En rundgang i Domus Aurea

Det stykke af Det Gyldne Hus, der idag er tilbage på Colle Oppio er endnu ikke fuldstændigt udgravet og udforsket. Det er ca. 300 meter langt og 90 meter dybt, bygget på en udgravet terrasse i højsiden og ind i højen.

Huset var delt i to dele, den vestlige, private del og den østlige, officielle del, der muligvis er tilføjet senere. Man har fundet rester af reparationer, som viser, at Kejser Titus (79-81) også anvendte selve huset som residens, ligesom Kejser Otho , som regerede i 3 måneder i år 69, kort tid efter Nero's død. Faktisk har huset nok været beboet lige indtil den store brand i 104, hvor det blev så ødelagt, at det derpå blev brugt som understøttelse af Trajan's Termer, som det på sin vis skylder, at det stadig til en vis grad er bevaret.

Indgangen til udgravningerne går netop gennem Trajan's Termer, hvor støttemurene hertil er det første vi møder. Disse mure forvirrer helhedsindtrykket noget, ligesom de forandringer denne bygning har tilført det oprindelige hus, der havde buegange og store vinduer ud mod haveanlæg og gårde med en pragtfuld udsigt ud over dalen og de omliggende høje. I stedet for lyse og venlige rum møder vi nu mørke tillukkede "grotte-lignende" rum, sådan at man ved opdagelsen i Renæssancen først troede, at der var tale om bemalede klippegrotter!

Rundturen starter i vestfløjen (1), her ligger en række rum i forbindelse med en stor rektangulær gårdhave (2), det er denne del af Domus Aurea, som man mener har været Kejserens privatbolig, men det meste af den er ikke tilgængelig for besøgende for øjeblikket, i stedet for går turen til højre ind i et rum (3), hvorfra man kan få et glimt af gårdhaverummet, som under Trajan blev opdelt af en række mure. På endevæggen ind mod den underjordiske gang (criptoportico)(4) er der fresker med sorte firkanter med røde borter og her findes nogle rester af nogle af de tidligere bygninger, som udgjorde velhaverkvarteret på Colle Oppio i Republikkens tid og som blev ødelagt under branden i år 64.

De næste rum (5,6,7,8) var oprindeligt sammenhængende, men er nu opdelt af senere murværk og støttebuer i teglsten. Også her er der rester af bemaling, fresker med hvid bund og geometriske former. I en korridor (9) for enden af disse rum er der fresker med ørne med udspilede vinger, fugle og blomsterranker, en nøgen man med hjelm og lanse, der stiger ned fra himlen og betragter en sovende kvinde. Det er måske Guden Mars, der opdager og forfører den sovende Rea Silvia, men der findes delte meninger om dette.

Det næste rum (10) har sammen med det tilstødende rum (8) udgjort et nymfæum. Også her er det svært at danne sig et indtryk af forholdene på grund af de mange senere støttemure. Men man mener, at man helt nede fra den store gårdhave (2) gennem nogle buegange har kunnet se op til nymfæet (10) med dets springvand for enden. Muligvis har rum nr.8 også været uden tag og er først senere blevet overdækket af den 13,5 meter brede hvælving, hvoraf man kan se rester på begge sider. Man må forestille sig, at lyset har spillet en stor rolle i disse rum, hvor det faldt ind både fra gårdhaven (2), buegangene (8), mellemgangen og vinduerne i sidegårdene (11) for at spejle sig i vandet i nymfæet (10). Ved de senere ombygninger blev denne virkning ødelagt, rummene blev opdelt men fik en ensartet udsmykning af marmor på gulv og vægge med en mosaikbort under loftskanten, med en rød stribe med hvide kanter og indsatte konkylie-skaller. Man har således forsøgt at skabe en fantasi over en havgrotte og i mosaik fremstillet Polyfem, der modtager et glas vin fra Odysseus, et tema der var meget yndet i tiden.

Også i rummene længere inde under højen er der spændende fresker, blandt andet af en mand, der læner sig ud af et malet vindue og en frise med søjler i stuk og små figurer.

Fra nymfæet går man videre ind i den østlige del af paladset, her ligger først nogle underlige kantede rum, som stammer fra tidligere bygninger fra de magasiner ("Horrea") (19), som opførtes her under Kejser Claudius og som nedbrændte i år 64. Rummene er bemalede i gyldne farver og havde marmorgulv, hvoraf der stadig kan ses få rester. Herfra kan man gennem en glasrude se ind i sidegården (11).

Det næste rum (14) er malerier af vadefugle og blomstermotiver, dernæst (15) kan man over en dør se rester af bemaling med den kostbare purpurfarve.

"Salen med det gyldne loft" (16) åbnede sig ud mod parken og Colle Oppio's sydskråning bagved lå en stor femkantet gård og det store rum fungerede som triclinium (spisestue). Væggene var helt dækket af marmorplader og loftet af fresker af maleren Fabullo og af forgyldte stukrelieffer. I dag er der ikke meget tilbage af denne pragt, men man kan ane konturerne i loftet og i Biblioteca dell'Escorial i Madrid opbevares nu de akvareller, som Francisco de Hollanda malede i 1538, da man gravede sig ned i rummene og begejstredes over "grotteskerne", malerierne i "grotterne", som man først troede, at det drejede sig om.

Bagved tricliniet ligger endnu en korridor (17), der fortsætter ud i en endnu længere gang (18) mod øst. Også væggene her er dekorerede med fresker: på lys bund er der blomster, dyr og fugle og ægyptiske motiver, f.eks. Anubis, guden med hundehovedet. Den ca. 70 meter lange lige gang fortsætter mod øst i endnu en anden gang (20), som ikke er udgravet.

I det nordøstlige hjørne af den femkantede gård ligger nogle rum op til de gamle Horrea-mure, blandt andet et (21) med en fresko af et vindue åbent ud mod et fantasilandskab. Lige op til gården ligger et lille rum (22), hvor der over en af dørene er en smuk farvestrålende fresko forestillende en lille pavillon. Et af de følgende rum (23) mener nogle har været et bibliotek ud fra nicherne i væggene, mens andre mener, at nicherne har været anvendt til opstilling af statuer.

Støttemure fra Trajan's Termer har også her afskåret rummene, som oprindeligt har været åbne ud mod gården og ud mod de næste rum (24), hvor der stadig ses fresker af blomster, fantasidyr, kentaurer og fugle. Ved at krydse en korridor kommer man ud til et rum (25) med mosaikgulv i sort og hvidt geometrisk mønster med tre- og firkanter. Væggene er bemalede med rødt på sort bund og i den lille korridor for enden er der over døren et maleri af 3 personer rundt om et Minerva-alter. Denne korridor, der forstætter mod øst har i sin tid været åben ud mod dalen og parken nedenfor.

Salen ved siden af (26) kaldes "La sala di Achille a Sciro" og er rigt dekoreret: marmorplader dækkede væggene halvt op og resten er udsmykket med stukmønstre og malerier i det, der kaldes den "fjerde stil". Denne sal blev først opdaget i det 20.århundrede og er derfor et af de få rum, vi har besøgt, som ikke har været en del af Renæssancens opdagelser. Billedet af Achilleus på Skyros, som har givet salen navn, forestiller en scene fra Iliaden: For at redde sin søn fra krigens rædsler sender Thetis Achilleus til Skyros, en lille ø ved Euboia, hvor Kong Lycomedes klæder ham i kvindedragt og skjuler ham blandt sine døtre. Vi ser Achilleus blandt Lycomedes' døtre mens han prøver de våben, som den hjelmbærende Odysseus har bragt ham som gave, og derpå affører sig kvindetøjet for at drage i krig. Rundt om dette billede er der fresker af blomster og forskellige personer.

Herefter følger den ottekantede sal ("Sala ottagonale", 27), der danner centrum i denne del af komplekset: et stort ottekantet rum med et hvælvet loft, hvori lyset falder ned fra en stor rund åbning i midten. Rummet er let og luftigt, fordi det er åbent til alle sider, hvor 5 mindre rum støder til, også disse indbyrdes forbundne med en slags buegang. Det rum, der ligger overfor åbningen mod højen var et nymfæum, hvor man kan se rester af vandinstallationerne. Rummene ved siden af er korsformede med tøndehvælvede lofter. Alle rummene har været beklædt med marmorplader på væggene, mens loftsudmykningen har været forskellig, mosaik i nymfæet, stuk og fresker i de andre rum, mens selve den ottekantede sal tilsyneladende ikke bærer spor af en fast loftsbeklædning eller udsmykning, muligvis er den aldrig blevet færdig, eller der har været ophængt stof i loftet. Måske står vi her i den luksusspisesal, som Sueton fortæller hele tiden drejede rundt ligesom jorden. Der er dog overhovedet ikke fundet spor af nogen form for hydrauliske eller mekaniske installationer, som kan bekræfte denne påstand. Nogle forskere mener derfor, at salen måske blot har været et slags forrum til nicherne, hvor der har været opstillet statuer og andre kunstgenstande smukt oplyste gennem det store "vindue" i loftet. - Nye udgravninger har i September 2009 påvist, at den roterende spisesal ikke skal findes i bygningerne på Colle Oppio, men derimod på den modsatte side af Valle del Colosseo! (Læs om udgravningerne i SkyNews)

Det sidste rum, man kan besøge (28), er "La Sala di Ettore e Andromaca", som ligger lige efter den ottekantede sal i symmetri med "La Sala di Achille a Sciro" (26) og med samme opdeling af udsmykningen i malerier og stukdekorationer. Her findes fresker af dansende mænader (= kvindelige Dionysos-tilhængere) og satyrer og en række illustrationer til Iliaden: Hektor tager afsked med sin hustru Andromache og sin søn før kampen mod Achilleus, Achilleus' moder Thetis kører ud over havet fulgt af havmænd, mødet mellem Prins Paris og Helena. Kejser Nero skulle have været særligt begejstret for Iliaden og det fortælles, at han mens han stod og så på det brændende Rom, greb sin lyre og deklamerede Homers vers om det brændende Troja.

Herefter stopper udgravningerne og man må gå tilbage af samme rute. Endnu ligger der altså uopdagede rum og venter inde i Colle Oppio!