,
|
Edicola med Madonna med Barnet og San Filippo Neri Se ved nr. 60 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen |
På hjørnet af Via dei Farnesi og Via Monserrato sidder et af mange små gadealtre, edicole sacre, som Rom er så rig på. Her drejer det sig om et maleri af Jomfru Maria med Jesus-Barnet sammen med den folkekære helgen San Filippo Neri. Billedet omtales i folkemunde som "La Vergine di San Filippo Neri", "San Filippo Neri's Jomfru Maria". Alteret består af et fresco-maleri indsat i en oval gipsramme støttet af englestatuer. Det sidder i en højde af ca. 5 meter, lige under førstesalens vinduesrække i hjørnehuset Palazzo Fioravanti-Cadilhac, som stammer fra 1500-tallet, men blev restaureret i 1928-30. Selve Maria-billedet er dog fra 1600-tallet. Fresken er malet på en skiferplade af en ukendt kunstner og forestiller Madonna med Jesus-barnet på sin højre arm og den knælende San Filippo Neri på sin venstre side. Barnet strækker sit venstre ben ud mod helgenen, der bøjer sit ansigt og kysser den lille fod. Maria og Barnet holder sammen om stilken på en lilje, et symbol på kyskhed. San Filippo Neri boede en lang periode i det nærliggende Ospizio di San Girolamo della Carità og færdedes derfor meget i kvarteret, hvor han blev kendt og elsket. Han havde også særlige forbindelser til Farnese-familien og især Kardinal Alessandro Farnese. Ifølge ældre beskrivelser af alteret var rammen tidligere forgyldt og bestod af flere englefigurer, hvoraf nogle også holdt en krone lavet af 10 stjerner. Idag ses kun de 2 små englebørn ved siderne, samt et lille kerubhovede på den underste del af rammen. Hele arrangementet fylder omkring 1 meter i højden og 1 meter i bredden. Maria-billedet er blevet restaureret senest i 1975 og 2000, der begge var Jubelår. ... ...
Litteratur om Edicola med Madonna med Barnet og San Filippo Neri: |