ANNAS ROM GUIDE
Teatro Apollo
Teatro Eliseo på Via Nazionale

I den sydvestlige del af Via Nazionale ligger der på gadens nordvestside mellem Via Mazzarino og Via della Consulta en bygning med et lidt specielt udseende. Den er kun i 2 etager, men med høje, store vinduer og flankeret af 2 brede overdækkede indgange under store buede glasvinduer. Det drejer sig om det gamle Teatro Apollo, der idag huser både Teatro Eliseo (i nr.183A) og den trendy cocktailbar Café Renault (i nr.183B).

Stedet har siden år 1900 haft flere forskellige funktioner og adskillige navne. I starten var her et udendørs teater med navnet Arena Nazionale eller Teatro d'Estate ("Sommerteatret").

Allerede i årene 1910-1911 erstattedes det åbne teater med en "rigtig" bygning. Denne var tegnet af ingeniør Serafini Amici og teaterlokalet, der kom til at rumme det nye Teatro Apollo, var indbygget i et kompleks af andre lokaler, beregnede til udlejning til forretninger og restauranter. Her kom for eksempel Magazzini Piatti til at ligge.

Teatro Apollo var den første teaterbygning med et loft i armeret cement. Teatersalen var ellipse-formet - som den stadig er det idag - og ved siden af lå der et stort lokale til lager og magasinbrug. Dette lokale blev dog allerede i 1912 udskilt fra teaterrummet og indrettet til varieté og dansehal under navnet Sala Apollo, mens selve teatret derefter kaldtes Cines.

Den nuværende facade blev opført i 1914 og Magazzini Piatti rykkede ind i den del af stueetagen, der idag huser caféen. Samtidig reduceredes Teatro Cines til biograf, der i 1917 skiftede navn til Gran Cinema. Omsider omdannedes bygningen igen til teater i 1918 med det nye navn Teatro Eliseo.

Læs mere om: Teatro Eliseo, Teatro Eliseo's historie, Arena Nazionale eller Teatro d'Estate ("Sommerteatret"), Sala Apollo, Teatro Cines, Gran Cinema, Magazzini Piatti og Café Renault.


Litteratur om Teatro Apollo:
La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003.
- side 1209.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
- Rione I - Monti. A cura di Liliana Barroero. Parte IV. 1984: side 124f.
Severi, Stefania: I teatri di Roma. Newton Compton editori, 1989.
- side 224f.
Teatro Eliseo (Teatrets hjemmeside)
Teatro Eliseo på Facebook.

Wikipedia: Teatro Eliseo.

Kort over området
Fotos fra området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.11.2008