ANNAS ROM GUIDE

Edicola med Den Hellige Familie:
Maria, Josef og Jesus-Barnet

- på hjørnet af Vicolo dell'Oro og Via del Consolato - i Rione Ponte -

Se under nr. 79 på Kort over den vestlige del af Campo de' Fiori-Turen

 

På hjørnet af 2 mindre gader i kvarteret Rione Ponte hænger i højde med førstesalens vinduer et af de mange små gadealtre, som findes rundt omkring i området.

Det er på hjørnet af Via del Consolato og Vicolo dell'Oro, at der er opsat en kraftig, oval, profileret og udskåret stukramme, hvori der sidder et ovalt olietryk i noget afblegede farver af Den Hellige Familie, Jomfru Maria, Josef og Jesus-Barnet. På italiensk kaldes denne fremstilling af Madonna, San Giuseppe og il Bambino for "La Sacra Famiglia".

Rammen er som nævnt oval, men den er ikke flad, idet den sidder lidt skråt ud fra hushjørnet og nærmest er at opfatte som anbragt på skrå i en kurv eller måske en slags muslingeskal, da bagsiden af rammen har en kraftig profilering. Forsiden af rammen er som nævnt også profileret og let forgyldt eller malet i lyse farver, der matcher husets puds. De inderste profileringer er mørktfarvede og den midterste er udskåret som et bånd af små perler.

Rammen bæres af en firkantet, massiv hylde eller "klods", med reliefdekorationer af blade på siderne. Den støttes af en profileret konsol i form af et englehovede.

Selve olietrykket har godt nok lidt blege farver, men står ellers skarpt i tegningen af de 3 personer: Maria, der sidder lidt oppe til højre i billedet, og Josef, som sidder eller knæler lidt længere nede til venstre. Han har krøllet mørkt hår og skæg og er iklædt en brun kappe over en lysere bluse. Maria er iført en lys dragt ved vide ærmer over en blå nederdel eller underkædning med guld"broderi". Hun har et lyst tørklæde om hovedet og svunget om halsen. Både hun og Josef, der begge bøjer sig frem og nedad for at betragte Barnet, har en tynd fin glorie over deres hoveder.

Maria's skød sidder Jesus-Barnet i en lys kjortel ned små bare ben og arme. Han rækker sin venstre arm ud mod Josef og viser ham blomsterne på en gren af lilier, som han holder i sin højre knyttede hånd. Lilien er et symbol på renhed. Barnet har lyse lokker og en lysende glorie.

Det lille gadealter - et af Roms såkaldte "edicole sacre" - får lys fra en glaskuppel båret af en svungen og med akanthusblade dekoreret smedejernsarm, som udgår fra den firkantede "klods" under rammen og svinger sig op foran billedet.

En anden lampe sidder lidt længere nede på hjørnet. Lige under konsollen er der anbragt en "firkløver" eller i hvert fald 4 blade fra hvis midte der udgår en enkel smedejerns lampearm, der buer nedad og bærer en lille lygte med røgfarvet glas.

Arrangementet og billedet er udført af en ukendt kunstner og dateres til 1800-tallet.

Litteratur om Edicola med Den Hellige Familie:
Gittarelli, Sergio: Le edicole sacre di Roma : a passeggio per le vie di Roma alla scoperto delle Madonnelle. - 1. edizione. - (Roma?) : Edizioni ACM, 2008.
- side 111.
Martini, Maria Cristina: Madonnelle : edicole e immagini sacre sui palazzi di Roma. - Roma : MMC Edizioni, 2015.
- Volume 4: Rioni: V Ponte, XIV Borgo.
----- side 67.
info.roma.it: Sacra Famiglia a Via del Consolato.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.1.2022 og sidst opdateret d. 29.1.2022