|
Palazzo Giangiacomo - Via dei Balestrari nr. 15 / Vicolo del Giglio nr. 6 - i Rione Regola - Se over nr. 53 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen
|
Huset på hjørnet af Via dei Balestrari og Vicolo del Giglio er det i 1700-tallet opførte Palazzo Giangiacomo. Palæet var tidligere ejet af Collegio dei Beneficiati di San Lorenzo e Damaso. Senere overgik bygningen til familien Giangiacomo's romerske gren, som oprindeligt var adelsmænd fra Monferrato-egnen. Giangiacomo-familien ejede også et palæ i Via di Monserrato nr.105, der ligeledes kaldes Palazzetto Giangiacomo. Hjørnehuset i Via dei Balestrari / Vicolo del Giglio er en stor 6-fags ejendom i 5 etager med hovedindgang i Via dei Balestrari nr.15. Det blev på et tidspunkt udlejet til brødrene Filippo og Pietro Giangiacomo, som det kan ses af indskriftstavlen over førstesalens vindue over indgangen. Her står øverst: "Dominio" og nedenunder til venstre: "diretto - del Vle Collegio - dei Benificiati in - S. Lorenzo in Damaso" og til højre: "utile - dei fratelli - Filippo e Pietro - Giangiacomo". Husets facade er i lyst rosa puds og i stueetagen er de 4 brede, delvist tilmurede, portbuer indsat i brede, lystpudsede rammer. Hoveddøren er indrammet af en profileret karm i travertin med vandret overligger. Vinduerne er på alle etager høje og kantet af brede, lyse rammer i stuk. Sidefacaden mod Vicolo del Giglio er i 2 fag med i stueetagen blot en enkelt bred portbue med husnummer 6. På hushjørnet sidder - lige under trediesalens vinduesrække - et stort våbenskjold under et englehovede. Det er Kirken San Lorenzo in Damaso's emblem. Litteratur om Palazzo Giangiacomo i Via dei Balestrari 15: |