|
|
Kort om Domus Aurea: Neden under ruinerne af Trajan's Termer på Colle Oppio ligger under parkens græsdække ruinerne af det, der engang var Kejser Nero's drøm, hans Gyldne Hus, pragtpaladset Domus Aurea. I årevis var det tildækket og glemt, indtil man genopdagede det i Renæssancen og derefter er en del efterhånden blevet udgravet, men endnu ligger der et stort uudgravet område inde i højen. Idag kan man besøge udgravningerne og gå igennem en hel række rum med rester af den pragtfulde udsmykning, som Kejser Nero havde ønsket, da han efter Roms brand i år 64 efter Kristus lod de gamle paladser på Palatin forbinde med sit nye palads på Colle Oppio i et kæmpestort kompleks med haver, parker, kunstige søer, sjældne planter og dyr og kostbare kunstværker overalt. Her kunne han "endelig bo som et menneske", som Sueton refererer. Men han nåede ikke at nyde sin nye bolig længe, før han døde i år 68, så forhadt og afskyet af sine samtidige, at de efterfølgende kejsere gjorde, hvad de kunne, for at slette mindet om hans overdrevne ødselhed og herved splittedes det store kompleks op i forskellige områder med forskellig brug. Over selve paladset byggedes senere Titus' og Trajan's badeanstalter til offentlig brug og Domus Aurea's mure og rum blev ændret til kælder og fundament for de nye bygninger. Indgangen til udgravningerne ligger i Parco Oppio på Viale della Domus Aurea. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|