|
|
|
|
|
løber oppe på Esquilinhøjen mellem Kirken Santa Maria Maggiore og jernbanestationen Stazione Termini. Gaden ligger i kvarteret Castropretorio, Rione XVIII. Navnet skyldes den venetianske patriot og statsmand Daniele Manin, som levede fra 1804 til 1857 og viede sit liv til kampen for at befri Norditalien fra det østrigske overherredømme. Gaden udgår fra Via dell'Esquilino ved Piazza dell'Esquilino ud for Kirkens apsis. Den har et helt lige forløb i nordøstlig retning, parallelt med Via Cavour mod vest og Via Gioberti mod øst. På sin vej mod nordøst gennemskæres den af 3 gader, der ligesom Via Manin er anlagt i tiden efter at Rom blev Italiens hovedstad i 1870. De gamle landområder blev her underlagt den nye byplan og alle gader afsat som lige linier og med rette vinkler, hvor der ikke blev plads til mange afvigelser. Først skæres Via Manin af Via Farini, derpå følger krydset Via Principe Amedeo og endelig Via Giovanni Amendola, inden Via Manin slutter i Piazza dei Cinquecento (til venstre) og Via Giovanni Giolitti (til højre) foran indgangen til Stazione Termini. GADENS HISTORIE: Netop i dette kryds udgravede man i 1872 resterne af en antik romersk villa, der har tilhørt en vis L. Octavius Felix. Til ejendommen hørte blandt andet en lille sal med en halvcirkelformet apsis og et meget smukt marmorgulv. Og ejerens navn kender vi fra et stykke vandrør, hvori det var stemplet sammen med tilføjelsen c.v. : clarissinus vir: en meget glimrende mand, det vil sige en mand af senatorstanden. Man mener, at det drejer sig om en guvernør fra Dacia Apulensis i perioden 198-209, som senere blev senator - eller måske om dennes søn. Husresterne dateres til første halvdel af det 3.århundrede. Andre husrester fra omkring midten af det 4.århundrede blev udgravet i 1873 under byggeriet af de første husblokke nede ved Via dell'Esquilino. Fundet, der bestod af fundamenter og et større antal skulpturer og bygningsfragmenter, blev desværre kun overfladisk studeret og registreret, fordi det hastede med byggeriet, men det drejede sig om et privat badeanlæg, som havde tilhørt Naeratius Cerealis, der havde været konsul i år 358 efter Kristus. Men området var tidligere en del af det store haveanlæg Horti Lolliani - fra de sidste år før Kristi fødsel og til det 2.århundrede efter, hvor det begyndte at blive bymæssigt bebygget. Med store og rige villaer. Som led store skader under barbarangreb og krigen mellem Byzans og longobarder. Og egnen blev øde og forladt med kirker og klostre som beboede småøer. Der hvor nutidens Via Manin starter, lå Kirken Santi Cosma e Damiano, som skulle være grundlagt af Pave Symmachus i årene 498-514. Den lå tilsyneladende på det, der idag er Via dell'Esquilino, eller nord for denne, mens Kirken San Luca i hvert fald fra før 1300-tallet lå lidt længere nede mod Piazza dell'Esquilino. Med Renæssancen genopvækkedes interessen for området og de rige Kardinaler opkøbte jorden for at indrette deres pragtfulde landsteder. Hele området nord for Santa Maria Maggiore kom til at tilhøre Kardinal Montalto: Felice Peretti der senere valgtes til Pave Sixtus V i 1585-1590. Her opkøbte han blandt andet den vingård, som tidligere havde tilhørt Francesco Cappelletti og lå omkring nutidens Via Giovanni Amendola. Og her lod han opføre sit store landsted Villa Montalto, som han derpå forærede til sin søter Camilla Peretti. Efter i nogen tid at være gået i arv i Peretti-familien, blev det solgt flere gange og endte til sidst som Massimo-familiens ejendom. Og det var denne familie, der solgte jorden fra, da det nye bystyre i 1870erne vedtog en udbygning af området, der nu kaldtes "Quartiere Esquilino". Øst for selve opholdsområdet i Villa Montalto, lå der et stort område med træer, nærmest en lille skov, som nu blev udstykket til den nye bydel. Allerede omkring 1881 stod de første nye karréer færdige og de nye gader, blandt andre Via Manin, tog form. EN TUR GENNEM GADEN: De huse, som ligger på det første stykke af Via Manin, inden Via Farini, var nogle af de første, der blev bygget. Det er store firkantede karréer med tilhugne sten på stueetagernes facader og hushjørner, med pudsede mure på de øvrige etager, der alle har mange og høje vinduer under vandrette eller trekantede overliggere. Huset på højre side rummer en skole, Liceo Classico Statale Pilo Albertelli, som oprettedes i 1879. Huset på gadens venstre side er magen til de huse, som på denne side følger efter Via Farini, mens husene på gadens højre side er enklere med helpudsede facader - bortset fra hjørnehuset ved Via Principe Amedeo, der gentager temaet fra husene på venstre side. Efter Via Principe Amedeo ligger der til gengæld - stadig på venstre side - et nyere hus. Men husene på højre side er blandt de tidlige bygninger og fortsætter den samme stil i facaderne: mere eller mindre tilhuggede stenkvadrer i stueetagen og førstesalen og pudsede facader i de fire øvre etager. Samme stil fortsætter i bygningerne efter tværgaden Via Giovanni Amendola, men disse huse er også bygget i første bygningsperiode 1870-1880. Den sidste del af Via Manin's højre side er dog aldrig blevet fuldt bebygget, men består idag blot af lave et-plans bygninger, nærmest i form af barakker eller garage-/værkstedsbyggeri, selvom de nu huser både restauranter og barer. Heroppe er vi nemlig tæt på jernbanen, der ligger lige på den anden side af Via Giolitti, med den store nye indgangshal som slutpunkt for Via Manin. Nærheden til Stazione Termini kan også aflæses i udnyttelsen af Via Manin, der huser talrige restauranter, hoteller og pensionater.
Litteratur om Via Daniele Manin: |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|