ANNAS ROM GUIDE
Teatro Eliseo : historie og arkitektur


Nutidens Teatro Eliseo, Via Nazionale 183A, ligger på en grund, som tidligere hørte til parken omkring det bagvedliggende Palazzo Rospigliosi. Denne ejendom ligger på det hjørne af Quirinalhøjen, hvor i sin tid Constantins Termer rejste sig, og resterne heraf blev først revet ned i begyndelsen af det 17.århundrede, da palæet skulle bygges. Bagved hovedbygningen lå haven, der var anlagt i terrasser ned mod Magnanapoli. Den tredje og nederste terrasse blev inddraget, da den nye og brede Via Nazionale blev anlagt i 1876.

I år 1900 anlagde man i den resterende del af palæets have et udendørs teater, der efter den nyanlagte Via Nazionale kaldtes Arena Nazionale eller Teatro d'Estate ("Sommerteatret").

Allerede i årene 1910-1911 erstattedes det åbne teater med en "rigtig" bygning. Denne var tegnet af ingeniør Serafini Amici og teaterlokalet var indbygget i et kompleks af andre lokaler, beregnede til udlejning til forretninger og restauranter. Her kom for eksempel Magazzini Piatti til at ligge.

Det nye teater, der nu fik navnet Teatro Apollo, var den første teaterbygning med et loft i armeret cement. Teatersalen var ellipse-formet - som den stadig er det idag - og ved siden af lå der et stort lokale til lager og magasinbrug.

Det var dette lokale, som i 1912 blev udskilt fra teaterrummet og indrettet til varieté og dansehal under navnet Sala Apollo, mens selve teatret nu kaldtes Cines.

Den nuværende facade for både Teatret og forretningslokalerne blev opført i 1914 og Magazzini Piatti rykkede ind i den del af stueetagen, der idag huser Café Renault. Facaden er et af de bedste eksempler på Art Nouveau i denne del af Rom, hvor stilarten kaldes "Liberty". Den er i 2 etager, med høje, store vinduer og flankeret af 2 brede overdækkede indgange under store buede glasvinduer. De mange store vinduer har smukt udførte sprosser af støbejern.

Selve teatersalen var imidlertid nu blevet meget reduceret i størrelsen og omdannedes derfor til biograf, der i 1917 skiftede navn til Gran Cinema. Allerede året efter omdannedes bygningen dog igen til teater med det nye navn Teatro Eliseo.

I 1936-37 gennemgik Teatret en stor renovering og ombygning tegnet af arkitekterne Luigi Piccinato, S. Radiconcini og Bruno Zevi. Teaterrummet blev herved udvidet til at kunne rumme 1300 tilskuere og det tidligere lagerrum og Sala Apollo blev atter en del af Teatro Eliseo med navnet Ridotto dell'Eliseo.

I 1983 stod arlitekten Giancarlo Capolei for endnu en renovering af bygningen, hvorved antallet af tilskuerpladser blev reduceret til 956. Samtidig ændredes Ridotto dell'Eliseo til en lille scene med 300 pladser og blev døbt Piccolo Eliseo.

Teatro Eliseo på Via Nazionale

Læs mere om: Teatro Eliseo - kort fortalt, Arena Nazionale eller Teatro d'Estate ("Sommerteatret"), Teatro Apollo, Sala Apollo, Teatro Cines, Gran Cinema, Magazzini Piatti og Café Renault.


Litteratur om Teatro Eliseo:
La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003.
- side 1209.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori.
- Rione I - Monti. A cura di Liliana Barroero. Parte IV. 1984: side 124f.
Politikens kulturguide - Rom. Politikens Forlag, 2000.
- side 348.
Severi, Stefania: I teatri di Roma. Newton Compton editori, 1989.
- side 224f.
Teatro Eliseo (Teatrets hjemmeside)
Teatro Eliseo på Facebook.

Wikipedia: Teatro Eliseo.

Kort over området
Fotos fra området
Spise og bo i området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 2.11.2008 og sidst opdateret d. 12.9.2009