|
|
Denne kirke, som kaldes enten Sant'Arcangelo Feruntesta eller Sant'Angelo Ferintesta har muligvis slet ikke eksisteret. Måske er det blot et andet navn for det nu forsvundne Oratorio di Sant'Arcangelo i den gade, der i Middelalderen hed Vico Patricio og nu hedder Via Urbana. Eller måske er det et tilnavn til Kirken Santa Eufemia al Vico Patricio. Det er dog sandsynligt, at der virkelig har eksisteret en kirke med dette navn. I så fald mener man, at den var blevet rejst på et eller andet tidspunkt før det 8.århundrede på et stykke jord, der lå i nærheden af den nu forsvundne kirke Santa Eufemia al Vico Patricio, som stod omtrent på det sted, hvor Via Urbana og Via di Santa Maria Maggiore krydser hinanden. I begyndelsen af det 9.århundrede lod de to kirker bygge et fælles kloster på det stykke jord, som lå imellem dem. I Liber Pontificalis kan man læse om Pave Leo III (795-816), at han forsynede begge kirker og deres kloster med forskelligt udstyr. I buller udstedt af Pave Cølestin III (1191-1198) og Pave Innocenzo IV (1243-1254) nævnes det, at Chiesa di Sant'Arcangelo var under beskyttelse af en vis Gregorio de' Paparoni, som overgav den til Basilica di Santa Maria Maggiore. Da gaderne i området blev udvidede og planerede under Pave Sixtus V (1585-1590), blev Santa Eufemia revet ned, Nogle ruiner blev imidlertid stående op til 1625, hvor Giulio Mancini omtaler dem som nu anvendt som hølade og nævner nogle mosaikker fra Leo III's tid. Sant'Arcangelo Feruntesta gik herefter helt i forfald og i det 17.århundrede byggede man et bolighus på ruinerne. Dette blev senere revet ned sammen med resterne af Santa Eufemia, da Kirken Bambin Gesù og det tilknyttede kloster blev opført i det 1735-36. Tilnavnet "Feruntesta"/"Ferintesta" betyder "jern i hovedet" og skyldes et billede i kirken, hvor man så Ærkeenglen i færd med at kløve Satan's hovede med sit sværd. Litteratur om Sant'Arcangelo Feruntesta: Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975. - side 864 Lombardi, Ferruccio: Roma - le chiese scomparse. Fratelli Palombi Editori, 2.ed. 1998. - side 45. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|