Gemt i resterne af Den Aurelianske Mur, som rejser sig ved siden af Parken ved Viale Carlo Felice ligger et lille kapel viet til Santa Margherita.

Det gemmer sig i det fjerde tårn i Muren, et gammelt vagttårn fra dengang Muren var i brug som forvarsmur og bymur. Oratoriet stammer fra 1300-tallet eller tidligere (ifølge Rendina (se litt.note forneden) fra 4.århundrede) og det var meget søgt endnu i 1600-tallet, og omtales på kort og i turistguider helt op til 1800-tallet, hvorefter det mistede sin betydning, blev glemt og forladt og var i en tilstand af voldsomt forfald, inden det i 1914 blev restaureret af Antonio Munoz.

Resultaterne af restaureringen svandt dog hurtigt, antagelig på grund af den fugt, som trænger op i murene fra det lavtliggende område. For tårnet er netop bygget i en lavning og hvor dette har været tilfældet andre steder langs muren, for eksempel ved Porta Asinaria, har fugtproblemerne i tidens løb gjort det nødvendigt at hæve niveauet.

Oratorio di Santa Margherita er desværre som regel lukket, men nogle gange kan man måske være heldig at få et kig derind.

Adgangen er den lille port, som ligger i den lavning i Parken, som er tættest på Piazza di Porta San Giovanni. Ovenover ses i Muren 3 små vinduer med buet overkant. Over Muren ses toppen af det firkantede tårn og resterne af det, som var omdannet til et lille klokketårn med et enkelt vindue i hver side.

Rummet indenfor er ganske lille, nærmest kvadratisk og der er lavt til loftet. Væggene var bemalede med fresker, som blev restaureret i 1914 og desværre stadig er i meget dårlig stand. De er antagelig fra 1300-tallet og forestiller en Madonna med Barnet, forskellige helgener og diakoner (her kan man skelne en San Paolo og en Santa Margherita), samt dekorationer med blomster og geometriske mønstre. Loftet er bemalet med en stjernehimmel. Ifølge Rendina (se litt.note forneden) brugtes kapellet i 1300-tallet som eremitbolig af en meget from kvinde, som kaldtes Madonna Bona.

En niche er blevet lavet i en lidt senere tid, hvorved en af freskerne er blevet ødelagt. I nichen er opsat Pius IX's våbenskjold, men det er muligvis opsat senere. (Pius IX var Pave fra 1846 til 1878).

Kapellet var som nævnt meget søgt og Pave Clemens IX tillod, at der blev givet aflad til de troende, som besøgte det. Det kaldtes også "Le Prigioni di Santa Margherita" ("Santa Margherita's fængsel"), måske fordi det lå så afsides og skjult.

Litteratur om Oratorio di Santa Margherita:
Armellini, Mariano: Le Chiese di Roma dal secolo IV al XIX / di Mariano Armellini. Pubblicato dalla Tipografia Vaticana, 1891. (Internetudgave - også på engelsk!)
- side 801.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 253.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori. ----- Rione XV - Esquilino. A cura di Sandra Vasco Rocca. 1982.
- side 15, 16.
Rendina, Claudio: Le chiese di Roma. Roma, Newton Compton editori, 2007. (Tradizioni italiane, 62)
- side 199-200.