|
Palazzetto Spada Se nr. 58 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen |
Det lille "anneks" til det store Palazzo Spada, kaldes idag Palazzetto Spada og står i Via Capo di Ferro forbundet med "moderpalæet" af 2 mindre 1600-tals mellembygninger, hvoraf den i nr. 10 er bygget på det sted, hvor der ellers løb en sidegade, Vicolo dell'Arcaccio, som idag kun kan tilgås fra Via Giulia. Det lille Palæ ("Palazzetto") er opført i 1500-tallet, måske i 1540, og man mener, at mester for det elegante udseende var Baldassarre Peruzzi eller måske Vignola. Oprindeligt tilhørte bygningen Tiberio og Domenico Capodiferro, som også ejede det store Palæ ved siden af, der tidligere kaldtes netop Palazzo Capodiferro - ligesom det lille Palæ kaldtes Palazzetto Capodiferro. De 2 brødre lod bygningen renovere i 1566, hvorved den fik det udseende, som vi står overfor idag. Palæet, hvis facade er dækket af gule mursten, har 4 etager under et fremspringende tagudhæng, hvis udskårne marmordekoration aldrig er blevet færdiggjort. Under førstesalens små vinduer og andensalens høje rammer løber vandrette, grå bånd i samme marmortype, mens der over andensalens vinduer løber en række fremspringende gesimser og friser, som antyder, at huset måske oprindeligt kun har haft denne højde, og at den øverste etage antagelig er tilføjet senere. For dette taler også udsmykningen på andensalens facade, hvor flade grå søjler med udskårne joniske kapitæler adskiller vinduerne under deres vandrette grå overliggere. Mellem buerne i stueetagen er anbragt nogle grå rondeller med udskæringer. Ejendommen anses for tegnet af Baldassarre Peruzzi eller af Vignola, mens portalen menes påsat senere, omkring 1580, og tilskrives Ottaviano Mascherino. Litteratur om Palazzetto Spada: |