ANNAS ROM GUIDE

Villino Astengo

Lungotevere de' Cenci, vesthjørnet af Via del Tempio

Se til venstre for nr. 139 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen

Denne graciøse lille villa i Art Nouveau-stil, på italiensk kaldet "stile Liberty", ligger på hjørnet af Lungotevere de' Cenci og Via del Tempio, i en karré, der engang var del af den gamle jødiske Ghetto, som blev revet ned i slutningen af 1800-tallet.

Samtidig iværksatte man foranstaltninger til at imødegå de gentagne oversvømmelser af Tiberbredden, som herfra bredte sig til hele det lavtliggende område. De store mure langs flodens bredder blev derfor opført og de nye, brede Lungotevere-boulevarder blev anlagt. Noget af det første byggeri langs den nye gade var den på østsiden af Via del Tempio beliggende nye Synagoge, som blev indviet i 1904. Kun få år efter fulgte byggeriet af Villino Astengo i perioden 1909-1910, mens mere af områdets bebyggelse fulgte i 1911-1912.

I Oktober måned 1909 købte brødrene Astengo ved en auktion over Ghetto-grundene 2 jordlodder for der at lade opføre en elegant patriciervilla, der kunne vise deres position i samfundet. Den ene broder, Giulio Astengo, var advokat og den anden, Carlo Astengo, var valgt til Senator i det nye samlede Italienske Kongerige.

De 2 brødre overlod projekteringen til arkitekten Ezio Garroni, som allierede sig med maleren G. Zinna, der udførte freskerne i sidefelterne øverst på facaderne.

Byggeriet stod på i 1909-1910 og resultatet blev som vi ser det idag: en let, elegant, men samtidigt meget speciel og måske også sine steder lidt for speciel, bygning i 3 etager med 3 fag ud mod Via del Tempio og 5 fag mod Lungotevere. Smalle gård-og haveanlæg med høje træer og palmer bag kunstfærdigt udførte smedejernsgitre adskiller bygningen fra nabohusene.

Villino Astengo har høj kælder og 3 høje etager. Facaden er i lyst puds og meget varieret. Den er opdelt i 3 felter, 2 smalle sidefelter og et bredt midterfelt, hvori vinduerne er placeret. De nederste har halvcirkelformet overkant under buer med marmormosaik og bemaling, der igen er anbragt under brede, flade stukbuer, "bundet sammen" på midten af brede konsoller omgivet af udskårne roser. De øvre vinduesrammer er mere firkantede og knap så udførligt dekoreret. Meget kraftige vandrette konsoller bærer det voldsomt fremspringende tagudhæng. Sidefelterne har deres eget tema. Mellem 2 flade søjler sidder midt for de buede vinduer relieffer af løvehoveder, mens korinthiske kapitæler afslutter midterstykkerne under andensalens højde, hvorefter feltet ovenover rummer malerier af Giuseppe Zina med symboler på Retfærdigheden ("La Giustizia"), Videnskaben ("La Scienza"), Loven ("La Legge") og Sandheden ("La Verità"), som det står skrevet i relief under hvert enkelt billede.

Hushjørnet mod Lungotevere de' Cenci er afskåret i ét fags bredde og forsynet med både karnap, stenbalkon og altan.

----- se Alvaro de Alvariis' fotos af Villino Astengo -----

 

Litteratur om Villino Astengo:
Carandini, Andrea: Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
- 2 : Tavole e indici. ---- Kort nr. 19.
De Guttry, Irene: Guide to modern Rome: from 1870 until today. Edizioni De Luca, 2001.
- side 34.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund --- derfor er Circus Flaminius og Crypta Balbi byttet om !!!!! ).
Roma Liberty : fascino e storia di uno stile. A cura di Ludovico Pratesi, Laura Rendina. Roma, Palombi Editori, 2001.
- side 31-33.
Roma liberty : itinerari tra Eclettismo e Modernismo (1870-1925) / Diana Alessandrini, Carla Cesaretti. - Roma : Palombi Editori, 2013.
- side 184-185.
Info.roma.it: Villino Astengo.
Alvaro de Alvariis: fotos af Villino Astengo

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 7.3.2017