venstre for Kirken San Giovanni Decollato ligger - langs med gaden Via di San Giovanni Decollato - det til Kirken knyttede Kapel: Oratorio di San Giovanni Decollato. Kapellet, der har indgang gennem en dør i nr. 22, benyttes af det til Kirken knyttede Lægbroderskab, Arciconfraternita della Misericordia della Nazione Fiorentina, hvis ejermærke - Johannes Døberens afhuggede hovede - ses i relief over døren (se foto fra borgato.be).
Kirkens indgangsportal er som regel lukket, så adgang til både Kirke og Kapel foregår gennem døren i nr.22, i den smalle mur til venstre for Kirkefacaden, bag hvilken der skjuler sig en entré med døre i alle sider, til venstre mod det tilknyttede Kapel, ligefrem mod Klostergården, og til højre mod Kirkerummet. Indgangsdøren i nr.22 er indrammet af en profileret karm med vandret overligger. Ovenover sidder et lille relief i en rund ramme. Det viser mærket for Kirkens Lægbroderskab: Johannes Døberens afhuggede hoved på et fad. Kapellets mur ud mod Via di San Giovanni Decollato er lavere end Kirkefacaden og består af en lang teglstensmur, delvist pudset op i en mørk okker farve og forsynet med 4 vinduer i høje nichebuer øverst oppe. Bygningen er opført i perioden 1530-1535, hvortil netop den tidligste af de freskomalede dekorationer dateres. Resten af udsmykningen udførtes i perioden 1535-1553. Kapelbygningen består af en aflang sal, parallelt med gaden og mellem denne og den bagvedliggende store Klostergård, der strækker sig mod vest i hele Kirkebygningens længde. Over indgangsdøren til Kapellet står en statue af Johannes Døberen (San Giovanni Battista), udført i midten af 1500-tallet af en ukendt kunstner af den toskanske skole. På højre væg ses en fresko med motivet "La Predica del Battista" ("Johannes Døberens prædiken"), udført af Jacopino del Conte i 1535. Herefter følger en fresko af Francesco Salviati med motivet "La Nascita del Battista" ("Johannes Døberens Fødsel"). Den er malet i 1551, mens den følgende, som også er af Salviati, men fra 1538, forestiller "La Visitazione" ("Jomfru Maria besøger Johanne Døberens moder"). På denne fresko skulle man kunne se en skægget person, der menes at være et portræt af Michelangelo, som var medlem af Lægbroderskabet. Den næste fresko er malet af Jacopino del Conte omkring 1550 og viser "La Nascita del Battista annunciata a Gioacchino" ("Johannes Døberens Fødsel meddeles Joakim"). På alteret for enden af rummet har samme Jacopino udført altertavlen, et maleri af "Nedtagelsen af Korset" ("La Deposizione"). På hver side har Francesco Salviati malet billeder af helgenerne Bartholomæus og Andreas. På venstre væg ses "Johannes Døberens halshuggelse" ("La Decollazione del Battista"), udført af en ukendt kunstner i 1553. Ved siden af har Pirro Ligorio i 1550 malet "La Danza di Salomè" ("Salome's Dans"). Herefter følger en fresko af Battista Franco, som i 1540 malede "L'Arresto del Battista" ("Arrestationen af Johannes Døberen"). På indgangsvæggen ses til venstre "Il Battesimo di Cristo" ("Jesu Dåb"), malet af Jacopino del Conte i 1541. Bag alteret ligger et lille Sakristi, hvortil man får adgang gennem en dør på hver side af alteret. Herinde findes en altertavle, som tilskrives Giovanni Lanfranco og forestiller "La Salita al Calvario" ("Jesu opstigning til Golgatha"). Fra indgangsrummet mellem Kapellet (til venstre) og Kirken (til højre) er der ligefrem for en dør ud til Klosteret og Klostergården: Convento e Chiostro di San Giovanni Decollato. - LÆS HER om dette Kompleks.
Litteratur om Oratorio di San Giovanni Decollato: |