Denne religiøse sammenslutning, et lægbroderskab med tilknytning til Kirken Santa Caterina dei Funari, blev grundlagt i 1536 eller 1537 af den senere helgen Ignazio di Loyola med det første navn Confraternita della Vergini Miserabili di Santa Caterina della Rosa : Broderskabet for de Ulykkelige Jomfruer ved Santa Caterina della Rosa. Sammenslutningen bar også navnet "Compagnia delle Vergini Miserabili Pericolanti": "Selskabet for de stakkels jomfruer i (moralsk) fare".

"De ulykkelige jomfruer" var de mange unge, fattige og måske endog forældreløse piger uden fremtidsudsigter i datidens Rom, hvor der mere eller mindre kun var prostitutionen som deres mulighed for at forsørge sig selv.

Navnet "Santa Cateria della Rosa" hørte til den gamle Kirke, som tidligere hed "Santa Maria della Rosa" eller "Santa Maria Domnae Rosae" og lå midt i ruinerne af det antikke anlæg Crypta Balbi, lidt nordøst for nutidens Kirke Santa Caterina dei Funari, der senere erstattede den gamle bygning, som Sant'Ignazio ifølge flere historikere havde fået overladt af Pave Paul III allerede i 1536.

Sant'Ignazio, der kom fra Spanien, slog sig fast ned i Rom i slutningen af November 1537 og overvældedes af den mængde prostituerede, som hutlede sig igennem og hvis børn - især pigebørnene - ikke gik nogen god fremtid i møde. Sant'Ignazio foresatte sig at hjælpe disse stakler og oprettede til dette formål et pigehjem, hvor de optagne unge kvinder kunne få undervisning i religion, ærbare sæder og fag, som kunne komme dem til gode, hvis de senere var så heldige at blive gift. Det blev mange rent faktisk, for de dydige og ferme unge kvinder, som yderligere af Instituttets mange fromme sponsorer fik en lille medgift, blev efterhånden efterspurgte som gode hustruemner. Det nye pigehjem kaldte Sant'Ignazio for "Conservatorio delle Vergini Miserabili di Santa Caterina della Rosa ai Funari".

For at realisere denne drøm allierede Sant'Ignazio sig med ligesindede præster og højtstående prælater, og blandt medstifterne finder vi San Filippo Neri, Kardinal Carafa der senere blev Pave Paul IV, de rige adelsmænd Ludovico De Torres, Filippo Ruiz og Alfonso Diaz, samt Kardinal Federico Cesi, som blev Instituttets første protektor og velgører. Det var ligeledes denne Kardinal, som fik den gamle kirkebygning revet ned og den nye Kirke opført.

De første beboere i kvindehjemmet skal være flyttet ind i 1542 og de blev overladt i nogle Augustinernonners varetægt. Disse tog sig af den praktiske og daglige drift og undervisning, mens Confraternia di Santa Caterina tog sig af de overordnede opgaver med tilsyn og fremskaffelse af de økonomiske midler til projektet.

I en bulle af 2. November 1558 godkendte Pave Paul IV den tidligere Pave Paul III's mundtlige tilsagn til projektet med grundlæggelse af Broderskabet samt Pigehjemmet og oprettelsen af et Kloster til 12 Augustinernonner, der som ovenfornævnt havde pigerne i deres varetægt.

Blandt Broderskabets opgaver var at udvælge de piger, som kunne optages. Dette skete gennem en grundig gennemgang af deres ansøgning, af deres karakter og moral, samt ved et besøg på deres bopæl for at bedømme, om dette var den rigtige løsning for netop denne pige.

En anden opgave var at kontrollere de unge mænd, som henvendte sig for at finde en hustru blandt pigehjemmets "døtre". Også her granskedes den ansøgtes karakter, moral og økonomiske situation.

Der oprettedes også i Klosterkomplekset en afdeling for enker og forladte kvinder, det såkaldte Casa delle Vedove, hvor disse kvinder, som ofte var tidligere elever, kunne leve i ro og afsondrethed.

Hvor de fleste af Broderskabets medlemmer i starten var lægfolk, blev der med tiden en overvægt af gejstlige. Samtidig optoges også adelige frøkner til undervisning mod betaling, så selve grundidéen langsomt ændrede sig.