ANNAS ROM GUIDE
San Bernardino al Foro Traiano

Kirken San Bernardino da Siena al Foro Traiano lå i sin tid, som navnet antyder, ved Trajan's Forum. Den har i hvert fald ligget her fra før 1461, hvor den nævnes i et kirkeligt dokument.

Kirken var viet til helgenen San Bernardino da Siena og beboedes af nonner af Franciskaner-Ordenens underafdeling "Terzo Ordine Regolare" ("Le Terziarie Francescane"). I 1596 blev disse nonner imidlertid flyttet hen ved Kirken Santa Agata dei Goti og der blev bygget en ny Kirke og et Kloster til dem i Via Panisperna på hjørnet af Via di Sant'Agata dei Goti. Den nyopførte Kirke blev ligeledes viet til San Bernardino, men kaldtes til forskel for den gamle San Bernardino ai Monti.

Den gamle Kirke ved Foro Traiano overlod Kardinal Gerolamo Rusticucci ved et dekret af 3. November 1596 til et nyt broderskab, som var blevet oprettet i 1595 af 2 romerske sognepræster, don Giovanni Battista Bellobono og don Paolo Ciccio, med det formål at tage sig af forældreløse og fattige pigebørn, de såkaldte "zitelle sperse".

De nye brugere af San Bernardino da Siena al Foro Traiano skiftede nu Kirkens navn, da de viede den til Santa Eufemia, idet de her genbrugte navnet på den tidligere kirke Santa Eufemia al Vico Patricio, der var blevet revet ned omkring 1590. Kirkens nye navn blev derfor Santa Eufemia al Foro Traiano.

Den gamle kirkebygning med det nye navn lå derpå indtil 1812 ved den gamle gade Via Alessandrina ud for Trajans Marked og blev revet ned, da ruinerne af dette skulle fritlægges.

Litteratur om Kirken San Bernardino da Siena al Foro Traiano:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 3: side 10.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.
Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998.
- side 60.
Roma Sacra. Elio de Rosa editore. Itinerario 30, 2005.
- side 2.


Fotos fra området
Kort over området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 21.11.2005 og sidst opdateret d. 28.11.2006