ANNAS ROM GUIDE
San Lorenzo degli Arcioni

Denne Kirke eksisterer ikke mere, men vi kender til den fra de gamle kirkekataloger. Desværre angiver de ikke den nøjagtige placering af Kirken, som var viet til San Lorenzo, men tilnavnet "degli Arcioni" henviser til Middelalderens Arcioni-familie og området Contrada degli Arcioni, der dækkede Quirinalhøjens nordvestlige skråning, fra nutidens Via del Traforo til Trevi-området og Via IV Novembre i dalen og Via XXIV Maggiohøjtoppen.

San Lorenzo-Kirken er nævnt i Catalogo del Signorili fra 1417-1431 mellem kirkerne San Nicola in Arcione, der lå ved krydset mellem nutidens Via del Traforo, Vicolo in Arcione og Vicolo del Gallinaccio, og Sant'Andrea delle Fratte, der ligger på den anden side af nutidens Via del Tritome. Det vil sige, at denne sidste Kirke ligger noget nordvest for det sted, hvor San Nicola.lå, og at Kirken San Lorenzo sandsynligvis skal søges indenfor dette område, måske omkring krydset Via Due Macelli og Via Capo le Case.

På netop dette sted har man i 1879 fundet rester af en ellers ukendt lille kirkebygning, som måske kan have været San Lorenzo.

KIRKENS HISTORIE:

Vi ved ikke noget om Kirkens grundlæggelse, men at denne har fundet sted før det 12.århundrede er i hvert fald sikkert, for San Lorenzo nævnes i 1192 i Liber Censuum. Herefter hører vi om den i katalogerne fra 1230, 1302 og 1417/31, hvorefter den ikke nævnes mere.

Kirken havde forskellige betegnelser: San Laurentius de Arcionibus, S. Laurentii de Archiionibus, San Lorenzo in Arcione og San Lorenzo degli Arcioni. Ifølge Hülsen (se nedenfor: litt.note 3) hørte den til under Kirken San Marcello og ifølge Armellini (se nedenfor: litt.note 1) modtog den 6 denarer til sin menighedspleje.

Litteratur om San Lorenzo degli Arcioni:
(1) Armellini, Mariano: Le chiese di Roma dal secolo IV al XIX. Tipografia vaticana, 1891.
- side 265.
(2) Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 115.
(3) Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo. Firenze, Olschki, 1927.
- side 280.
(4) Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.16.
(5) Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 121.

Kort over Viminal området
Spise og bo i området
Tilbage til Quirinalturen
Tilbage til Viminalturen
Andre turforslag
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 17.10.2009 og sidst opdateret d. 8.11.2009