Den nu forsvundne Kirke San Nicola in Arcione, der også omtales som San Niccolò in Archionibus, San Nicola de Arcione eller San Niccolò degli Arcioni, havde måske tilnavn efter det område, hvori den lå fra antagelig før 900-tallet og til 1907-1908, hvor den blev revet ned, da tunnelgaden Via del Traforo blev anlagt og forbundet med Largo del Tritone.

Contrada degli Arcioni hed i Middelalderen kvarteret her nede i dalen og op ad Quirinalhøjens nordvestlige skråning, mens området omkring Largo del Tritone senere fik et andet navn. Det kaldtes i begyndelsen af 1500-tallet Capo le Case = "For enden af husene", fordi den bebyggede del af Rom på det tidspunkt sluttede her, mens resten af området indenfor bymurene udgjordes af marker og vingårde og øde områder, hvor der ind i mellem lå en kirke eller et kloster. Den gamle Kirke viet til San Nicola fik derfor på denne tid tilnavnet San Nicola a Capo le Case.

KIRKENS HISTORIE:

Vi ved ikke noget om Kirkens grundlæggelse, men det er sikkert, at den eksisterede i slutningen af 900-tallet, hvor det muligvis ifølge Hülsen (se nedenfor: litt.note 3) er den, der nævnes i Pave Agapitus II's bulle af 25. Marts 955 og derpå i Pave Johannes XII's bulle af 8. Marts 962. Den nævnes i hvert fald sikkert i et dokument fra 1163 og derpå i de ældste kirkekataloger fra 1192, 1417 og 1431. Den lå omkring det sted, hvor Via in Arcione møder Vicolo del Gallinaccio og tog ifølge Delli (se nedenfor litt.note 2) og Lombardi (se nedenfor litt.note 5) fra 1200-tallet navn efter Arcioni-familien, der havde store ejendomme i området, hvorfra de selv havde taget deres navn. Sandsynligvis blev flere af familiens medlemmer begravet her i deres lokale kirke, men man kender ikke meget til dennes tidlige historie.

På et tidspunkt, nogle kilder siger 1478 andre 1569, var Kirken under San Marcello-Klosterets administration, men i 1560 overgav Pave Pius IV Kirken til Ordenen Servi di Maria, kaldet Serviterne, som derpå udbyggede den med et Kloster, som ikke mere eksisterer. I 1616 var Kirken meget forsømt og måtte rives ned og genopbygges. I 1625 optræder den som menighedskirke og kaldes på Maggi's kort fra samme år "San Nicolò a Gallo". Tilnavnet fik den af gyden ved siden af bygningen, Vicolo del Gallinaccio: Kalkun-gyden.

Kirken blev herefter flere gange repareret og renoveret, indtil den fik en gennemgribende ombygning i begyndelsen af 1700-tallet, hvor Serviterne lod arkitekten Girolamo Theodoli stå for arbejdet.

I 1827 overgik Kirken til broderskabet Arciconfraternita di Gesù, Giuseppe e Maria delle Anime Purganti, der havde den til 1907, hvor Roms Kommune eksproprierede den til nedrivning for at gøre plads til den nye gadeføring.

I Kirken holdt også broderskabet Confraternita del SS. Croccifisso Agonizzante til. Medlemmerne bar hvide kutter og bragte den sidste nadver til de syge.

KIRKENS UDSEENDE:

Kirken var orienteret således, at indgang og facade lå på nordsiden af Via in Arcione, dens venstre side lå ud mod Vicolo del Gallinaccio og den højre side ud mod en lille plads, der forbandt Via dei Serviti med Via Rasella og Via in Arcione.

Facaden var i 2 etager, adskilte af brede friser og gesimser, og opdelt i 3 felter ved hjælp af flade søjler, de øverste med korinthiske kapitæler. De 2 sidefelter var smallere end det centrale felt, der i stueetagen indeholdt den store indgangsdør under et stort gavlfelt med trekantet top rundt om et ovalt felt med et basrelief, og på den øvre etage indeholdt et stort rektangulært vindue under et ovalt felt mellem søjlekapitælerne. Øverst oppe kronedes midterfeltet af et buet gavlfelt, mens hele facaden sluttede i en trekantet gavl. Mellem stuen og førsteetagen løb et bredt bånd med indskriften."Archione Jesu Mariae et Joseph".

Kirkens indre var i ét skib med 3 kapeller i hver side, et dybt presbyterium og en buet apsis. Loftet var dekoreret med en fresko med motivet "La Gloria di San Nicola" udført af Giuseppe Passeri (1654-1714) og højaltertavlen var et maleri af "Madonna, Gesù, San Nicolò e San Filippo Benizi" af Pietro Sigismondi fra det 16.-17.århundrede. Desuden var der i Kirken en marmorbuste af Kristus, udført af Cosimo Fancelli (1620-1688) og et maleri af Luigi Gentile (1606-1667) med motivet "San Lorenzo che disputa con il tiranno" ("San Lorenzo diskuterer med tyrannen").

Armellini (se nedenfor: litt.note 1) nævner at der i Kirken var begravet mange medlemmer af de gamle familier Arcioni, Missore, Calcagni og Savelli. Desuden skal billedhuggeren Giacomo Antonio Fancelli (en broder til ovennævnte Cosimo Fancelli) være blevet begravet her i 1671.

Litteratur om San Nicola in Arcione:
(1) Armellini, Mariano: Le chiese di Roma dal secolo IV al XIX. Tipografia vaticana, 1891.
- side 265-266.
(2) Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 115.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
Rione II - Trevi. A cura di Angela Negro. Parte I. 1995: side 72ff.
(3) Hülsen, Christian: Le Chiese di Roma nel Medio Evo. Firenze, Olschki, 1927.
- side 390.
(4) Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.16.
(5) Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 125.