ANNAS ROM GUIDE

Arpacasa

Se nr. 41 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Arpacasa var navnet på Orsini-familiens ældste befæstede bolig ved Campo de' Fiori, hvor de i 1150 slog sig ned i ruinerne af det antikke Pompejus-teater, som i Middelalderen kaldtes "Il Trullo".

(Ordet "trullo" stammer fra græsk og betyder en kuppel. Det bruges i Syditalien om runde bygninger med konisk tag)

I 1150 solgte Kirken Sant'Angelo in Pescheria en del af disse ruiner til Bobone di Bobone af Orsini-slægten.

Boligen blev bygget i de øverste stokværk af Teatrets halvcirkelformede række af siddepladser og endog omkring det sted, hvor Templet for Venus Victris knejsede heroppe. Man må i denne forbindelse erindre, at gadeniveauet i Antikken her lå 5 meter under det nuværende.

Man kender ikke meget til det oprindelige hus, der i 1450 blev erstattet af det nuværende, men der findes muligvis stadig nogle rester i området: en søjlerække i Via dei Giubbonari nr.61-63, et stykke mur i tufsten, som sidder højt oppe på bagsiden af nutidens palæ og med besvær kan ses fra Campo de' Fiori, og den lidt lavere, tunge, firkantede bygning mellem palæets facade mod Via del Biscione og biografen Cinema Farnese.

Netop denne bygning er rester af et stort befæstet Tårn, det såkaldte Torre Arpacasa eller Torre Arpacata, som udgjorde kernen i Orsini-familiens befæstede område.

Det lader til, at Tårnet har stået på linie med 3 andre tårne i kvarteret. Disse er imidlertid blevet indbygget i naboejendomme og derfor ikke umiddelbart genkendelige.

Torre Arpacasa ved Campo de' Fiori. cop. Leif Larsson
Cop.Leif Larsson

Det drejer sig om et tårn i Via dei Chiavari 38, det såkaldte Torre Tofara, et andet i Vicolo dei Chiodaroli nr.15 og det tredie i Via Monte della Farina nr. 30.

Forekomsten af disse 4 tårne på linie har ført til den antagelse, at de er rester af et gammelt besfæstet anlæg, en fæstningsmur, hvori der med regelmæssige mellerum indgik tårne.

Litteratur om Arpacasa:
Capoferro Cencetti, Anna Maria: Variazioni nel Tempo dell'Identità Funzionale di un Monumento: Il Teatro di Pompeo: http://www.bretschneider-online.it/rda/rda_pdf/rda_3/RDA_3_09.pdf
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VI Parione, Parte 2 / a cura di Cecilia Pericoli Ridolfini. - 3. edizione, 1980. ------- side 152.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 21 (før de nyeste fund).

Quercioli, Mauro: Le torri di Roma. Newton Compton editori, 1985.
- side 147-148.
Info.roma.it: Torre del Arpacata.
Medioevo.roma: Torre Arpacasa.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 10.7.2014