På Largo Argentina har man under udgravningerne af de antikke templer fundet rester af denne gamle Kirke, som sikkert er gået i forfald sidst i 1400-tallet.

Resterne fandt man foran det såkaldte Tempio C, det lille Feronia-Tempel som ligger næsten helt nede ved Via Florida.

Kirken var viet til Frelseren, San Salvatore, og havde sikkert fra starten, det vil sige fra før 1168 hvor den første gang findes nævnt i kilderne, tilnavnet "de calcarario": "ved kalkovnen". Der var i kvarteret flere kalkovne, hvor fragmenter af marmor, søjlestykker og statuebaser fra områdets mange antikke bygninger blev brændt til kalk.

Senere fik Kirken andre tilnavne: "de Gallia" eller "de Galla". Måske det sidste tilnavn hentyder til den romerske kvinde Galla, som ifølge traditionen skal have været Kirkens velgører. Mere sandsynligt er det, at navnet stammer fra den menighed af franskmænd (Gallia: Frankrig), som fandtes i kvarteret i det 14. og 15.århundrede. Ifølge Armellini (se litt.note forneden) ejede denne menighed Kirken indtil 1478.

Første gang, vi hører om Kirken, er altså i 1168 i et dokument, som findes i Kirken Santa Maria in Via Lata. 20 år senere nævnes den i Pave Urban III's bulle, hvor han lister den blandt de filialer, der tilhører Kirken San Lorenzo in Damaso. Den nævnes derpå i de forskellige kirkekataliger: Liber Censuum i 1192 (San Salvatore de Gallia), Torino-kataloget fra perioden 1302-1320 (San Salvatore de Gallia de Calcarario) og Signorili's katalog fra 1431 (San Salvatore de Galla).

Vi ved ikke noget om Kirkens udseende, men man mener, at den ikke har været helt lille, da der også var tilknyttet et Kloster, som skal have ligget ved siden af Kirken.

I løbet af 1400-tallet gik Kirken i forfald, hvorefter den blev forladt og nonnerne ved Santa Maria in Via Lata udlejede derpå ruinen. I et dokument fra 1433, der vedrører dette lejemål, står der at det kun drejer sig om et lille hus uden tag og nogle murrester.

Hülsen (se litt.note nedenfor) giver yderligere oplysninger om Kirken:
- i dokumentet fra 1168 nævnes der "en Nicolaus archipresbiter ecclesia S. Salvatoris de Calcario", som overgiver en vis Pietro Contilde brugsretten til nogle ruiner, kaldet Tofara Salvatoris, som man ellers ikke kender nærmere til.
- et dokument fra 1202, hvori der nævnes en "presbyter Nicolaus ecclesiae S. Salvatoris de Gallia", altså var også denne Nicolaus præst ved Kirken.
- Nicolaus Bucimazza (= Boccamazzi) giver i sit testamente fra år 1300 et beløb på 100 floriner til Kirken.
- et dokument fra 1309, hvori en "presbyter Paulus rector S. Salvatoris de Gallia in calcarario" vidner ved en eller anden transaktion.
- Torino-kataloget, 1302-1320: "Ecclesia sancti Salvatoris de Gallia de Calcarario non habet servitorum" (Kirken har ikke noget personale. Ellers nævnes i dette katalog både præster og klerke, men San Salvatore var altså nu ganske forladt).

Litteratur om San Salvatore de Calcarario:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 495-496.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori, 1980.
- Rione IX Pigna, Parte Prima / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione. ----- side 14.
Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo / di Christian Hülsen. Firenze, Olschki, 1927. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 439-441.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 246.