|
Det var gennem Porta Asinaria, at Generalen Belisarius drog ind i byen med den byzantinske hær i December 536, mens goterne flygtede ud gennem Porta Flaminia. Og det var denne Port, som de isauriske vagter åbnede for Totila's gotiske hær, der på grund af dette forræderi kunne bryde ind i Rom natten til den 17. December 546.
I 1084 måtte Porta Asinaria endnu en gang give op overfor en erobrer, da normannerne under Robert Guiscard trængte ind i byen og startede med at plyndre og ødelægge området. Under den derpå følgende ildpåsættelse led Porten stor skade.
300 år senere var det Ladislao (Vladislav) af Napoli, som trængte ind i Rom, måske gennem denne Port (ifølge Quercioli, se litt.note 1 forneden) eller gennem en breche i muren ved Porta San Lorenzo (ifølge Rendina, se litt.note 2 forneden). I 1408 beordrede samme Ladislao Porten muret til af forsvarsmæssige hensyn. Kort efter blev den dog atter åbnet og forblev i funktion indtil perioden under Pave Gregor XIII (1572-1585), hvor man begyndte at nyanlægge området. I den forbindelse blev det bestemt, at Porta Asinaria skulle lukkes og der i stedet skulle åbnes en ny byport i Muren lidt længere mod nordøst: Porta San Giovanni.
Da Porta Asinaria fra starten havde mindre betydning, havde den også fået et enkelt udseende. Den fik kun én bue og denne blev opført i teglsten.
På bysiden er porten opbygget med først en lav mur med en bue ind til en forplads, og derpå den dobbelte portbue under Bymuren, der løber på begge sider oven på en vold over en lang græsklædt voldgrav. Murværket rundt om portbuen er dækket af travertinplader. Ovenover er der 2 etager, den nederste med 5 skydeskår. Og på hver side står de oprindelige firkantede tårne, der rager endnu en etage op og hvorfra garnisonen kunne holde øje med vejen og området udenfor.
De to halvirkelformede tårne, som blev opført under Honorius, står på ydersiden af Muren og vender væk fra byen. De er opbygget i 3 etager med en høj base. Den nederste etage har ingen vinduer, mens de to øverste har en række mindre åbninger, hvorfra garnisonen kunne angribe indtrængere med kastemaskinerne, som var opstillet indenfor. Murværket omkring portbuen har en beklædning af travertinplader.
Den sparsomme travertinbeklædning rundt om portbuen er resterne af en tidligere fra Honorius-tiden, som smykkede hele Porten, men blev fjernet, da Porten blev lukket i 1574. De nedtagne plader blev genanvvendt til den nye Porta San Giovanni.
Efter Kejser Honorius' udvidelse nåede Porta Asinaria op på 20 meter i højden. Samtidig hævede man grundniveauet, som lå i en naturlig lavning i området. Måske var denne ændring nødvendig for at undgå fugtproblemer fra den nærliggende underjordiske vandkanal Marrana Mariana.
I garnisonens rum over portbuen findes stadig de baser i travertin, som brugtes når borgporten skulle hejses op og ned. Man lukkede derudover også med dobbeltfløjede træporte, som der også stadig kan ses rester af.
Porten har haft flere navne i tidens løb, blandt andre Porta Asinaria Lateranensis og efter 1200-1300-tallet Porta Sancti Iohannis Laterani. Navnet menes ifølge Steinby (se litt.note 3 forneden) måske at komme fra en slægt kaldet gens Asinia, som havde ejendomme i de områder, som Via Asinaria løb igennem.
|
|
