|
|
|
Arciconfraternita della Misericordia |
|
Dette Lægbroderskab, bestående af medlemmer med baggrund i byen Firenze og dens opland Toscana, blev stiftet den 8. Maj 1488 i netop Firenze og viet til Barmhjertigheden ("la misericordia"), især med henblik på at udøve denne i forbindelse med dødsdømte fangers sidste tid, død og begravelse. Broderskabet blev bekræftet af Pave Innocens VIII i 1490, hvor også en romersk gren fik tilladelse til at slå sig ned på et ukendt sted i byen. Senere fik Lægbroderskabet tilholdssted i den meget gamle Kirke Santa Maria de Fovea, som man ved har eksisteret fra et tidspunkt før 1192. I slutningen af 1400-tallet påbegyndte Lægbroderskabet opførelsen af et kompleks, der skulle huse deres aktiviteter. Det kom til at bestå af både en Kirke, viet til Den Halshuggede Johannes Døber og kaldet San Giovanni Decollato, samt et Kapel til lægbrødrenes private bønner; et Kloster og en Klostergård, hvor de henrettede, som havde fortrudt deres gerninger inden døden, kunne begraves. Opførelsen af det store Kompleks trak ud til midten af 1500-tallet, inden den rige udsmykning af Kirken kunne påbegyndes og fortsætte århundret ud. Kapellet stod dog allerede færdigt i 1535, hvor den indre udsmykning blev påbegyndt. Klosteret opførtes i 1535-1555 og man kan under buegangene i Klostergården stadig se 7 brønddæksler, der gav adgang til de underjordiske gravkamre. I starten af byggeriet var det meningen at indrette en fløj til Hospital (Ospedale dei Fiorentini), men denne funktion kom tilsyneladende aldrig rigtigt i gang. I stedet flyttede sygeplejen over i det Ospedale dei Fiorentini, som engang fra 1500-tallet stod oppe i nærheden af Kirken San Giovanni dei Fiorentini. Lægbroderskabets brødre ("i confratelli della Misericordia di San Giovanni Decollato") iklædte sig sorte kutter og hætter, når de fulgte de dødsdømte til galgen eller hentede deres lig til begravelse. På Wikipedia beskrives Lægbroderskabets virke på dagen for Giordano Bruno's henrettelse således: "Han fastholdt til det sidste sine meninger og kredsede om sine tusinde vildfarelser, indtil han af bøddelen blev ført til Campo de' Fiori, hvor han blev afklædt og nøgen bundet til en pæl og levende brændt, fulgt af vort compagnia, der sang litanier, og en af vore brødre, som trøstede ham og til det sidste bad ham om at opgive den stædighed, der var årsag til, at han nu endte sit elendige og ulykkelige liv". I Klosterets lille museum findes der talrige trætavler bemalede med religiøse motiver. Disse blev rakt frem til at modtage kys af de dødsdømte, som fortrød deres synder. (Se fotoeksempel) (Se tegning og artikel af Sandro Visci på facebook Memorie di Roma). I 1540 tillod Pave Paul III, at lægbrødrene på Kirkens festdag den 29. August kunne få løsladt en dødsdømt, som derpå blev båret i procession med taknemmelighedsbønner og sang. Efter at en hængt dødsdømt var taget ned fra galgen, tilfaldt strikken Lægbroderskabet, som derpå anvendte disse til det bål, der tændtes på San Giovanni's festdag den 24. Juni. Disse festdage med deres makabre årsager og indhold tiltrak masser af tilskuere, som mente, at de her kunne udlede vindertallene i lottospillet. I 1700-tallet blev Komplekset renoveret og kunne derpå den 30. August 1727 genindvies af Pave Benedikt XIII. Arciconfraternita della Misericordia della Nazione Fiorentina kaldtes også Archiconfraternita di San Giovanni Decollato og kan forveksles med et andet Lægbroderskab fra Firenze: L'Arciconfraternita di San Giovanni dei Fiorentino detta della Pietà eller Archiconfraternita della Pietà della Nazione Fiorentina in Roma, som havde sæde ved Kirken San Giovanni dei Fiorentini. Idag passes Kirken San Giovanni Decollato af franciskanske lægbrødre ("I Terziari Francescani") og Lægbroderskabet koncentrerer sig om at hjælpe familier til fængslede personer. Litteratur om Arciconfraternita della Misericordia della Nazione Fiorentina: Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012. - 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19. Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori. --- Rione X II Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero .- - 1977. ------- side 101-102, 124. Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007. - kort nr. 28. - NB:før de nyeste fund ! Pocino, Willy: Le confraternite romane. Roma, Edilazio, 1. edizione, 2000. - side 76-77. Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62) - side 133. Alvaro ed Elisabetta de Alvariis: Photostream på Flickr: S. Giovanni Decollato. borgato.be: Chiesa di San Giovanni Decollato. Info.roma.it: Convento e Chiostro di San Giovanni Decollato. Info.roma.it: San Giovanni Decollato dei Fiorentini. Roma Segreta: Via di San Giovanni Decollato. Churches og Rome Wiki: San Giovanni Decollato. RomeArtLover: S. Giovanni Decollato. Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di San Giovanni Decollato. Wikipedia (engelsk tekst): San Giovanni Battista Decollato. Wikipedia (svensk tekst): San Giovanni Decollato. Wikipedia (tysk tekst): San Giovanni Decollato. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|