"Titulus Vestinae" var navnet på den kirke, som i slutningen af det 4.århundrede blev bygget ved anikkens Vicus Longus. Kirken kendes idag under navnet "San Vitale" og ligger omtrent midtvejs på Via Nazionale's nordvestside.

Navnet fik Kirken efter den kristne romerske matrone Vestina, som ved sin død i slutningen af det 4.århundrede efterlod alle sine ejendele til det kapel, hvor de 2 helgener brødrene Gervasius og Protasius, som ifølge legenden havde lidt martyrdøden i Milano under Kejser Nero's kristenforfølgelse, blev dyrket i Rom.

Hun bestemte yderligere i sit testamente, at det beløb, som salget af hendes smykker og værdifulde indbo kunne indbringe, skulle bruges til at bygge en kirke i basilikaform med 3 skibe, og at hendes ejendomme skulle overgå til denne kirke, så den kunne råde over indtægterne herfra. I "Liber Pontificalis" nævnes 9 huse og 7 grunde eller landejendomme.

Den kirke, som nu blev bygget, antagelig på en af Vestina's grunde, kom til at ligge i dalsænkningen mellem de to høje Collis Quirinalis og Collis Viminalis og fik navnet Vestina's titulus, hvor "titulus" på latin betyder det skilt med ejerens navn, som var opsat på et hus.

Det var diakonen Livianus, som stod for byggeriet sammen med præsterne Ursicinus og Leopardus, hvoraf den sidste også havde stået for restaureringen af Kirken Santa Pudenziana og udsmykningen af Kirken Sant'Agnese "extra muros" samt flere andre byggerier.

I begyndelsen af det 5.århundrede stod Kirken færdig og kunne indvies af Pave Innocens I (402-417), der viede den til de samme 2 helgener, som det gamle kapel. Samtidig udstyrede Paven også den nye kirke med meget og smukt udstyr, sølv- og bronzekar, lamper, lysestager, kalke og meget andet og han udnævnte den til "titulus"-kirke med tilknyttet kardinal-embede og efter sin velynderinde fik den navnet "Titulus Vestinae".

Denne tidlige kirke var altså bygget i basilikaform med et bredt midterskib med en apsis for enden og 2 smallere sideskibe. Ansvaret for at passe kirken blev lagt hos præsterne ved Kirken Sant'Agnese "extra muros" og mange af præsterne, der kom til at gøre tjeneste ved "Titulus Vestinae", ligger begravet ved Sant'Agnese.

Den facade, vi idag ser på Kirken San Vitale ud mod Via Nazionale (se foto), er en af de få ting, der stammer fra den gamle kirke ligesom portico'en, apsis og den første stykke af hovedskibet. Den smalle gård, der ligger på kirkens højre side idag svarer til det gamle højre sideskib og murrester herfra kan se på muren ind til nabohuset. Murene var skiftevis af tuf-sten og teglsten.

I aktstykkerne fra den romerske synode i 499 finder vi 3 underskrifter af præster ved "Titulus Vestinae", men da Pave Gregor I (590-604) bestemte, at den særlige kirkeprocession med enker skulle udgå herfra, blev kirken benævnt "Ecclesia Martyris Vitalis", altså "Kirken San Vitale". I en årrække herefter vekslede betegnelsen for kirken, men da den blev kraftigt ombygget under Pave Leo III (795-816), blev den udover til de 2 martyrbrødre viet til brødrenes forældre San Vitalis og Santa Valeria, som også havde lidt martyrdøden.

Den ombyggede kirke havde stadig 3 skibe, men det var nødvendigt under ombygningen at rive en del af de gamle mure imellem skibene ned og at erstatte 4 søjler med store flade piller. Murværket i den ombyggede kirke er også anderledes end i den gamle kirke; idag kan man i højre side nederst kan se murværk i tuf og teglsten fra det 5.århundrede, mens man længere fremme kan se en mere uregelmæssig opmuring af teglsten og genbrugssten og kun tuf anvendt øverst oppe. Det er dog også muligt, at disse mure stammer fra senere ombygninger i det 11./12.århundrede (se plan over kirkemurene).

I det 12./13.århundrede byggede man 2 store buer over sideskibene højt oppe i kirken, de hvilede på nogle store flade søjler ind mod hovedskibet, som idag udgør selve kirkerummet, hvor man kan se resterne ragende ud kort efter de øverste sidealtre.

Med forskellige mindre reparationer stod kirken således, indtil Pave Sixtus IV i anledning af Jubelåret 1475 lod den ombygge. På dette tidspunkt blev de 2 sideskibe sløjfet og kirken ændret til ét enkelt skib ved at mure vægge op mellem søjlerne, der skilte skibene. Det er denne ombygning, som idag udgør Kirken San Vitale.