ANNAS ROM GUIDE

Giardino di Donna Olimpia

Lungotevere Ripa --- Se nr. 50 på Kort over Trastevere-Turen

Donna Olimpia's berømte landsted er forlængst forsvundet, ændret og formindsket til det idag blot omfatter en smuk have indenfor de mure, der omslutter Hospitalet Casa di Riposo Santa Francesca Romana, beliggende i Trastevere-kvarteret mellem Lungotevere Ripa, Vicolo del Canale og Vicolo di Santa Maria in Cappella.

Men hvem var denne Donna Olimpia? Det drejer sig om den adelige Olimpia Maidalchini Pamphilj, svigerinde til Pave Innocens X, som klart favoriserede hende og tilsyneladende i høj grad lod sig styre af den karismatiske kvinde. Noget som romerne ikke syntes om, hvorfor de forfattede massevis af smædeviser om hende og gav hende øgenavnet La Pimpaccia.

Fra 1650, få år efter at svogeren var blevet Pave i 1644, begyndte Donna Olimpia at opkøbe jord, ejendomme, huse, vandmøller, fiskepladser og bådanløb langs Tiberens vestbred i Rione Trastevere. Her planlagde hun at anlægge en lystgård, et landsted med en pragtfuld park, egen havn og badeanstalt, og med et stort lysthus i flere etager, hvor hun kunne tilbringe de varmeste timer i skygge ved flodbredden.

I 1654 overlod Innocens X Kirken Santa Maria in Cappella til sin egen Pamphilj-familie, der herefter kunne benytte den som deres private kapel mod at betale en erstatning til nonnerne ved Tor de' Specchi. Grunden til denne overførsel var netop Giardino di Donna Olimpia, som nu var ved at blive et fantastisk landsted med med en pragtfuld park med kæmpe blomsterbede og fontæner, samt i 1653 et lysthus (den tids lysthuse var betydeligt større end nutidens, der var nærmest tale om en fleretagers villa) med en fantastisk udsigt over floden.

Lysthuset omtaltes som Casino di Donna Olimpia. Det måtte desværre senere rives ned, da Lungotvere Ripa blev anlagt, og det samme gjaldt den mur mod floden, som Donna Olimpias søn Camillo lod opføre i 1665 for her at anlægge en lille badeanstalt, der kaldtes Bagno di Donna Olimpia. Også denne forsvandt, da digerne mod Tiberen blev bygget.

Selve parken var en stor kvadrat opdelt i 8 enorme bede med som centrum en fontæne, der spyede vand. I bedene var der mange slags sjældne planter, blomster, buske, prydtræer og frugttræer med blandt andet appelsiner og citroner. Til havens udsmykning beordrede Paven, at den skulptur af en snegl, som billedhuggeren Gianlorenzo Bernini havde udført til fonrænen på Piazza Navona, skulle stilles op hos Donna Olimpia. Projektet blev imidlertid aldrig realiseret, da Innocens X døde allerede i 1655.

Muren omkring Giardino di Donna Olimpia var på de 3 sider kantet med nicher, hvori der var opstillet allehånde statuer. Havens fjerde side var den, der vendte ud mod floden, og her var der inden opførelsen af lysthuset bygget en lille loggia.

Fra 1709 mistede familien imidlertid interessen for landstedet og de næste arvinger, Doria-Pamphilj-familien, lod området leje ud, men beholdt dog Kirken til eget brug indtil 1797.

Omkring midten af 1800-tallet voksede Pamphilj-familiens interesse for området igen. Dels lod Prins Filippo Andrea V Doria Pamphilj Kirken restaurere, dels startede han byggeriet af det Kroniker-Hospital, som vi kan se idag. Midlerne hertil kom fra en testamentarisk arv fra hans onkel Prins Carlo Doria, der døde i 1846. Til at forestå arbejdet ansattes arkitekten Andrea Busiri-Vici og den 2. Marts 1857 kunne byggeriet påbegyndes.

Men bortset fra at der - også efter anlægningen af Lungotevere Ripa - stadig blev bevaret et mindre jordstykke, der idag fungerer som fredfyldt oase indenfor Hospitalets mure, så var det med Hospitales udvidelser slut med Donna Olimpia's Lystgård.

Maleren Gaspar van Wittel har ca. 1690 udført flere akvareller med motiv af Tiberbredden med bebyggelse, se f.eks dette og dette. (NB: de åbnes i nyt vindue!) - Casino di Donna Olimpia ses som den høje, lyse bygning langt tilbage på flodens venstre side.

 

Litteratur om Giardino di Donna Olimpia:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1982 .
- Rione XIII, Trastevere, del 3: side 176-188.
Rendina, Claudio: Cardinali e cortigiane. (I Big Newton, Saggi, 164). Roma, Newton Compton editori, 1.ed., 2007.
- side 157-169.
I Rioni di Roma : storia, segreti, monumenti, tradizioni, leggende, curiosità / Alberto Manodori, Ludovico Pratesi, Claudia Cerchiai, Mauro Quercioli. Roma : Newton & Compton editori, 2005. ----- Volume 3: Trastevere, Borgo, Esquilino, Ludovisi, Sallustiano, Castro Pretorio, Celio, Testaccio, San Saba, Prati.
- side 862.
Versus Mare : una chiesa sulla via del Mediteraneo : Santa Maria in Cappella da Urbano II ai Doria Pamphilj. - Milano : Silvana Editoriale, 2015.
Roma segreta.it: S. Maria in Cappella.
Roman Chruches: Santa Maria in Cappella.
RomeArtlover.it: S. Maria in Cappella and Casino di Donna Olimpia.
Wikipedia (italiensk tekst): Chiesa di Santa Maria in Cappella.
Wikipedia (tysk tekst): Santa Maria in Cappella.
FOTOS:
Se Alvaro de Alvariis' photostream på Flickr.

Seværdigheder i området
Steder i området
Personer med tilknytning til området
Kort over området
Tilbage til turen
Fotos fra turen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.6.2017 og sidst opdateret d. 7.6.2017