ANNAS ROM GUIDE
Udgravning under Auditorium Parco della Musica

Viale Pietro de Coubertin 30

Auditorium Parco della Musica. cop.Leif Larsson

Byggeriet af salene i Parco della Musica-komplekset begyndte i September 1995 og stod færdigt i begyndelsen af 2000-tallet. Under arbejdet fandt man rester af et stort antikt boligområde, stammende fra perioden midten af det 6.århundrede før Kristus til begyndelsen af det 3.århundrede efter Kristus.

Over 2000 kvadratmeter blev udgravet og herunder kunne man konstatere, at den ældste konstruktion stammede fra en bondegård i oldtiden, som måske ejedes af en velstående romersk borger, der muligvis har været soldat i Republikkens hær.

Denne bygning blev imidlertid ødelagt omkring år 500 før Kristus og på dens rester byggede man nu en stor, flot rigmandsvilla ved siden af en landsby med murede huse, som måske har været beregnet til at huse de slaver, som arbejdede i markerne. Dette kompleks lader til at have været i brug i årene 500-300 før Kristus.

Herefter har der været i hvert fald 3 forskellige ændringer i bebyggelsen, der har ændret meget på villa'ens udseende, indtil den til slut blev forladt i de første årtier af det 3.århundrede efter Kristus.

Nogle forskere har foreslået, at den store bygning skulle have tilknytning til den helligdom for nymfen Anna Perenna, som romerne fejrede hvert år den 15. Marts. Da vandrede romerne en mils vej ud af byen, ad Via Flaminia, til en lille lund tæt på Tiberens bred, hvor Anna Perenna skulle holde til.

Nyere arkæologiske udgravninger ved Piazza Euclide, der ligger tæt på Auditorium, menes at have fastslået, at Anna Perenna's helligdom lå netop på dette sted.

I det lille Museo Archeologico, som er indrettet i stueetagen i Auditorium's foyer kan man se modeller af bondegården og villaen i dens forskellige faser, samt forskellige fund fra udgravningen. Her er blandt andet udstillet køkkengrej, bordservice og ting, der har været brugt ved religiøse ceremonier. Desuden har man opbygget modeller af et madskab, en ovn til brødbagning og en oliepresse.

I et tilstødende rum er der udstillet fund fra udgravninger andre steder i nærheden, mellem floderne Tiberen og Aniene og vejene Via Nomentana, Via Salaria og Via Flaminia.

Litteratur og links om Auditorium Parco della Musica:
Auditorium's hjemmeside.
De Guttry, Irene: Guide to modern Rome: from 1870 until today. Edizioni De Luca, 2001.
- side 125.
Renzo Piano Building Workshop. (Projects > All projects > Parco della Musica Auditorium)


Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Kort over tur- området
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.10.2008 og sidst opdateret d. 11.3.2009