|
Tårn fra Middelalderen i Via del Monte della Farina nr.30 Se til højre for nr. 29 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
I Via dl Monte della Farina ses på østsiden i nr.38, på hjørnet af Via di Sant'Anna, et palæ, som er trukket lidt tilbage i gadebilledet. Det er en noget sammensat bygning, der består af 3 dele, den yderste lavere og dybere end den midterste, der atter er lavere og dybere end den øverste. Bygningen har tilhørt Foreningen af Tyske Skomagere, men inde bag de pudsede mure gemmer den rester af et af Middelalderens mange tårne. En nærmere undersøgelse i 1990 åbenbarede disse rester bestående af ensartede blokke af tuf-sten, som kan dateres til 1200-tallet. En side af det gamle Tårn, der er 19 meter højt og 6 meter bredt, kan ses i bygningens gård. I 1469 blev tårnmuren gennembrudt af 5 vinduer, de 3 med rammer af travertin, de 2 med rammer af peperino. Samtidig lavede man også en portåbning, men kun den øverste del af denne er bevaret og benyttes nu som vindue. Endelig tilføjedes loggia'en i 1898. Det lader til, at Tårnet har stået på linie med 2 andre tårne i området. Også disse er imidlertid blevet indbygget i naboejendomme og derfor ikke umiddelbart genkendelige. Det drejer sig om et tårn i Vicolo dei Chiodaroli nr.15 og et andet i Via dei Chaivari nr. 38. Forekomsten af disse 3 tårne på linie har ført til den antagelse, at de er rester af et gammelt besfæstet anlæg, en fæstningsmur, hvori der med regelmæssige mellerum indgik tårne. Til dette anlæg menes at have hørt et hovedtårn og en beboelse. Hovedtårnet stod på Campo de' Fiori's østside, der hvor nu Palazzo Orsini-Pio-Righetti knejser. Et meget højt tårn er her vist på Tempesta's kort fra 1593. Det kaldtes Torre Arpacasa eller Arpacata. Ved siden af Torre di Monte della Farin har man i gaden fundet rester af fæstningsmuren i tufsten. Det befæstede område tilhørte fra 1150 Orsini-familien.
Litteratur om Tårn fra Middelalderen i Via del Monte della Farina nr.30: |