|
Madonna del Buon Consiglio i Via di Monserrato 13-14 --- Via di Monserrato nr. 13-14 --- Se ved nr. på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
Mellem 2 vinduer på førstesalen af et mindre hus i Via di Monserrato sidder over en portåbning med gadenummer 14 et af de mange gadealtre, som dette kvarter er så rigt på. Det er et et oliemaleri med Jomfru Maria med Jesus-Barnet fremstillet som Madonna del Buon Consiglio. Denne Madonna-type er egentlig et undergørende Madonna-billede, som oprindeligt blev fundet og dyrket i kirken Santa Maria del Buon Consiglio i byen Genazzano udenfor Rom. Kulten omkring dette billede bredtes derefter til området omkring byen og nåede også Rom, hvor det i løbet af 1700-tallet blev meget populært, især i de kirker, som bestyredes af Augustiner-munke. Den ejendom, hvorpå billedet er opsat, er desværre i dårlig stand idag, men har tidligere været et - omend lille, dog - stateligt hus med facadebemaling og dekorationer i stuk. Maria-billedets ramme er næsten det eneste spor af denne udsmykning, der er tilbage på facaden, bortset fra en mindre stukguirlande over portåbningen til venstre. Oliemaleriet, der menes udført i 1800-tallet af en ukendt kunstner, forestiller Jomfru Maria med Jesus-Barnet i den klassiske "Madonna del Buon Consiglio-stil", hvor man her ser Maria og Barnet i halvbuste. Stilen er af den byzantinske "Theotokos Eleusa"-tradition, hvor Madonna lægger sin kind mod Barnets kind, mens dette med den højre hånd holder om Moderens nakke og hals og med den venstre hager sig fast i hendes bluseudskæring. Man tolker nogle af maleriets træk (nogle ansigtstræk, nogle elementer i barnets frisure: det delvist barberede hoved med den lille lok i nakken, bundet sammen af et bånd, der falder ned over den venstre skulder) som at maleren, der har fremstillet det originale billede, har haft særligt kendskab til kunsten fra Asien. Farverne på maleriet er desværre meget blegede, men Jomfru Maria er i en lys, rødbrun kjole og har det meste af håret dækket af et blåt slør. Barnet er i en lysere kjortel og delvist dækket af en flig af Moderens blå kappe. Både Mor og Barn har brede gyldne, glorier og er idag forsynet med påsatte kroner i sølv. Desuden har de begge fået påhængt halskæder og øresmykker i form af koralkæder og Maria har desuden fået en broche af samme materiale. Maleriet er indsat i en forgyldt og profileret rektangulær ramme, som er omkranset af den bred og rigt udskåret stukramme fra 1700-tallet med slyngninger og blomsterguirlander, samt muslingeskaller både foroven og forneden. Den toppes af et svungent, buet gavlfelt over den ene muslingeskal. Mens snirkler omgiver den nederste muslingeskal, som sidder ovenpå en kraftigt fremspringende hylde, båret af en konsol i form af et våbenskjold eller indskriftsfelt, der dog ikke er udfyldt, eller hvor en tidligere indskrift mangler. Rammen måler omkring 160 x 110 cm og den sidder i en højde af 4,4 meter fra jorden. Arrangementet er blevet restaureret flere gange i tidens løb, senest i 1977 og 1999. Under disse arbejder har man fundet rester af den originale rammebemaling i blå-grå farver, samt en gylden farve på den indre ramme, som har skullet illudere at være en forgyldt træramme. En meget stor og smuk, svungen og dekoreret lampearm i smedejern bærer en lille lygte, der rager op foran Maria-billedet.
Litteratur om Madonna del Buon Consiglio i Via di Monserrato 13-14: |