ANNAS ROM GUIDE

Convento di San Giovanni Decollato

Via di San Giovanni Decollato nr. 22
Se nr. 23A på Kort over Velabro-Turen

Læs osgå: Om Kirkens Historie og EN RUNDGANG i Kirken

Knyttet til Kirken San Giovanni Decollato - som fra begyndelsen af 1500-tallet har stået på hjørnet af Via di San Giovanni Decollato og Via della Misericordia - byggedes i perioden 1535 (hvor det tilknyttede kapel Oratorio di San Giovanni Decollato stod færdigt til venstre for Kirken) til 1555 en større Klosterbygning rundt om en stor kvadratisk Klostergård, beregnet til at fungere som begravelsesplads for de dødsdømte og halshuggede forbrydere, hvis trøst og frelse var formålet for det til Komplekset knyttede Lægbroderskab Arciconfraternita della Misericordia della Nazione Fiorentina. (Se tegning fra 1840 på info.roma.it). Komplekset er dog renoveret under Pave Clemens VIII i år 1600.

Den åbne Klostergård (se plantegning fra 1840 på info.roma.it) er på 3 sider - mod nord, mod vest og mod syd - omgivet af buegange, mens østsiden vender ind mod Kapelbygningens mur, blot adskilt fra denne af et smalt trapperum. På murene omkring gården er der opsat talrige gravsten og i gulvbelægningen ses ikke mindre end 7 cirkelrunde brønddæksler med adgang til de underjordiske gravkamre. De 6 var til mandlige begravelser, mens et enkelt var reserveret de kvindelige henrettede. På dækslerne ses indskriften "Domine cum veneris iudicare noli nos condemnare" ("Herre, når Du kommer for at dømme os, da fordøm os ikke"). (Se foto fra facebook: Memorie di Roma - samt artikel af Sandro Visci).

På vestmuren er der i hvert hjørne et alter i træ med små statuer af San Sebastiano, som dateres til første del af 1500-tallet. I buegangene kan man møde 2 stenløver fra 1300-tallet.

Bygningen huser også et lille Museum for dødsdommenes og henrettelsernes historie. Her kan man blandt andet se den kurv, hvori Beatrice Cenci's halshuggede hoved havnede, samt den hætte som Giordano Bruno fik over hovedet, da han skulle brændes på bålet på Campo de' Fiori. Også han trøstedes til det sidste af Kirkens Lægbroderskab og dette beskrives således på Wikipedia: "Han fastholdt til det sidste sine meninger og kredsede om sine tusinde vildfarelser, indtil han af bøddelen blev ført til Campo de' Fiori, hvor han blev afklædt og nøgen bundet til en pæl og levende brændt, fulgt af vort compagnia, der sang litanier, og en af vore brødre, som trøstede ham og til det sidste bad ham om at opgive den stædighed, der var årsag til, at han nu endte sit elendige og ulykkelige liv". Desuden findes her talrige trætavler bemalede med religiøse motiver. Disse blev rakt frem til at modtage kys af de dødsdømte, som fortrød deres synder.

I Museet, som kan tilgåes via en stejl trappe, er der et alter med et maleri fra det sene 1500-tal, udført af en ukendt kunstner og forestillende "Il Crocifisso, San Giovanni, Maria e la Maddalena" ("Den Korsfæstede, Apostlen Johannes, Jomfru Maria og Maria Magdalene"). Her findes også et processions-krucifiks i bronze, som dateres til midten af 1500-tallet.

Som et kuriosum kan nævnes, at Lægbroderskabet i Klostret lod afholde udstillinger af samtidig kunst, men denne brug ophørte i 1736.

 

Litteratur om Oratorio di San Giovanni Decollato:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X II Ripa, Parte Prima / a cura di Daniela Gallavotti Cavallero .- - 1977. ------- side 101-102, 124.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28. - NB:før de nyeste fund !

Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 133.
Alvaro ed Elisabetta de Alvariis: Photostream på Flickr: S. Giovanni Decollato.
borgato.be: Chiesa di San Giovanni Decollato.
Info.roma.it: Convento e Chiostro di San Giovanni Decollato.
Info.roma.it: San Giovanni Decollato dei Fiorentini.
Roma Segreta: Via di San Giovanni Decollato.
Churches og Rome Wiki: San Giovanni Decollato.
RomeArtLover: S. Giovanni Decollato.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di San Giovanni Decollato.
Wikipedia (engelsk tekst): San Giovanni Battista Decollato.

Wikipedia (svensk tekst): San Giovanni Decollato.

Wikipedia (tysk tekst): San Giovanni Decollato.

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 3.2.2026 og sidst opdateret d. 8.2.2026