Via di Monserrato er en lang, let snoet og på sine steder også ganske smal, gade, som i kvarteret Rione Regola løber i nordvestlig retning mellem Piazza Farnese i sydøst og Via dei Banchi Vecchi i nordvest. Gaden kaldes "en af de mest interessante i Rom" og var tidligere en del af den såkaldte "recta papalis", den gade som de pavelige processioner drog igennem på turen mellem Vatikanet og Forumdalen.

Via di Monserrato kaldtes tidligere "Via Arenula" eller "Via Regola", indtil Savelli-familien fik overdraget rets- og fængselskomplekset Corte Savella, hvorefter gaden benævntes Via di Corte Savella eller Via di Curia dei Savelli.

Efter byggeriet af Kirken Santa Maria di Monserrato i 1506 blev den hyppigste betegnelse for gaden: Via di Monserrato.

Gaden er et skønt miks af kirker, palæer, og bedrestillede borgerhuse, iblandet fattigere huse, hvoraf nogle i 1500-tallet husede prostituerede og kurtisaner. Idag er her både spændende små værksteder med forskelligt håndværk, butikker, restauranter og barer, samt naturligvis også nogle kirker.

På sin vej mod nordvest udvides gaden 2 gange af mindre pladser, Piazza di Santa Caterina della Rota og Piazza de' Ricci. Desuden udmunder flere små sidegader heri. Fra vest: Via dei Farnesi, Via di San Girolamo della Carità, Via in Caterina, Via della Barchetta, Via di Sant'Aurea og Vicolo della Moretta. Den sidste i det kryds, hvor Via di Monserrato fortsætter som Via dei Banchi Vecchi og ud for Via dei Cartari fra nordøst mødes af Via del Pellegrino. Midt i gaden støder også Via di Montoro til fra nord.

Via di Monserrato kalkerer delvist et antikt gadeforløb, som måske var en del af den Via Triumphalis - også kaldet Porticus Triumph, der forbandt den nedre, østlige del af byen med vestbredden via broen Pons Neronianus. I den sydvestligste del stod i sin tid en af de i det gamle Rom så berømte væddeløbsstalde, Stabulum factionis Venetae, og lige efter Via dei Farnesi har man ned mod Via Giulia udgravet rester af en større antik bygning. Ellers har der tilsyneladende ikke været særlig byggeaktivitet langs ruten.

Senere udbyggedes området så med kirker og klostre, og derpå med småhuse (f.eks. kurtisanen Tina's i nr. 117), familiekomplekser og i Renæssancen med palæer og prestigebyggeri.

Under Pave Bonifacius IX (1389-1404) kaldtes gaden også Via Peregrinorum - Pilgrimmenes gade - og var især benyttet af de tilrejsende pilgrimme på deres tur mellem kirkerne San Pietro og San Paolo. Og her anlagde denne Pave på den højre del af ruten, som her netop fulgte Via di Monserrato's forløb, nogle herberger for de talrige pilgrimme, som havde brug for hjælp. Her oprettedes med tiden sådanne steder som assistance for svenske pilgrimme (ved Kirken Santa Brigida), engelske pilgrimme (ved Kirken San Tommaso di Canterbury), catalanske pilgrimme (ved Kirken Santa Maria di Monserrato).

Pave Clemens VII (1523-1534) påbød en skat til brug for at retline gaden ud for Kirken San Girolamo della Carità. I denne forbindelse lader det til, at 3 huse blev revet ned for at gadeforløbet og facaderækken kunne komme på linie.

Under Pave Paul III (1534-1549) var der igen ønske om at gøre gaden mere retlinet. Især havde Paven, som var af Farnese-familien, et ønske om, at man på sin færd nedad gaden skulle kunne se familiepalæet Palazzo Farnese og den smukke plads foran dette - uden forhindringer. I et brev af 5. Februar 1541 blev det ønsket, at "man fra hjørnevinduet i Palazzo Farnese skulle kunne se ned til la chiavica" - det vil sige til Kirken Santa Lucia della Chiavica (nutidens Santa Lucia del Gonfalone). Og til denne udretning af det, der dengang kaldtes "Strada di Corte Savella", blev afsat et beløb på 20.000 dukater. Dette ønske blev dog aldrig ført ud i livet.

I 1573 blev under Pave Gregor XIII (1572-1585) nedrevet den gamle Kirke Sant'Andrea Nazareno for at man kunne bygge l'Ospedale degli Aragonesi. - Den 23. April 1579 udsendte Paven en bulle angående grundlæggelsen af Collegio Inglese i den bygning ved siden af Kirken San Tommaso di Canterbury, som var indrettet til engelske pilgrimme.

Pave Sixtus V (1585-1590) lod gaden "fra la chiavica (Kirken Santa Lucia della chiavica) til Corte Savella" brolægge i 1587. Inden Kirken Santa Maria in Monserrato blev opført, lå der på dette sted en kirke kaldet San Nicolò a Corte Savella.

EN TUR GENNEM VIA DI MONSERRATO:

Fra Piazza Farnese til Via dei Banchi Vecchi: husrækken på højre, østlige side :

Via di Monserrato starter her ved sidegaden Via dei Farnesi, som støder til fra sydvest. På hjørnet af denne og Piazza Farnese rejser sig det store Palazzo Farnese, mens der på den modsatte side - pladsens nordvestside - står den store klosterbygning tilknyttet Kirken Santa Brigida. Den er i 4 etager med tagterrasse, og 9 fag ud mod Via di Monserrato med store tilgitrede kældervinduer i gadeplan. Herover sidder højre, smalle vinduer, der ender i en bue. I nr. 54 er vinduet udskriftet med en indgangsdør til Klosteret. Hele facaden er dækket af stenmønster, forneden udgjort af tilhuggede stenkvadre, foroven af sten med lignende mønster. En bred række stenkvadre beskytter hushjørnerne hele vejen op. Vinduerne på de øvre etager er i smalle stukrammer og hele facaden er noget ensformig.

Linieføringen af de 3 etager med høje vinduer og bygningens højde videreføres længere nede i gaden, men inden da brydes monotonien af et smalt mellemhus (nr. 52) med tilmuret bred portbue forneden under en stenbalkon foran et højt vindue med en bue foroven, indrammet af 2 flade søjler, som gentages på andensalen, hvor vinduet blot har vandret overkant og overligger mellem de flade søjler med joniske kapitæler. Øverst et enkelt rammeløst vindue.

Den næste bygning, der som ovenfor nævnt viderefører etagelinierne fra Klosterbygningen, har husnumrene 46-51. Huset har 9 fag, hvoraf nogle vinduer på etagerne er tilmurede. I stueetagen veksler der mellem mindre rektangulære vinduer og brede buede portåbninger. I midten (nr.48) findes hovedportalen, en bred indgangsdør indrammet af flade stuksøjler med profilering og ekstra topsøjler, samt vandrette lister og overliggere. En frise mellem disse bærer teksten: "Inst. A.D. MCMXVII" (bygget/renoveret i 1917). Husets facade er pudset op i en lys, gylden tone. Smalle, hvide stukbånd fungerer som etageadskillere og vinduerne er i profilerede, hvide stukrammer. På førstesalen under vandrette overliggere.

Ved siden af står den højre sidemur til Kirken San Tommaso di Canterbury, der tilhører den engelske menighed i Rom og det ved siden af liggende Collegio Inglese. Kirken stammer fra 1300-tallet, mens Kollegiet har eksisteret her fra 1654. Dette kompleks, som danner hjørnehus mod Via di Montoro, har en ganske lang facade ud mod Via di Monserrato, fra nr. 41 til nr. 45. Hovedindgangen findes i nr. 43, men der er også mindre indgange i nr. 42 og nr. 43 A, samt i nr. 45. Facaden er pudset op i en lys okker farver med hvide - nogle steder også profilerede - gipsrammer om vinduerne. Huset har 5 etager med kældervinduer i en høj hvid gipssokkel, samt en længde af 18 fag vinduer, hvoraf nogle er tilmurede. Facaden er oprindeligt fra 1500-tallet, men komplekset er ellers renoveret i 1869 af arkitekten Virginio Vespignani.

Sidegaden Via di Montoro løber fra sydvest mod nordøst og forbinder Via di Monserrato med Via dei Cappellari.

Hjørnehuset på den anden side af Via di Montoro har 5 etager og tilbygget overetage med 6 fag ud til sidegaden og 3 fag ud mod Via Monserrato, hvor hovedindgangen findes i nr. 39. Facaden er pudset op i en lidt mørk okker farve med hvidkalkede lister på kryds og tværs som dekoration. Mod Via di Montoro har stueetagen flere indgange (nr. 1 og 2), samt tilmurede vinduer og portåbninger, og en indskriftssten med teksten "Per ordine di Monsignore - Presidente delle strade si proibi - sce di fare il mondezzaro in questo - luogo sotto pena di scudi quindici - et altre pene in conformità del edit - to emanato li 22 maggio 1761" ("Efter ordre af Monsignore, Direktør for gadevæsenet, forbydes det at smide affald på dette sted, under bødestraf på 15 scudi, samt andre bøder ifølge edikt udstedt den 22 Maj 1761"). Over portalen i nr. 39 står bogstaverne S. M. S. M. og nr. 45. Teksten er et ejermærke for Kirken Santa Maria sopra Minerva.

Den næste bygning, der dækker husnumrene 34-37 er Palazzo Capponi-Dall'Olio, idag kaldet Palazzo Antonelli. Ejendommen er sammenbygget af 2 dele. Den første er ganske smal, med kun ét fag, og i 5 etager, men lavere end den følgende dels 5 etager. Her er forneden en smal og lav dør med nummeret 37. Vinduesrækkerne følger til dels resten af komplekset i højde og udseende, men facaden er her kun pudset og en lodret række stenkvadre mellem de 2 bygningsdele er rester af en hjørnebeskyttelse. Den næste del af komplekset er i 5 fag og 4 etager med en tilbagetrukket 5. etage, der er højere end det smalle hus. Det egentlige palæ har til gengæld en meget høj stueetage, med 3 høje, firkantede portaler, hvoraf nr. 34 er hovedindgangen med indkørsel til den indre gård, hvori man stadig kan se rester af den gamle bygning fra 1500-tallet. Denne nederste del af facaden er mest dækket af stuk i stenmønster, mens den øvre del har pudset facade, som ved hjælpe af smalle, vandrette gesimser opdeler den i 2 dele. I den nederste ses første- og andensalens vinduer. De første er høje og i kraftige profilerede rammer, toppet med vandrette overliggere båret af udskårne konsoller. De næste er små, kvadratiske vinduer i brede stukrammer. Efter næste række gesimser, sidder trediesalens høje vinduer i profilerede rammer med vandrette overliggere. Den øverste etage gemmer sig bag en lang altanrække. Store stenkonsoller bærer kratige fremspringende overliggere over de 3 porte.

Gaden knækker svagt her overfor sidegaden Via della Barchetta. Det næste hus er her Palazzo Panini, idag Palazzo Pozzi, som er komplet ombygget i 1800-tallet. Ejendommen dækker husnumrene 28-33A med hovedingang i nr. 29. Den er i 5 høje etager og 10 fag vinduer. Facaden er på de 2 nederste etager oppudset og med stenmønster, mens de resterende blot har lyst okker puds. Smalle etageadskillelseslister sidder under anden-, tredie- og fjerdesalens vinduer, der alle er i smalle profilerede rammer, som på anden- og trediesalen toppes af vandrette overliggere. Førstesalens vinduer derimod er mindre og rammeløse - og mangler iøvrigt over husets 2 høje, buede portåbninger i nr. 29 og 32. Andre portåbninger er lavere og firkantede og indrettet til forretninger. Mellem dørene sidder nogle mindre rammeløse vinduer, der i nr. 33 er ændret til en ganske smal dør. Før husets sidste fag knækker gaden igen svagt, inden nabobygningen.

Vi er nu kommet til husnummer 25, der rummer Palazzo Rocci-Pallavicini. Huset stammer fra 1500-tallet, men blev i slutningen af 1600-tallet delvist ombygget af arkitekten Carlo Maderno. Bygningen har 4 høje etager og 5 fag i en lyst pudset facade med mørkere dobbelte etageadskillelseslister. Vinduerne er i profilerede rammer, der på første- og andensalen har vandrette overliggere. I stueetagen sidder i nr. 25 den høje og brede portal, indrammet af kraftige, profilerede, flade søjler med konsoller, der bærer en kraftig stenbalkon med balustrade foran det midterste vindue med altandør på førstesalen. I porten kan man se den gamle bue med stukudsmykning. Vinduerne i stueetagen sidder over karme båret af kraftige konsoller. Tagudhænget er kraftigt fremspringende og udskåret i forskellige geometriske figurer. Den lille Kirke Santa Teresa a Moserrato var engang indrettet i Palæets højre side.

Endnu engang knækker gaden svagt, denne gang overfor det lille torv Piazza de' Ricci. Her står i nr. 22-24A en 6-fags ejendom i 4 etager, samt en tilbagetrukket overbygget etage. I stueetagen, hvis facade er stenmønstret, sidder 3 brede portbuer og i nr. 24 en høj indgangsportal, flankeret af brede, flade stensøjler, der bærer meget kraftige konsoller under en kraftig stenbalkon. Portalen stammer fra 1600-tallet, mens resten af bygningen er ombygget i 1800-tallet. Til venstre for portbuen i nr. 23 sidder et lille gadealter med et billede af Kristus. Facaden er i gråligt puds med smalle, dobbelte etageadskillelsesbånd under vinduerne, der på første- og andensalen har vandrette overliggere, nederst båret af mindre stenkonsoller.

Herefter bliver gaden mere snæver og husene både lavere og smallere. Dog er den første ejendom et 8-fags hus i 4 etager, som dækker husnumrene 16-21. Det er Palazzo Podocatari med hovedindgang i nr. 20. Huset kaldes også Palazzo Orsini og idag Palazzo Corsetti. Det blev bygget i sidste del af 1400-tallet og har en enkel facade i teglsten med en stor firkantet portal fra 1400-tallet, De rektangulære vinduer i travertinrammer stammer fra 1600-tallet. Hvis det er muligt at få et kig gennem portalen i nr. 20, kan man se de 2 indre gårde med opsatte antikke fragmenter og buegange. På muren ved nr. 18 hænger resterne af et gammelt Madonnabillede, et lille trekantet felt med et relief af Maria med Jesus-Barnet.

Nabohuset med numrene 13-15 er noget smallere. Her er 3 fag i stueetagen og 2 fag på de 3 øvre etager med en ret forsømt facade, som engang har været udsmykket med bemalede dekorationer i såkaldt "diamant-form". Ved nærmere granskning kan der anes de halve trekanter, som i skiftevis mørke og lyse toner giver indtryk af, at facaden er besat med sten tilhugget som diamanter. (Kan ved at zoome ind på Google Maps anes mellem vinduerne på andensalen)(Sammenlign den mere velbevarede facade i Vicolo della Fossa 14-17). Rester af stukdekorationer kan også ses på facaden over de 2 portbuer og rundt om det store gadealter med et kronet 1700-tals Madonna med Barnet-maleri, som sidder mellem vinduerne på førstesalen. Bemærk også et lille stykke bevaret facademaleri til venstre for buen i nr. 13.

Huset ved siden af, nr. 11 og 12, er endnu smallere, med kun 2 smalle fag og 4 ret høje etager, samt en tilbygget tilbagetrukket overetage. Facaden er pudset op i rød okker farve og brydes af hvidkalkede stukkarme om døre og vinduer, samt vandrette lister under første- og trediesalens vinduer, der heroppe udgøres af 2 store buer, som vel engang har været en loggia. Dette antydes også af en tilmuret bue på husets venstre side, hvor den næste bygning er trukket en smule ind og væk fra gaden.

Dette hus har til gengæld 2 brede fag, men kun 3 etager. Dog findes der øverst en tagterrasse med en godt tilbagetrukket ekstra etage. Alle døre og vinduer i den lystpudsede facade med ganske smalle, vandrette etageadskillelsesbånd, er store og firkantede. På etagerne er vinduerne i profilerede stukrammer med vandrette overliggere på førstesalen. Stueetagens facade har stenmønster og de store portåbninger, hvoraf kun den venstre bærer et husnummer, her nr. 8, har ingen rammer.

Endnu et meget smalt hus følger. Det har på sine 4 øvre etager kun ét fag vinduer i bygningens venstre side, mens stueetagen har 2 fag døre, en lidt mindre i nr. 6A og en lidt højere i nr. 7. De er firkantede og smallere end nabohusets portåbninger, men facadens stenmønster og farve er den samme. Ligeledes den lyse puds på etagerne, hvor etageadskillelsesbåndene forsvinder i samme farve sammen med de enkle stukrammer om vinduerne.

Det næste 2-fags hus med numrene 4 og 6 kaldes Casa di Angelo Bonanni efter den indskriftstavle, som sidder på muren over døren i nummer 6. Denne dør er omgivet af en bred, hvidmalet stukramme, mens nr. 4 er en gamel portbue i samme type ramme. Vinduerne, der er anbragt i hver side af den smukt istandsatte og okkerfarvet pudsede facade, har samme slags rammer over brede hvide etageadskillelsesbånd. Huset har 6 etager samt en overbygget syvende etage bag en lille taghave.

Og dermed er vi kommet til gadens sidste bygning på denne østside. En lang, 4-fags ejendom i 5 etager med karakteriske buede vinduer på de 3 øverste etager og flere, asymmetrisk anbragte vinduer og porte/døre på førstesalen og i stueetagen. Det er Casa di Pietro Paolo Francisi også kaldet Casa di Pietro Paolo della Zecca, som ligger mellem Via di Monserrato (nr. 2 og 3), Pladsen ved Via dei Banchi Vecchi og parallelgaden Via del Pellegrino.

Bygningen menes opført omkring 1470, oprindeligt i 3 etager med en åben loggia foroven. Hovedindgangen er i Via di Monserrato nr. 2, mens en port ud mod Via dei Banchi Vecchi idag udnyttes til forretning. På denne facade ses øverst rester af bemaling og det menes at hele huset engang har været dekoreret i clair-obscur-teknik.

Nederst på muren i venstre side mod Via di Monserrato sidder en indskriftstavle fra 6. September 1759, hvor "Monsignore Presidente delle Strade", der havde overopsynet med Roms gader, giver forbud mod at henkaste affald på dette sted.

TILBAGE IGEN:

Fra Via dei Banchi Vecchi til Piazza Farnese: husrækken på højre side, nu mod vest:

Sidegaden, der her fra flodsiden munder ud i den lille plads, hvor Via dei Banchi Vecchi og Via del Pellegrino møder Via di Monserrato, hedder Vicolo della Moretta, og pladsen er her opstået, fordi man i 1940 rev en hel del bygninger ned for at give plads til en påtænkt ny gade, der skulle forbinde Piazza della Chiesa Nuova med Ponte Mazzini. Projektet blev dog opgivet undervejs og det mærkelige "hul" i bygningsmassen mellem Via di Monserrato / Via dei Banchi Vecchi og Via Giulia forblev.

Hjørnehuset Vicolo della Moretta og Via di Monserrato nr. 154-158 er Palazzo Bossi Ceselli, der stammer fra begyndelsen af 1600-tallet, men er kraftigt restaureret i 1900-tallet. Det er en 5-etagers bygning, hvor den øverste etage er tilbygget og noget tilbagetrukket, samt indeholdende en tagterrasse. Ejendommen med den lyst-okkerfarvede facade med en kraftig stenrække på hjørnet har hovedindgang med en høj kvaderstenskantet portal i Via Monserrato nr. 154 og 6 fag ud til denne gade, hvor også facaden er mere udsmykket end sidefacaden mod Vicolo della Moretta. Herudtil har huset 8 fag med flere indgange i stueetagen, hvor portrummene bagved er udnyttet til restauranter og butikker.

Naboejendommen i 5 etager og 5 fag er Palazzo Incoronati, som også har heddet Palazzo Sacripante Vitutij og Palazzo Luparini. Bygningen er fra starten af 1500-tallet og har en facade i teglsten, mens hovedportalen i nr. 151 er udført i marmor og forsynet med familien Incoronati's våben. På hver side ses vinduer med buet overkant og til venstre (i nr. 150A) en rektangulær død under en vandret overligger, mens der til højre sidder 2 mindre vinduer lige over hinanden. På førstesalen sidder over hovedindgangen en smedejernsbalkon foran en altandør, som udgør det midterste af de 5 vinduesfag, der alle har profilerede rammer med vandrette overliggere. Andensalens vinduer er små og kvadratiske i enkle profilerede rammer, mens trediesalens er høje og forsynet med vandrette overliggere. Fjerdesalens vinduer er lidt lavere.

Den følgende bygning er hjørnehus mod Piazza de' Ricci. Den dækker i Via di Monserrato med sine 6 fag numrene 146-150, mens det sidste fag (efter nr. 150) blot udgøres af et vindue i stueetagen. De øvrige fag er 4 store portbuer, samt i nr. 149 en høj portal, der strækker sig over både stueetagen og førstesalen, hvis 5 små vinduer er kvadratiske og indsat i brede og kraftigt profilerede rammer. Huset er Palazzo D'Aste Pericoli Sterbini fra slutningen af 1600-tallet. og den imponerende høje port er flankeret af profilerede, flade søjler, der toppes af kapitæler med løvehoveder. Facaden er pudset op i en lys, beige farve, der brydes af smalle etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalens vinduesrækker, som begge er høje og indsat i profilerede rammer ved vandrette overliggere. Fjerdesalens vinduer derimod er blot i profilerede rammer. Mod Piazza de' Ricci har palæet 10 fag, udsmykket på samme måde.

Piazza de' Ricci:

Det store, lyse Palazzo D'Aste dominerer hele den ene side af Pladsen, men den del, som man ser ned på fra Via di Monserrato er mere spændende, da den er optaget af Palazzo Ricci med den i 1525 af Polidoro da Caravaggio udsmykkede facade, som stadig - modsat mange andre af de engang så mange bemalede husfacader i Rom - kan beundres idag.

Hjørnehuset ved Via di Monserrato modsat Palazzo D'Aste udgøres af den lille Kirke San Giovanni in Ajno, hvis oprindelse går tilbage til 1100-tallet eller tidligere. På tværbjælken over den lille portal står: " Divo Evange Iusti Bonanni geminensis pia cura a fund restitutum ("Denne Kirke er dedikeret til San Giovanni Evangelista; (den) blev genopbygget fra grunden af Giusto Bonanni fra San Gimignano"). Bygningen har ikke længere funktion som kirke.

Nabohuset er også en mindre bygning, i kun 3 etager og med 4 vinduesfag på første- og andensalen, mens der i stueetagen kun findes 3 åbninger, i hver side (nr. 123 og nr. 125) firkantede portåbninger, og i midten (nr. 124) en høj portal indrammet af en bue i stenkvadre. Egentlig er ejendommen, som tidligere hørte til Palazzo Ricci, sammenbygget af 2 smallere huse, hvilket kan ses af en svag højdeforskel i vinduesrækkerne og taget. Over nr. 125 sidder et meget stort gadealter i en kraftig stukramme med solstråler og englehoveder omkring et ovalt maleri af Madonna med Barnet. Facaden, stukrammer om porte og vinduer, samt smalle etageadskillelsesbånd er alle pudset op i en okker farve.

På det høje hus, der følger med numrene 121A-122A, sidder midtfor i stueetagen et høj portal fra Renæssancen omgivet af kannellerede, flade søjler og forsynet med våbenskjold i hjørnerne. Bygningen er i 4 høje etager og 3 fag. Udsmykningen af den lystpudsede facade er enkel og udgøres af smalle etageadskillelsesbånd under vinduerne, der på førstesalen er i kannellerede rammer, på andensalen ligeledes, men med kraftige vandrette overliggere, mens trediesalens vinduer er rammeløse. I stueetagen ses i hver side en portbue, der idag er indrettet til butikker.

Den næste ejendom er sammenbygget af 2 huse, det første med 4 fag og 3 etager, det næste med 4 fag og 4 etager, men ved sammenbygningen er facaden blevet ensartet således, at vinduesrækkerne på første- og andensalen ligger på linie. Og den sidste vinduesrække til venstre flugter med tagudhænget på huset til højre. Porte og portaler i stueetagen er også ensartede, i nr. 118 findes en bred portbue, dernæst er der i 118A og 120 firkantede portåbninger omdannet til butikker, mens nr. 119 er en indgangsdør i en enkel portal omgivet af tilhuggede stenkvadre og i nr. 121 er hovedindgangen i endnu en 1400-tals portbue omgivet af stenkvadre. Et lille vindue sidder yderst til højre. Komplekset, hvis mur er i en lys okkerfarvet puds, knækker flere steder, så facadelinien næsten er konveks. Over nr. 120 sidder en lille indskriftstavle med teksten: "Ospizio dei Convalescenti e Pellegrini No XIV". Over nr. 118 sidder en lignende med samme tekst bortset fra tallet, der her er "No XIII". Husene tilhørte Kirken Santissima Trinità dei Pellegrini og kaldes derfor "Case dell'Ospizio della SS. Trinità dei Pellegrini e Convalescenti".

Det sidste hus før sidegaden Via della Barchetta er Casa Mocari, der med endnu et knæk og en facade i lyse, tynde teglsten adskiller sig noget fra de forrige huse. Ejendommen er i 5 etager og har 2 fag ud mod Via di Monserrato samt 2 fag mod sidegaden, hvor iøvrigt ejendommen fortsætter med en lidt lavere tilbygning. Hovedindgangen er i Via di Monserrato nr.116 og 117, hvor der findes 2 flotte portaler i buer, der er flankeret af flade søjler med korinthiske kapitæler og dekoreret med stjernerelieffer. Kapitælerne bærer nogle smalle friser og et bredere felt med indskrifter under fremspringende, vandrette overliggere. Teksten over nr. 117 lyder: "Trahit sua quemq(ue) voluptas" ("Enhver drives af sin egen lyst" eller som Meyers Fremmedordbog oversætter det "Hver har sin Kæphest, sin Lyst", et citat fra Vergils Æneiden II, 65). Der knytter sig en lille - forkert viser det sig! - historie hertil. Da en ny ejer af Lorenzo Mocari's 1500-tals hus i 1867 lod det restaurere, skal han have høstet megen kritik for at dette var sket for hårdhændet. Han lod derfor hugge denne indskrift over døren. Der er dog den hage ved den ellers pudsige historie, at den ikke kan passe. Indskriften er nemlig gammel og stammer derfor antagelig fra det gamle hus. Teksten over døren i nr. 116 er meget udvisket, men man dog læse årstallet for restaureringen: "MDCCCLXVII! = "1867". Det fortælles iøvrigt, at dette hus engang var beboet af den kendte kurtisane Tina.

Sidegaden Via della Barchetta løber ned mod Via Giulia og Tiberen.

Efter Via della Barchetta ligger på hjørnet Kirken Santa Maria di Monserrato, bygget i 1506 af catalanske tilflyttere til Rom, der viede deres kirke til Madonna di Monserrato, som dyrkedes i et spansk kloster på bjerget Monserrat. Der, hvor Kirken nu står, lå tidligere - fra 1300-tallet - det gamle Kapel San Nicolò a Corte Savella, også kaldte Cappella di San Nicolò dei Catalani. Kirken er rigt udsmykket og meget spændende, bestemt et besøg værd.

...
Kirken Santa Maria di Monserrato - cop.Leif Larsson

Den lidt anderledes bygning til venstre for Kirken og med indgang i en bred port med nr. 115 hører til kirke-komplekset. Der er tale om en 4-etagers ejendom, hvor de 2 øverste etager består af høje buer mellem flade søjler, øverst en loggia og nedenunder med buerne glasdækket som vinder. Førstesalen består af 3 små rammeløse vinduer i en facade, der her er dækket af stenmønster i den lyse puds. Stueetagen har 2 små sidevinduer og en bred midterdør med husnummeret 115.

Ved siden af står endnu en lidt besynderlig bygning, der også er opbygget med 3 etagers loggia over en høj stueetage med høje, firkantede porte i hver side (nr. 111 og 112) og et lille, tilgitret vindue i midten. Huset skal forestille Santa Caterina da Siena's bolig i hendes hjemby og bygningen huser idag Helgenindens Lægbroderskab og kaldes derfor Casa dell'Arciconfraternita di Santa Caterina da Siena. Ejendommen er opført i 1912. Over det nederste vindue sidder et lille ovalt relief af den sienesiske ulvinde med tvillingerne Senio og Ascanio, byen Siena's symbol. Den ene af tvillingerne holder en vajende fane. Bygningen omtales også som Oratorio dell'Arciconfraternita di Santa Caterina da Siena.

Ejendommen med numrene 107-110 er opført i 1876-1880 i nyrenæssance-stil af Pietro Mascioli, som på et tidspunkt ejede et teater i Rom, der kaldtes Teatro Marcello og fra 1891 til 1904 lå på det sted, hvor Galleria San Marcello al Corso ligger idag, hvor bygningen er sæde for Banco di Roma. Det nyrenoverede og flot istandsatte hus har over indgangsdørene 2 indskriftsfelter med teksten: "Proprilia di P. Mascioli" (den nyrenoverede tekst må være en forvanskning af "Proprietà" og betyde: P. Mascioli's ejendom") og "Fece nel. MDCCCLXXX" ("Udført i 1880"). Det var vel også denne Pietro Mascioli, som på et tidspunkt lod sin advokat indrykke en efterlysning i Gazzetta Ufficiale del Regno d'Italia, fordi han havde mistet en veksel på 250 lire. Den blev udbedt afleveret på hans adresse i Via Monserrato nr. 109.

Nabobygningen, nr.104-106, er det såkaldte Palazzetto Giangiacomo med hovedindgang i den høje, flotte portal i nr. 105. Ejendommen er bygget i den sidste halvdel af 1500-tallet og under balkonen på førstesalen skal der være en indskrift med teksten: "Georgius Bre - chus eqves S. Tor - Mauritis et Lazari - Anno D(omi)ni MDLXXXII" ("Giorgio Brechi, Cavaliere dei Santi Maurizio e Lazzaro, i Det Herrens År 1582"). Giorgio Brechi havde åbenbart købt palæet af Giangiacomo-familien i 1582. Huset er i 3 fag og 4 etager, hvoraf stueetagens og førstesalsens facade er dækket af tilhugne stenkvadre, mens stenmønsteret øverst er enten indridset eller pålagt i finere, flade sten. I nr. 104 og 106 er der indrettet butikslokaler i de store, firkantede portåbninger med høje, rektangulære vinduer på førstesalen. Nr. 105 er som nævnt hovedindgangen i en stor portbue under et mindre kvadratisk vindue på førstesalen. Over begge etager strækker sig de kraftige granitsøjler på massive baser og med flade overliggere, der bærer kannellerede lavere søjler, som sammen med 2 kraftige konsoller støtter den brede balkon foran andensalens midterparti. Døren heroppe er flankeret af flade "søjler", der fremstår som en række større og mindre klodser stablet ovenpå hinanden. De toppes af udskårne kvindeansigter under doriske kapitæler, som bærer et kraftigt fremspringende brudt, buet gavlfelt. Et mindre markant af samme type med et våbenskjold i midten kroner selve døråbningen. Vinduerne på hver side er i profilerede rammer under brudte, trekantede gavlfelter. De mindre vinduer på trediesalen sidder under et fremspringende tagudhæng båret af udskårne konsoller. Over dette befinder der sig en tilbygget femte etage, delvist skjult bag en række altaner.

En knap så tung og markant facade møder os i det næste hus, som i 5 etager og 4 fag - 3 i stueetagen - rummer nr. 101-103. Dette palæ, der ikke har et specifikt navn, stammer fra 1600-tallet og har facade i okkerfarvet puds med smalle etageadskillelsesbånd under vinduerne på første- og andensalen. Disse er i profilerede rammer og har udskårne gavlfelter, som på førstesalen er profilerede i pagodeform med en udskåret stjerne i midterfeltet, mens de på andensalen har en svagt buet facon omrking et lille relief i form af en slags muslingeskal. Trediesalens vinduer er blot i profilerede rammer og fjerdesalens gemmer sig bag en række altaner. Denne etage er senere tilbygget ovenpå det kraftigt fremspringende tagudhæng uden særlige dekorationer. Portbuerne i nr. 101 og 103 er indrammet af smukke profilerede rammer, der toppes af udskårne muslingeskaller, mens den høje indgangsdør i nr. 102 er i en almindelig profileret karm, men toppet af et fremspringende trekantet gavlfelt med et lille relief i det trekantede inderfelt.

Den næste ejendom består af 2 sammenbyggede huse, hver med 2 fag. Det til højre har 5 etager, mens det til venstre har 7 etager. Heller ikke dette kompleks - der dækker numrene 98, 99 og 100 idet det højre hus kun har én dør i stueetagen - har et specifikt navn, men omtales "casa con altana". "Altana" betyder her en åben loggia på hustaget eller en tagterrasse. Og i bygningen til venstre har netop den 6. etage oprindeligt - i 1500-1600-tallet - været en åben loggia med store buer mellem flade søjler. De blev senere tilmuret for at kunne bære den overbyggede 7. etage. De 2 bygninger har fået en ensartet facade, der er pudset op i en okker farve med enkel udsmykning af lyse etageadskillelsesbånd under anden-, tredie- og fjerdesalens vinduer, som alle er i enkle profilerede rammer. Kun andensalens rammer toppes af ligeledes profilerede vandrette overliggere. I stueetagen har nr. 99 og 100 firkantede portåbninger i ret enkle rammer, mens hovedindgangen i nr. 98 har en fin stenportal med udskårne konsoller, der bærer den vandrette overligger.

Nabohuset, som er hjørneejendommen mod Piazza di Santa Caterina della Rota, er det store Palazzo Mastrozzi-Graziosi. Mod Via di Monserrato har bygningen 4 fag og 4 åbninger, 2 smallere døre i nr 95 og 97, og 2 brede portbuer, der nu benyttes af forretninger, i nr. 94 og 96. Hovedindgangen derimod ligger ud mod Pladsen, hvor husnumrene stadig følger rækken i Via di Monserrato. Facaden har her 6 fag, men efter de 2 mod sidegaden Via in Caterina knækker den en smule. Her i det tredie fag sidder den flotte, gamle indgangsportal med nr.91, mens en mindre dør ses i nr. 90, indsat i en gammel portbue med bred travertinkarm. En lignende findes til højre i nr.93. Mellem indgangene sidder høje vinduer i forvitrede brede stenrammer. Under det ene er der i nr.92 indrsat en mindre dør. Bygningen er fra 1700-tallet og det samme gælder portalen med kannellerede marmorsøjler med bladrelieffer, som muligvis stammer fra en endnu ældre portal. Huset har 5 etager under det brede og smukt udskårne tagudhæng, hvis underside rummer relieffer af roser, liljer og andre dekorative elementer. I det hele taget er der gjort meget ud af facaden, trods dens enkle oppudsning i en lys farve med smalle etageadskillelsesbånd under anden- og trediesalens vinduer. --- Læs mere om dette 1700-tals hus og dets udsmykning her! .

På den anden side af Piazza di Santa Caterina della Rota står på hjørnet af Via di Monserrato Kirken San Girolamo della Carità, der ifølge traditionen er bygget over Santa Paola's hus, hvor San Girolamo (Den Hellige Hieronymus) boede i år 382, da Pave Damasus havde kaldt ham til Rom. Den nuværende kirkebygning er fra 1654-1660. Den lille kirke er et besøg værd, dels på grund af sit Madonna-billede fra 1400-tallet, dels på grund af sin rige udsmykning.

Til venstre for Kirkefacaden ligger i nr. 62  et smalt, gammelt palæ, Casa di Procuratore Silla, der i sin tid tilhørte en vis procurator ved navn Silla og dengang havde en meget fin bemalet facade.  Huset har 4 etager under et kraftigt fremspringende og udskåret tagudhæng i træ. Bygningens 2 fag vinduer er på etagerne anbragt i hver side af facaden, hvilket levner stor plads i midten til den freskodekoration, som tidligere smykkede facaden. Vinduerne stammer fra 1500-tallet og er vel fra Prokurator Silla's tid, da han levede under Clemens VII, som var Pave i 1523-1534. De er på første- og andensalen indsat i kraftige, profilerede, grå stenrammer, der stadig bærer rester af gavlfelter, muligvis blot vandrette overliggere. På trediesalen er der 2 store, brede, buede vinduer mellem nogle brede, flade søjler. Her har antagelig oprindeligt været en søjlebåren åben loggia. Under alle vinduer løber der vandrette etageadskillelsesbånd og midt for det nederste (under førstesalens vinduer) sidder et emblem for lægbroderskabet Arciconfraternita della Carità, som i en lang årrække - fra 1536 til 1966 - havde ansvaret for Kirken i naboejendommen.

Det sidste hus i Via di Monserrato, før denne udmunder i Piazza Farnese, står på hjørnet af sidegaden Via dei Farnesi, overfor det store Palazzo Farnese. Det er Palazzo Fioravanti, bygget i 1500-tallet af Antonio Massa di Gallese. Bygningen har 4 etager samt kælder. Der er 7 fag - med hovedindgang i midten - mod Via Monserrato (nr. 61), hvor de 2 fag mod nabohuset har en ekstra etage i form af en lille, delvist tilmuret loggia med buer. Mod Via dei Farnesi er der 4 fag og en indgang i en stor portbue omgivet af kraftige kvadersten. Hushjørnet er forsynet med en lodret række sten, kvadersten i stueetagen og tilhugne travertinplader foroven. Lige under førstesalens vinduesrække sidder her på hjørnet et Maria-billede i stukramme båret af 2 små englebørn. Billedet er en fresko forestillende Madonna med Jesus-Barnet og San Filippo Neri.

Og dermed er vi nået tilbage til udgangspunktet: Piazza Farnese.

Litteratur om Via di Monserrato:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 13
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 587-590.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione VII Regola, Parte II / a cura di Carlo Pietrangeli. - 3. edizione, 1984. ----- side 7, 8, 14, 16, 20, 26, 30, 35, 40, 42, 44, 52, 62, 122.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 20 (før de nyeste fund).
Le Strade di Roma / Claudio Rendina e Donatella Paradisi. - Roma : Newton Compton editori, 2004.
- Vol 2 : E-O. --- side 835-838.
Roma ieri, oggi, domani. Periodici Locali Newton, Anno VIII n. 74 - Gennaio 1995 (95, 1).
- side 30-41.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Quattrocento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Bonifacio IX ad Alessandro VI. Leo S. Olschki Editore, 2004. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, X).
- side 29-31.
Simoncini, Giorgio: Roma : le trasformazioni urbane nel Cinquecento. Vol. I : Topografia e urbanistica da Giulio II a Clemente VIII. Leo S. Olschki Editore, 2008. (L'ambiente storico : Studi di storia urbana e del territorio, XII).
- side 94, 124, 141, 291-292, 372.
Info.roma.it: Via di Monserrato.
www.borgato.be: Via di Monserrato. - med fotos!