ANNAS ROM GUIDE

Teatro di Pompeo / Pompejus' Teater / Theatrum Pompei

--- KORT FORTALT ---

Det lader til, at den store general Gnaeus Pompeius i sit andet konsulat i år 55 før Kristus kunne lade sit nybyggede Teater indvie. Højtideligheden, som fejredes med en række storartede og kostbare lege og spil, fandt muligvis sted på Pompejus' fødselsdag den 29. September og omtales af Cicero i hans breve.

Teatret var en pragtfuld bygning og enestående, idet det var den første teaterbygning i Rom, som var opført i murværk og ikke i træ! De romerske censorer havde indtil nu - og faktisk stadig på dette tidspunkt - håndhævet et forbud mod at opføre teatre i murværk. Men Pompejus havde fundet en måde til at omgå forbudet. Øverst oppe over tilskuerpladserne, der var anlagt som trappetrin i en halvcirkel, havde han ladet bygge et Tempel for Gudinden Victoria, en guddom der ofte dyrkedes i forbindelse med teaterbygninger. Pompejus forklarede sin stenbygning med, at tilskuerpladserne blot var trappetrin op til Gudindens Tempel, og at dette var aldeles lovligt.

Således blev Templet indviet 3 år efter, ifølge Aulus Gellius i Pompejus' tredie konsulat, det vil sige i år 52 før Kristus, den 12. August.

Teatret var meget stort, det havde en diameter på 150 meter samt en scene på 90 meters længde, og kunne ifølge kilderne rumme 17.580 tilskuere. Ja, Plinius den Ældre mente oven i købet, at der skulle have været plads til 40.000, men dette tal anses for stærkt overdrevet. Men selvom halvcirklen med tilskuerpladser og scene forneden var stor, så var resten af anlægget endnu større. Bag scenen, mod øst, strakte sig nemlig et stort anlæg med søjlegange, plæner, springvand, nicher med statuer og lignende over et område på 180 x 135 kvadratmeter. For enden af det store anlæg lå - i akse med teaterscenen - en mødesal, hvor Pompejus lod opstille en statue af sig selv. Rummet brugtes som mødested for Senatet og det var her, i Curia Pompei, at Julius Cæsar den 15. Marts år 44 før Kristus mødte sin død.

Plan over Teatro di Pompeo
A : Bidental alter - B : Schola collegii fabrum soliarium baxiarium - C : Schola collegii cantorum (?) - 1 : Aedes Veneris Victricis. Kult for guddommene Venus Victrix, Honos, Virtus, Felicitas og Victoria (?) - 2 : Theatrum Pompei - 3 : Arcus Tiberii - 4 : Porticus Lentulorum / Hecatostylum / Porticus ad Nationes - 5 : Porticus Pompeianae - 6 : Lacus - 7 : Arcus Pompei + Statue af Gnaeus Pompeius - 8 : Lacus - 9 : Curia Pompei - 10: Fontæne. Latrin (Forica Pensile) - 11: Aedes Larum Permarinum - 12 : Kolossalstatue af Jupiter - 13: Aedes Feroniae - 14: Aedes Fortunae Huiusce Diei - 15: Aedes Iuturna - 16: Latrin (Forica Grande)

Det store anlæg kaldet Theatrum Pompei og Porticus Pompeifyldte området fra Largo Argentina i øst, hvor man lige ved Via di Torre Argentina's mur ned til det udgravede område kan se nogle få rester af Curia Pompei.

I nordsiden af det udgravede område anes lidt af den meget lange nordlige søjlegang, kaldet Hecatostylum idag, men Porticus LentulorumPompejus' tid. Denne søjlegang strakte sig fra Largo Argentina og mod vest indtil omkring nutidens Largo dei Chiavari, hvor denne plads og den sydgående Via dei Chiavari markerer grænsen mellem Teatrets scene og tilskuerpladser og rummene samt anlægget bag scenen. Anlæggets nordgrænse lå omkring nutidens Via del Sudario, mens sydgrænsen lå lidt syd for Via di Sant'Anna og Via dei Chiodaroli.

Selve Teaterbygningen rejste sig så vest for Via dei Chiavari og i en halvcirkel, der idag afgrænses omtrentligt af Via dei Giubbonari, Campo de' Fiori og Via del Biscione. Den indre kurve er perfekt gengivet i husene på Piazza di Grotta Pinta, mens Palazzo Righetti, som ligger ud til Campo de' Fiori, er bygget ovenpå ruinerne af Templet for Venus Victrix. På planen nedenfor ses en omtrentlig gengivelse af anlægget i nutidens gader.

Plan over Teatro di Pompeo

------ Læs MERE om Teatret ------

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop..Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.4.2014 og sidst opdateret d. 28.4.2014