er en moderne, lang, lige og bred boulevard, der går fra Piazza della Repubblica i nordøst til Via XXIV Maggio ved Monte Magnanapoli i sydvest.

Den løber i dalsænkningen mellem to af Roms syv høje: Viminalhøjen mod sydøst og Quirinalhøjen mod nordvest. Denne dal kaldtes tidligere "Vallata di San Vitale", San Vitale-dalen, efter den gamle kirke, som har ligget her siden år 400 ved den antikke vej Vicus Longus, som havde omtrent samme forløb som Via Nazionale (den antikke vej startede dog sit løb lidt mere mod nordvest (omkring nutidens Piazza San Bernardo) og løb derpå lidt mere skråt ned mod sydøst til omkring Piazza del Grillo, nord for Augustus' Forum).

Et stort jordområde i dalen, begyndende med Villa Strozzi og efterhånden strækkende sig helt ned til Via del Boschetto, blev fra midten af det 19.århundrede opkøbt af den magtfulde Kardinal Francesco Saverio De Merode, der påtænkte at udbygge området til et moderne bykvarter, men til trods for at han solgte grundene billigt, lykkedes det kun at få bygget 3 boligkomplekser oppe ved Piazza della Repubblica på det øverste stykke af gaden, som dengang kaldtes Strada Nuova Pia til ære for Pave Pius IX.

Den gamle exedra fra Diocletian's Termer på den nuværende Piazza della Repubblica blev gennembrudt og den nye boulevard fik sin start her og kom til at løbe parallelt med Strada Pia, den nuværende Via XX Settembre. Byggeriet startede i 1864 i området omkring Via Torino og bygningerne heroppe er udført i en speciel stenart "macco", en blød og hvid sten.

I 1880'erne overtog Roms Kommune byggegrundene og på det tidspunkt fik gaden så navnet Via Nazionale og man havde planer om at den skulle starte med en triumfbue for Kong Vittorio Emanuele II, men planen blev droppet ved kongens død. Man overvejede også at lade gaden fortsætte ned til Fontana di Trevi, hvorved den berømte plads så ville være forsvundet, men af økonomiske årsager endte man med at lade vejen stoppe ved Largo Magnanapoli. Det var den første gade i Det nye Kongerige's Hovedstad Rom, som kunne forbinde Hovedbane-stationen med kvartererne i centrum.

I den sidste del af 1800-tallet og begyndelsen af det 20.århundrede opførtes så bygningerne langs det "nederste stykke" af gaden: Kirken San Paolo entro le Mura i 1873, Albergo Quirinale i 1874, Palazzo delle Esposizioni i 1882, Banca d'Italia i 1892-1904.

Under arbejdet med anlægget af den brede nye boulevard i 1876 blev gadeniveau'et i det "nederste stykke" meget sænket, hvorved Villa Aldobrandini's sydmur ud til Largo Magnanapoli blev hævet og den oprindelige indgangsport over mod Kirken Santa Caterina måtte blændes. Desuden blev gaden ført igennem parken, så denne blev betydeligt beskåret. Under gaden har man hernede fundet rester af antikke forretninger, gader og et hus i 3 etager, ligesom Kejser Constantin's Termer lå her ovenpå en kunstigt bygget terrasse, omtrent hvor Villa Aldobrandini nu ligger. De sidste ruiner af disse Termer blev ødelagt, da Via Nazionale blev anlagt.

Det samme gælder desværre også mange rester af antikke bygninger, som man fandt under anlægs- og byggearbejderne. Det gælder "Balneum dei Claudii", som lå under den kunstige terrasse til Constantin's Termer, en mosaik fra det 3.århundrede fundet ved San Vitale, et antikt patricierhus, et Tempel til Guden Silvanus og et marmorværksted fra Middelalderen fundet under Banca d'Italia.

EN GENNEMGANG AF SEVÆRDIGHEDER PÅ VIA NAZIONALE:

NORDVESTSIDEN med start oppe ved Piazza della Repubblica:

Piazza della Repubblica kalkerer den store exedra i muren ind til Diocletian's Termer, der dækkede det store område nordøst for pladsen. De halvcirkelformede bygninger på begge sider af Via Nazionale er opført af arkitekten Gaetano Koch i årene1888-89. Hvor Via Nazionale nu bryder halvcirkelen, lå tidligere den lille kirke "Cappella di Santa Caterina d'Alessandria".

De næste bygninger langs Via Nazionale er heroppe som nævnt udført i den bløde, hvide stenart macco. Et lille stykke nede af vejen skæres den af tværgaden Via Torino og her ligger på hjørnet Palazzo Galluppi, en beboelsesejendom bygget i 1867 af arkitekten Bernardino Galluppi. Det er et 3-etagers hus med en stor buet port flankeret af søjler forneden og en enkelt balkon på hver etage.

Kort efter følger endnu en tværgade, Via Firenze, derpå Via Napoli og på stykket herefter ligger et boligkompleks udført af artikekten Carlo Tenerani, bygget på et jomfrueligt sted, hvor der tidligere kun har ligget marker og vingårde, der engang tilhørete Monastero delle Monache Barberine. Denne ejendom ligger mellem Via Napoli, Via Nazionale og Via delle Quattro Fontane, et langt hus i 5 etager med en noget monoton facade og en stor indgangsport flankeret af søjler. Heri husedes engang et museum med værker af billedhuggeren Pietro Tenerani, som var elev af Thorvaldsen.

Det følgende gadekryds forbinder to lange, lige veje: Via delle Quattro Fontane, som går vestpå og senere som Via Sistina når helt op til Monte Pincio og pladsen Trinità dei Monti, og Via Agostino Depretis, der går østpå op til Cispius-højtoppen på Esquilin og Kirken Santa Maria Maggiore. Det er en lang forbindelsesvej udtænkt af den store byplanlægger Pave Sixtus V (og derfor i sin tid kaldt Strada Felice efter Pavens fødenavn Felice Peretti), som også lod Piazza dell'Esquilino pryde med en obelisk, mens Pave Pius VI senere lod en tilsvarende opsætte ved Trinità dei Monti.

Herefter støder sidegaden Via Genova til, kig op af denne og se det lille parkanlæg på Colle Quirinale's top eller gå et smut op af vejen, hvor Via di San Vitale munder ud, under denne gade er der fundet brolægning fra den antikke Vicus Longus, der altså havde denne retning.

Lige efter Via Genova må vi til gengæld kigge ned, for langt under nutidens gadeniveau befinder sig idag den gamle kirke San Vitale, der af den fromme romerske kvinde Vestina blev indviet til helgenen San Vitale og hans sønner San Gervasio og San Protasio. Kirken er fra omkring år 400 og selvom den er ombygget senere, kan man i den se rester af den gamle bygning. På et tidspunkt ejedes kirken af Jesuiter-Ordenen, som også havde Kirken Sant'Andrea oppe på Quirinalhøjen og derfor forbandt de 2 kirker med et stort haveanlæg, der desværre er forsvundet idag. Det strakte sig nede fra San Vitale og op til Via del Quirinale i det område, hvor blandt andet Via Genova nu ligger.

Ved siden af Kirken San Vitale ligger så Palazzo delle Esposizioni (Udstillingspalæet) også kaldet Palazzo delle Belle Arti (De Skønne Kunsters Palæ), der er bygget af arkitekten Pio Piacentini i 1882 til kunstudstillinger, hvad det også anvendes til idag.

Tværgaden Via Milano er endnu en forbindelsesvej fra Santa Maria Maggiore og ind i byen, den er her (med navnet Via Ferrara) ført igennem en tunnel ("Traforo Umberto I") under Quirinalhøjen for senere at munde ud på Largo del Tritone under navnet Via del Traforo. Tunnelen er bygget i 1900 efter en tegning af Alessandro Viviani og indgangsportalen er tegnet af Pio Piacentini og Marcello Podesti.

Efter Via Milano følger sidevejene Via Parma og Via della Consulta og mellem denne og den næste sidegade Via Mazzarino ligger en stor bygning i Liberty-stil (Jugendstil), som både huser det store Teatro Eliseo og den moderne Cafè Renault. Huset er bygget på et område, hvor der tidligere var haver tilhørende det bagvedliggende Palazzo Rospigliosi - og disse terrasseanlagte haver var anlagt på resterne af de antikke Constantin's Termer.

Til slut støder Via XXIV Maggio til nede ved pladsen Largo Magnanapoli. Her er der et lille anlæg midt på pladsen med nogle ruiner af den gamle Servius-bymur mellem høje palmer.

SYDØSTSIDEN med start nede ved Largo Magnanapoli:

På det første stykke ligger muren ind til Villa Aldobrandini, resterne af den store park fra det 16.århundrede. Da Via Nazionale blev anlagt, blev den ført ind gennem Villa Aldobrandini og for at undgå en altfor stor højdeforskel med en stejl skrænt ned til Forum-området, blev gadeniveau'et desuden sænket, så parken idag nærmest henligger som "en hængende have". Også den oprindelige indgangsport ud til Largo Magnanapoli kom derved til at "hænge" over niveau og der blev lavet en anden fra Via Mazzarino, hvor man på vej op til parken kan se ruiner fra de tidligere antikke bygninger. Muren blev i 1876 forsynet med to pavilloner i stil med den gamle på Largo Magnanapoli.

Mellem Via Mazzarino og Via dei Serpenti ligger Banca d'Italia's hovedsæde, bygget af Gaetano Koch i 1892-1904. Bygningen ligger i det, der var den gamle vingård "Orto Mercurelli", den sidste vingård som forsvandt i det centrale Rom. Tidligere ejedes disse vingårde blandt andet af de nærliggende kirker San Vitale og San Lorenzo in Panisperna.

Lige bagved Via Nazionale ligger mellem Via dei Serpenti og Via del Boschetto den lille, skrå gyde Vicolo dei Serpenti, der viser hvorledes den antikke Vicus Longus fortsatte i denne retning.

Via Milano fører mod sydøst langs Viminalhøjens sydvestlige skråning op til en af toppene på Via Panisperna i Monti-kvarteret og her ligger Palazzo Carimini bygget af den kendte arkitekt Luca Carimini som bolig for familien. Kort efter følger Via Genova, som møder Via Palermo og derpå stopper brat nedenfor Viminalhøjens nordvestside. Det samme gælder sidegaden Via Venezia inden vejkrydset, hvor man gennem Via Agostino Depretis kan se op til Kirken Santa Maria Maggiore.

Efter Via Napoli, hvor maleren Roesler-Franz havde ejendom og hvor nu den amerikanske anglikanske kirke San Paolo entro le Mura ligger, følger Via Firenze og her ligger Albergo Quirinale fra 1874 som den første nybygning i 1870'ernes Rom, der fra starten var planlagt som hotel for alle de nye turister, man påregnede ville strømme til det nye Kongerige's hovedstad. Ved siden af hotellets hovedindgang er der opsat en mindeplade for General Giacomo Medici, der forsvarede Vascello i 1849. Ejeren Domenico Costanzi lod i tilknytning til hotellet opføre Teatro dell'Opera, hvis indgang ligger nede i Via Firenze.

Lige før Via Torino ligger i nr.5 et af de første beboelseskomplekser, der blev bygget her i 1867. Det er en 4-etagers bygning med en stor bue over indgangsdøren og en jernbalkon ovenover.

Mellem Via Torino og Piazza della Repubblica ligger Palazzo Nathan bygget af Cesare Janz. Indgangen til den 5-etagers bygning er i Via Torino nr.122 og huset er ikke så stort, men facaden er smukt udsmykket, bemærk især 3. og 4. salen, hvor vinduerne har smukke rammer med karyatider og kannellerede søjler i dobbelt højde. På hjørnet er der balkoner med søjler, en firkantet forneden og buede foroven.