ANNAS ROM GUIDE

Porticus Lentulorum

(senere kaldet Hecatostylun / Hecatostylon / og muligvis også: Porticus ad Nationes)

- ved Area Sacra di Largo Argentina -

Se nr. 21 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Denne søjlegang kendes fra 2 antikke indskrifter og menes opført af enten P. Cornelius Lentulus Spinther, der var konsul i år 57 før Kristus, og L. Cornelius Lentulus Crus, som var konsul i år 49 før Kristus, eller af de 2 medlemmer af Lentulus-familien, som var konsuler i år 18 før Kristus.

Da denne familie mistede sin betydning i det 2.århundrede efter Kristus, mistede også søjlegangen sit oprindelige navn og fik sin folkelige betegnelse Hecatostylum, "De Hundrede Søjler", på grund af sin lange udstrækning (ca. 200 meter) og mængden af søjler, der var opsat i 2 rækker. Som sådan omtales søjlegangen af San Gerolamo (Den Hellige Hieronymus) i hans skrift Chronicon under omtalen af en brand, som i år 247 skal have ødelagt en bygning ved dette navn. Desuden kendes navnet fra et indskriftsfragment, hvor dog kun den sidste del forekommer (-tostylum) fra marmorbyplanen Forma Urbis. Ud fra denne sidste har man kunnet fastlægge beliggenheden med sikkerhed som værende langs nordsiden af området ved Pompejus' Teater i vest og Area Sacra (det nuværende Largo Argentina) i øst.

Man mener, at der har været tale om en dobbelt række søjler med udgang mod nordsiden, der vendte ud mod Stagnum og Thermae Agrippae, og muligvis helt lukket af på sydsiden ind mod Teatrets egen søjlegang, den såkaldte Porticus Pompeianae, hvor der voksede den række af platantræer, som digteren Martial nævner "(platanona") i sin beretning om den overdækkede søjlegang med de 100 søjler og dens udsmykning af statuer af vilde dyr, som tilsyneladende var udført i bronze. Det var i sydvæggen, at statuenicherne var indrettet: 3 brede, halvcirkelformede nicher "gemt" bag 4 søjler, der fulgte væglinien.

Af de 2 gamle indskrifter, hvori navnet Porticus Lentulorum findes, er den ene en marmorplade fra et lararium i Volusiernes Villa i Lucus Feroniae. Indskriften var hæftet til et portræt af L. Volusius Saturninus, der var konsul i år 3 efter Kristus, og fortæller om de forskellige statuer og momunenter, som var viet ham i Rom. Blandt andet en "sella curuli ... in Porticu Lentulorum". Familierne Volusius og Lentulus var knyttet sammen i både slægtskab og venskab, hvilket kan forklare placeringen af en Volusius-statue i Lentulus-søjlegangen.

Rester af Hecatostylum kan idag ses i den yderste nordlige del af Area Sacra di Largo Argentina (se nr. 5 på planen nedenfor).

Plan over Area Sacra di Largo Argentina



Litteratur om Porticus Lentulorum:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 1 : Testi e immagini.
--- 2 : Tavole e indici. --- Tav. 220, 221, 223.
Coarelli, Filippo: Roma. (Guide archeologiche Laterza). Roma-Bari, Edizioni Laterza, 3.edizione, 2003.
- side 335, 338, 344.
Staccioli, Romolo A.: Guida di Roma Antica. Biblioteca Universale Rizzoli (BUR). 8.ed., 2000.
- side 317, 318.
Lexicon topographicum Urbis Romae / a cura di Eva Margareta Steinby. Roma, Edizioni Quasar, 1996-1999.
--- Volume Terzo : H-O. 1996. ------ Side 9-10.
--- Volume Quarto : P-S. 1999. ------ Side 125-126, 138-139.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 185, 316.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.1.2014