|
|
|
Santissimo Sudario dei Savoiardi / dei Piemontesi --- Mere om Kirken SS Sudario dei Savoiardi ---- Se nr. 26 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen Læs også: ---- Kort om Kirken ----- En Rundgang i Kirken ---- |
|
Da de romerske tilflyttere fra områderne Piemonte, Savoia og Nice i slutningen af 1500-tallet sluttede sig sammen i det religiøse Broderskab Confraternita del Santissimo Sudario og den 2. Juni 1597 opnåede Pave Clemens VIII's godkendelse af dette, måtte de have et sted at afholde deres møder og særlige messer. De fik da lov til at benytte den lille kirke San Ludovico, der sammen med et lille herberg og hospital lå mellem Via del Sudario og Via del Monte della Farina. Denne Kirke var viet til den franske korstogskonge Ludvig den Hellige og frekventeredes af tilflyttede franskmænd. Men den var efterhånden blevet for lille og havde flere gange skiftet ejere, da den franske koloni i stedet valgte at bygge en ny kirke på en helt anden grund, der lå længere mod nordvest, oppe ved Piazza Navona. San Ludovico var også for lille og for forfalden til piemonteserne og savoiarderne, så disse valgte i stedet at bygge nyt ved siden af den gamle grund, men at vende facaden ud mod den lille gade, der tilsyneladende har eksisteret her fra gammel tid. Kong Carlo Emanuele I af Savoia erklærede sig villig til at støtte projektet, arkitekten Carlo di Castellamonte tegnede bygningen og arbejdet blev straks påbegyndt i 1604 for allerede den 25. Marts 1605 kunne den nye kirke indvies med navnet Santissimo Sudario (Den meget hellige Svededug / Ligklæde). Kirken blev åbenbart hurtigt for lille, for allerede i 1660 blev den udvidet efter tegning af arkitekten Carlo Rainaldi. Kirkerummets enlige skib blev forlænget så meget det kunne lade sig gøre i forhold til grundens størrelse, fundamenterne blev forstærket og taget fornyet. Det var dermed næsten en ny Kirke, som stod færdig i 1667. I perioden 1682-1692 ændrede man påny ved bygningen. Denne gang byggede man den højere og påsatte en ny facade. Også højalteret blev fornyet under disse arbejder, som igen udførtes af Carlo Rainaldi, men med hjælp af Pier Francesco Garola, der fra 1687 kom til at stå alene med projektet. I slutningen af 1700-tallet plyndrede Napoleon's franske tropper Kirken og denne blev sækulariseret og brugt til andre formål, indtil den i 1801 blev genindviet efter ønske af Kong Carlo Emanuele III. Straks efter blev den dog atter forladt og omdannet til staldbygning! Således stod ejendommen indtil 1814. I 1815 blev bygning igen anvendt som kirke, kaldet Chiesa Nazionale Sarda. I 1859 måtte Kirken på ny lukkes, fordi den i påtrængende grad havde behov for at blive restaureret. Dette arbejde kom dog først i gang 10 år senere, da det nye italienske Kongeriges udenrigsminister, Luigi Federico Menabrea, beordrede det foretaget. Arkitekten Giacomo Monaldi blev tilkaldt og bygningen renoveret. I November 1871 kunne man således endnu en gang indvie Kirken til Santissimo Sudario. Få dage efter overtoges bygningen af Kongehuset Savoia, der påtog sig at betale for vedligeholdelse og præsteskab, som rekrutteredes blandt de kongelige kapellaner, de såkaldte "cappellani palatini". I 1948 overgik Kirken til Den Italienske Republik, der i perioden 1956-1957 lod den gennemgå en ny restaurering under ledelse af arkitekten Gustavo Costanzi og ingeniøren Darvinio Cecchetti.
Se også: ---- Kort om Kirken ----- En Rundgang i Kirken ----
Litteratur om Santissimo Sudario dei Savoiardi: Se Alvaro de Alvariis' photostream om SS. Sudario dei Savojardi på Flickr. |