Dette "enkehus", "Casa delle Vedove", lå ved siden af Kirken Santa Caterina dei Funari og dens tilhørende Kloster og Pigehjem, som optog hjørnegrunden mellem Via Michalangelo Caetani og Via dei Funari med fortsættelsen Via dei Delfini.

Casa delle Vedove blev oprettet i samme ånd som naboen Conservatorio di Santa Caterina, hvor unge, fattige pigebørn, hvis fremtid var i fare, fordi de kom af dårlige kår eller var døtre af prostituerede, kunne optages og få deres underhold i 6 år, undervisning og senere en medgift, hvadenten de valgte at gå i kloster eller blive gift. Den daglige drift var lagt i hænderne på 12 nonner af Augustiner-Ordenen, der boede i Klosteret ved siden af Kirken i de bygninger, hvor også pigehjemmet og enkehuset var indrettet.

Overopsynet med disse institutioner og arbejdet med tilvejebringelsen af økonomiske midler, hvervningen af sponsorer og lignende, lå derimod i det til dette formål af Sant'Ignazio di Loyola oprettede religiøse broderskab Confraternita di Santa Caterina dei Funari.

Denne sammenslutning overvågede nøje hvilke piger, der kunne optages, hvordan de udviklede sig, og de moralske og økonomiske forhold hos eventuelle bejlere.

Men selv efter at pigerne havde forladt Conservatoriet som gifte koner, blev de ikke overladt til sig selv. Broderskabets medlemmer sørgede for, at de holdt kontakten og fik besøg samt eventuel hjælp undervejs. Og ved det første barns fødsel modtog de yderligere 25 scudi. Desuden oprettedes det såkaldte "enkehus" ved siden af Klosteret. Her kunne de, der var så ulykkelige at blive enker, samt de, der i yderste nødstilfælde måtte forlade deres mænd, få tag over hovedet samt underhold under de samme forhold som de unge piger.

Casa delle Vedove lå ved siden af en bygning, som Broderskabet i 1593 ville sælge til Delfini-familien, hvis palæ ligger øst for Kirken i Via dei Delfini. Bygningens centrale del var en indre gårdsplads med en brønd og rundt om gården, der også fungerede som haveanlæg, lå beboernes rum.

Enkerne og de forladte eller fraskilte fik som nævnt her deres underhold under ordnede forhold, men deres frihed havde de nu ikke, da huset var afsondret som Klostret og Pigehjemmet og som disse blev aflåst hver aften, når det ringede til Ave Maria. I forordningerne fra 1602 står således: "Che il cortile debba al tocco dell'Avemaria serrare il catenaccio da fora alla porta della casa dove sone le vedove": "At gården ved lyden af klokken til Avemaria skal låses med rigel (lås) udenfor porten til det hus, hvor enkerne bor". Og da Priorinden i Klosteret en tid var syg, forordnedes det, at nøglerne skulle opbevares hos portneren, så han kan låse op for lægen og hvad der ellers er nødvendigt.

Blandt rummene i enkehuset var der også et lille kapel og indtil flere fængselsceller, hvor man anbragte de beboere, som ikke førte et ærbart liv!

Udover enkerne, de forladte og fraskilte optoges også voldsramte kvinder og i visse tilfælde - og for korte perioder - syge og enlige kvinder der ikke havde nogen til at passe sig. Tidligere prostituerede, som ville væk fra dette liv, kunne også optages i enkehuset, men hvis de faldt tilbage i de gamle vaner, mistede de deres medgift og blev vist også sendt væk. Alle disse kvinder kunne få gratis ophold og underhold, eller de kunne betale efter evne. De kunne eventuelt også optages for en kortere periode, hvis der var problemer på hjemmefronten. Det gjaldt for eksempel en vis Apollonia Galaveria, som i 1674 ønskede husly, mens hun kørte en retssag mod sin mand. Apollonia var en tidligere elev, der nu måtte betale 200 scudi for optagelsen og derpå 10 scudi om måneden for sit ophold.

Disse forhold fremgår af Klosterets arkiver. I 1601 optoges således en gift kvinde for 1 måneds ophold og en lammet 50-årig. I 1604 optoges en gammel - men meget rig - kvinde. Alle disse kvinder kom til at leve et afsondret klosterliv under vejledning af skriftefædre og 2 nonner.