I krydset, hvor Via Daniele Manin slutter i Piazza dei Cinquecento (til venstre) og Via Giovanni Giolitti (til højre) foran indgangen til Stazione Termini, udgravede man i 1872 resterne af en antik romersk villa, der har tilhørt en vis L. Octavius Felix.

Til ejendommen hørte blandt andet en lille sal med en halvcirkelformet apsis og et meget smukt marmorgulv. Og ejerens navn kender vi fra et stykke vandrør, hvori det var stemplet sammen med tilføjelsen c.v. : clarissinus vir: en meget glimrende mand, det vil sige en mand af senatorstanden. Man mener, at det drejer sig om en guvernør fra Dacia Apulensis i perioden 198-209, som senere blev senator - eller måske om dennes søn.

Husresterne dateres til første halvdel af det 3.århundrede efter Kristus, men nogle dele kan også være bygget/ombygget så sent som i begyndelsen af det 4.århundrede.

På grund af det hastværk, der i 1870'erne var med nybyggeriet i området på Esquilinhøjen, blev de arkæologiske fund under dette arbejde ikke ordentligt udgravet og undersøgt. Arkæologerne havde dårlige forhold at arbejde under og fik kun kort tid til deres undersøgelser, som de derefter publicerede i al hast og på summarisk vis. Til trods for at en kapacitet som Rodolfo Lanciani var tilknyttet undersøgelserne, er det altså ikke så mange og fyldestgørende oplysninger, som vi har om disse huse og ejendomskomplekser, som for en kort tid kom for dagens lys. Mange dele forsvandt ved planeringen af de bakkede område, mens andre ligger under den jord, som blev påfyldt de lavereliggende områder. Og nogle af disse dukker så op, når vejarbejder og reparationer skal udføres i vore dage.

Ved den første registrering af Domus L. Octavii Felicis havde man kun en mindre del af et hus at forholde sig til. Lanciani beskrev en lille, skråtliggende søjlegang med doriske søjler i stuk, som med en lille trappe førte ned til et større rum, der lå lidt lavere. Dette havde gulvbelægning i mosaik med et geometrisk mønster i sort og hvidt og her fandt man hovedet og en del af en arm fra en statue af en faun. I østvæggen var der en lille niche med en fontæne i et lille vandbassin. Det var her, at man fandt et vandrør med ejerens navn.

Bagved denne væg lå der en trekantet åben gårdsplads, hvorunder vandledningen løb. Den skrå søjlegang vendte ud herimod og fik lys fra gården, der var belagt med mosaik i store tern og med en marmorkant langs sidemurene. Østvæggen var bemalet med fresker med motiver fra naturen, men på disse havde nogle indridset noget graffiti og tegn af seksuel karakter.

Til højre for denne mur lå det aflange rum, som afsluttedes med en stor halvcirkelformet apsis. Det flotte rum, som sikkert har været beregnet til særligt fint brug, havde meget flot marmorgulv af tynde plader i mange forskellige farver og marmortyper, så som Pavonazzetto, Africano, Alabastro, Giallo Antico og Portasanta, udført i det såkaldte "opus sectile". Dette gulv blev fjernet for at give plads til kloakledningen under Via Giolitti.

I rummets sydvæg var der en bred døråbning, mens der i den modsatte side bag apsis var adgang til et mindre - og ellers lukket - rum, der også var meget kostbart og raffineret udsmykket. Også her var der et smukt mosaikgulv med geometrisk mønster, men det var lagt ovenpå et gulvvarmesystem! Og væggene var pudsede og bemalede med store billeder, hvoraf det midterste indeholdt figurer og fugle.

Efter disse undersøgelser blev området så dækket under den nye gade og de nye karréer langs østsiden af Via Daniele Manin. Og på forskellige tidspunkter i det næste århundrede blev Jernbanestationen ombygget og metrotunnellerne gravet, uden at der blev foretaget nogen nye undersøgelser af huset. Men i 1998 var det nødvendigt at forny kloaksystemet under det, der idag hedder Piazza dei Cinquecento, og ved denne lejlighed fik arkæologerne atter mulighed for at grave i de gamle husrester. Det blev denne gang nordøsthjørnet af rummet med fontænen, som man fik adgang til.

Fordi gulvet i dette rum lå lidt lavere end i de tilstødende rum, havde det ikke været nødvendigt at fjerne det ved anlægget af kloakledningen, så det stod stadig, som da Lanciani havde beskrevet det. Væggene var derimod i dårlig stand og der var ikke meget tilbage af det puds og den freskodekoration, som tidligere kunne ses. Det var der heller ikke af den lille fontæne, som havde været i vejen for kloakken og derfor for størstedelen var blevet fjernet. Til gengæld fandt man rester af en trappe, som viste, at huset oprindeligt havde haft flere etager.

Der blev derefter også foretaget nogle udgravninger på fortovet og forpladsen til stationen ud mod Via Giolitti og her har man nu fundet andre rum, som sandsynligvis har hørt til L. Octavius Felix' hus. Udgravningsfeltet lå mellem Stationens kælderetage og nogle mure til Metrostationen og strakte sig i 20 meters længde. Heroppe lå der også to rum, hver især med en halvcirkelformet apsis i meget fint murværk og dækket af et tyndt pudslag og på ydersiden smykket med en flad søjle. Den største apsis lå mod nord og havde i den ene side en indgangsdør. Gulvet var dækket af teglsten, der var lagt direkte på jorden og derfor ikke så godt bevaret. Denne del af huset har tilsyneladende været ældre end resten og har undergået nogle ændringer, da komplekset blev udvidet. Gulvet i denne største apsis lå også noget lavere end i de tilstødende rum.

Bag døren i den største apsis lå der på ydersiden en trappe, men hvor den har ført hen vides ikke. Resten er forsvundet under indretningen af kælderetagen under Stationsbygningen.

Udgravningerne klarlagde en del af kompleksets historie. Blandt andet har det undergået i hvert fald 3 faser, hvor gulvet hver gang er blevet hævet og forsynet med forskellige belægninger, og væggene har fået nye pudslag. Især i den anden fase var der gjort meget ud af pudsudsmykningen, som i den tredje fase blev fjernet for at skabe et bedre, drænet underlag for mosaikgulvet.

Udgravningerne i 1998 bragte også nye fund for lyset. Man fandt to marmorbuster, der desværre manglede hovederne, men ellers var i meget fin stand. De dateres til et tidspunkt mellem den anden halvdel af det 2.århundrede og begyndelsen af det 3.århundrede. Man mener, at de stammer fra huset, selvom de er fundet udenfor den store apsis. Det er dog også muligt, at der har været en eller anden form for gårdhave her bagved huset.

De nye udgravninger samt målene på det tidligere udgravede, særligt fine rum lader formode, at dette Domus ikke har været blandt de allerstørste, men hørte til blandt de mindre af middelstørrelsen. Dog antager man, at komplekset kan have været på mere end 400 kvadratmeter. Det får vi desværre aldrig verificeret, da den nordlige del for altid er forsvundet under Stazione Termini. Heroppe lå til gengæld et rigt kvarter, med store ejendomme, som havde forbindelser til kejserfamilierne i det 2. og 3.århundrede efter Kristus. Og et kort stykke fra Domus L. Octavii Felicis lå det badeanlæg, som Naeratius Cerealis lod opføre omkring midten af det 4.århundrede.

Litteratur om Domus L. Octavii Felicis:
La casa ritrovata: Domus L. Octavii Felicis / di Manola Pales e Oberdan Menghi. Forma Urbis (tidsskrift), 1999, 4. - ISSUU (elektronisk udgave).
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.17.
Platner, Samuel Ball: A topographical dictionary of ancient Rome. Completed and revised by Thomas Ashby. Oxford University Press, cop.1926.
- side 186.
Richardson, L.: A New Topographical Dictionary of Ancient Rome. Baltimore and London, The Johns Hopkins University Press, 1992.
- side 132.
Via Cavour. Una strada della nuova Roma. A cura di Giuseppe Cuccia. Roma, Palombi Editori, 2003.
- side 142-144.