Hvor der idag i Rom ved Via IV Novembre ligger Palazzo INAIL, stod mellem 1886/88 og 1929 Teatro Drammatico Nazionale, hvor man opførte teaterstykker, balletter, opretter og operaer.

Bygningen var tegnet af arkitekten Francesco Azzurri og blev opført i 1886 og indviet den 28. juli med opførelsen af stykket "La Locandiera" af Carlo Goldoni. Under byggeriet fandt man blandt andet en bronzestatue af en hvilende bokser (Pugile in riposo) og en statue af en konge (Sovrano), som man i dag kan se i Museo Nazionale Romano. Statuerne, der begge dateres til sen-hellenistisk tid, stammer muligvis fra Constantin's Porticus, der måske lå bagved Palazzo Colonna.

Man fandt desuden flere blyrør med indskriften "bidentales" med henvisning til de præster, der tog sig af offersteder, hvor lynet var slået ned. Et sådant sted lå i sin tid lidt højere oppe ad Quirinalhøjen ved Kirken San Silvestro al Quirinale.

Fra 1886/88 og i årene fremefter opførtes der som nævnt dramatiske stykker, operaer, opretter og balletter på Teatro Drammatico Nazionale, blandt andre operaen "Don Pasquale" af Donizetti. Men bygningen blev også brugt til udstillinger som i 1905, da nogle unge kunstnere i protest mod det etablerede system udstillede deres værker under navnet "I Rifiutati": "De der fik afslag".

I 1929 besluttede man at rive Teatret ned og under dette arbejde fandt man rester på ca. 4 meters længde af den gamle Servius-Bymur. Nogle forskere (V.E.Bianchi) har desuden antaget, at den antikke Senaculum-bygning, hvor Kejser Heliogabalus' mor Giulia Soemiade præsiderede, har ligget på dette sted.

Også det antikke Domus tilhørende militærmanden L. (Lucius?) Cornelius Pusio Annius Messalla har ligget her i nærheden, da man har fundet en bronzetavle herfra på nabogrunden til højre, hvor idag Palazzo Campanari ligger.

I den sene Middelalder fra det 13. til det 17.århundrede, stod her omkring Kirken San Lorenzo in Biberatica.

I 1886 dannede forfatteren og impresario'en Eugenio Tibaldi et teaterkompagni af dygtige skuespillere, som skulle have fast ophold i Rom og opføre italienske teaterstykker med skyldig hensyntagen til landets mange dialekter. Som tilholdssted for det nye kompagni, kaldet Compagnia Drammatica Nazionale, valgtes en grund ved den nyanlagte Via IV Novembre og Teatro Drammatico Nazionale blev opført herpå.

Bygningens facade var i nyklassicistisk stil i 2 etager, der kronedes af en bred frise med Teatrets navn under et buet gavlfelt, der indrammede et relief og øverst oppe overvågedes af en ørn med udspilede vinger. Facaden var vertikalt opdelt i 3 dele, en bred midterdel, der i stueetagen rummede 3 store, buede indgangsdøre og på førstesalen en smal balkon med seks høje søjler med korinthiske kapitæler. Sidefelterne var smalle og havde i stueetagen hver en firkantet indgangsdør med et kvadratisk vindue ovenover, mens førstesalens sidefelter hver rummede en niche med en stående statue. 2 liggende statuer flankerede det øverste, buede midtergavlfelt.

Denne klassiske facade dannede en scenisk baggrund for den, der kom fra Via IV Novembre og Piazza Venezia, ligesom Palazzo INAIL's dramatiske facade gør det idag.

Bagved den øverste del af bygningen lå en hængende have, der strakte sig ud mod Quirinalhøjens skråning. I det hele taget måtte arkitekten tage hensyn til terrænets skrånende karakter og den ringe dybde, som var til rådighed i stueplanet. Løsningen blev en stor, flot trappe, med forskellige afsatser og balkoner, op mod tilskuerrummet, der var i hesteskoform med dobbelte balkoner og 3 stolerækker. Der var plads til omkring 1200 tilskuere.

Teatrets indretning og udsmykning var udsøgt med stuk og malerier og ekstra forskønnet med opstillede statuer. Der var flere sideudgange, blandt andet mod Quirinalhøjen og bygningen havde både gaslys og elektrisk lys. Scenen var stor og moderne og forsynet med telefon!

I en periode havde Teatret stor succes med sine opførelser af blandt andet "In porteneria" af Verga og "Tristi amori" af Giacosa, men efter Eugenio Tibaldi's død gik det tilbage for stedet, da det romerske publikum begyndte at foretrække andre af byens teatre, nemlig Teatro Quirino og Teatro del Valle, som nu blev meget populære, og til sidst måtte Teatro Drammatico Nazionale lukke. Grunden blev solgt, bygningen nedrevet og erstattet med nutidens Palazzo INAIL.

Litteratur om Teatro Drammatico Nazionale:
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione II, Trevi. del 4 / Angela Negro: side 84.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.
Severi, Stefania: I teatri di Roma. Newton Compton editori, 1989.
- side 188f.
Roma, ieri, oggi, domani. Periodici Locali Newton. Anno V n.50, Novembre 1992.
- side 48.