ANNAS ROM GUIDE

Santissimo Sudario dei Savoiardi / dei Piemontesi

--- En Rundgang i Kirken SS Sudario dei Savoiardi ----

Se nr. 26 på Kort over den midterste del af Campo de' Fiori-Turen

Læs også: ---- Kort om Kirken ----- Mere om Kirken -----


Kirkens facade ud mod Via del Sudario er tegnet af arkitekten Carlo Rainaldi og opsat i perioden 1685-1687. Den er i 2 "etager", hvoraf den nederste er bredere end den øverste, hvor sidehusene trænger sig ind mod midterpartiet.

Den nederste del er opdelt i 3 felter af flade søjler med korinthiske kapitæler. Disse sidder parvis omkring indgangsportalen, mens en enkelt afgrænser facaden i hver side. I de smallere sidefelter er der en mindre sidedør under et lille vindue, der krones af en trekantet gesims. Øverst sidder et højt vindue. Det brede midterfelt indrammer den store indgangsport, som toppes af et halvcirkelformet gavlfelt.

De 2 "etager" adskilles af en bred frise, der bæres af de korinthiske kapitæler og afsluttes af 2 brudte buer over sidefelterne. Under disse er der i frisen 2 små vinduer.

Den øverste, smallere facade indrammer et meget stort vindue under Kongehuset Savoia's våben. Dette er støttet af 2 løver og omgivet af den halskæde, som bæres af Santissima Annunziata-Ordenen, et hæderstegn, som Kongehuset indstiftede i 1364.

Vinduet foroven flankeres af 2 flade søjler, ligesom portalen nedenfor, men heroppe afsluttes de af ioniske kapitæler under det trekantede gavlfelt, der topper facaden.

KIRKENS INDRE:

Se: Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr.

Kirkerummet udgøres af ét stort skib med 2 sidealtre. Det er dækket af et tøndehvælvet loft, der er udsmykket med fresker i forgyldte stukrammer. Sidevæggene er opdelt i felter ved hjælp af flade og buede halvsøjler, der bærer et bredt felt opdelt i forskellige friser. Sidealtrene er lidt trukket tilbage i høje nicher med buet overkant.

Loftsfreskerne er alle udført af Cesare Maccari og stammer fra renoveringen i 1869-1871. (foto)

I den midterste ramme ses ophøjelsen af de saligkårede Ludovica (1463-1503), Amedeo IX (1435-1472), Umberto III (1126-1189), Bonifacio (1207-1270) og Margherita Savoia (1390-1464). (foto)

I de ottekantede rammer i hver side ses dyderne "Carità" (Kærlighed) og "Fede" (Tro). (foto)

I de smallere sidefelter ved siden af vinduerne er der malet andre dyder: "Giustizia" (Retfærdighed), "Fortezza" (Tapperhed), "Temperanza" (Mådehold) og "Prudenza" (Visdom). (foto)(foto).


SS. Sudario dei Savoiardi. cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

SS. Sudario dei Savoiardi.cop. Leif Larsson
cop. Leif Larsson

HØJRE SIDE:

Alteret her stammer fra 1600-tallet og har som altertavle et maleri af San Francesco di Sales, udført af Carlo Cesi i 1660-1667. (foto) Det blev måske malet til helgenkåringen, som fandt sted i Kirken den 19. April 1665.

På højre sidevæg i Presbyteriet ses maleriet "San Francesco di Sales con il Beato Giovenale Ancina" ("San Francesco di Sales med den Salige Giovenale Ancina"). (foto) Det er udført af Cesare Maccari i 1871-1873.

HØJALTER:

Fire smukke søjler i diaspro-marmor fra Sicilien omslutter højalternichen i den kun i siderne svagt buede apsis. Kapitælerne er fint udskårne med guirlander og små englehoveder. Altertavlen er af Antonio Gherardi og malet i 1682. Den forestiller "Cristo deposto sul sudario con intorno santi e beati Savoia" ("Kristus lægges på ligklædet, mens helgener af Savoia-slægten ser til"). Den ældre herre til venstre er San Massimo, den første Biskop i Torino, mens kvinden bag ham er Beata Margherita di Savoia. Forrest til højre ses San Maurizio, der er Savoia's skytshelgen, og yderst til højre Beata Ludovica og Beato Amedeo IX. (foto)

I det buede felt over altertavlen ses et relief af Gud Fader med sine engle ovenover en stukplade med en kopi af Jesu Ligklæde i naturlig størrelse. Gruppen er tegnet af Gherardi, men udført af Pietro Mentinovese, der var elev af Bernini. Det hele er indrammet af søjler i kostbare marmortyper - som også er anvendt overalt i Kirken - og forgyldte stukfelter. (foto) (foto)

Ligklæde-kopien er udført i 1500-tallet af prinsesse Maria Francesca di Savoia, som fremstillede mange kopier af det originale relikvie, som siden 1452 havde været i Savoia-familiens besiddelse. Kopierne forærede hun til forskellige klostre og privatpersoner. Den kopi, som man kan se her i Kirken, gav hun til Kardinal Giovanni Battista Maria Pallotta (1594-1668), der forærede den til Pave Alexander VII (1655-1667), som derpå overlod den til det religiøse Broderskab Arciconfraternita del SS Sudario dei Piemontesi.

VENSTRE SIDE:

Maleriet på Presbyteriets venstre væg er udført af Cesare Maccari i 1871-1873. Det viser "Urbano II presiede il Concilio di Bari" ("Pave Urban II har forsædet ved Koncilet i Bari"). (foto)

Alteret i denne side er fra omkring 1680 og har som altertavle et maleri af Den Salige Amedeo IX di Savoia, der knæler foran Jomfru Maria og Jesus-Barnet. Det er malet af Giovan Domenico Cerrini, der kaldtes Cavaliere Perugino. (foto)

SAKRISTI:

Fra kirkerummet er der udgang til flere forskellige mindre lokaler, blandt andet det såkaldte "Seconda Sacrestia", hvor man kan se forskellige malerier:
Kopier af "La Circoncisione" ("Jesu Omskærelse") og "La Natività" ("Jesu Fødsel") af Lazzaro Baldi, som oprindeligt sammen med 4 andre malerier var ophængt mellem søjlerne øverst på væggene. De øvrige malerier findes i dag i kapellet i Caserma dei Corazzieri i Quirinal-Paladset. Alle 6 er malet i 1690'erne.
Portrætter af Savoia-fyrsterne, blandt andre: Vittorio Amedeo, Carlo Felice, Carlo Alberto, Vittorio Emanuele II og Umberto I.
En fresko med Jomfru Maria som "Mater Misericordiae" fra begyndelsen af 1600-tallet.
En del af Kirkens udstyr, som opbevares herinde, er doneret af dronningerne Maria Adelaide og Margherita di Savoia.

INDGANGSVÆGGEN:

Kirkens orgel, som er anbragt over indgangsdøren under det høje vindue under tøndehvælvingen, er bygget i 1700-tallet og bæres af en korbalkon i træ. Øverst oppe sidder Savoia-kongernes våben. (foto)

Se: Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 28.1.2014 og sidst opdateret d. 30.1.2014.