ANNAS ROM GUIDE

Via dei Foraggi

Se til højre for nr. 21 B på Kort over Velabro-Turen

 

Via dei Foraggi er en lille gade, som i Velabrodalen i kvarteret Rione Campitelli forbinder (Via del) Foro Romano i nord med Via dei Fienili i syd.

Gadens navn betyder kvægfodergaden, altså et sted, hvor der opbevaredes og handledes med foder til kvæg, ligesom tværgaden Via dei Fienili var det sted, hvor høladerne befandt sig.

Via dei Foraggi blev åbnet i 1611 og kaldtes dengang for Via dei Fienili, mens det først var i 1800-tallet at navnet ændredes til Via dei Foraggi.

EN TUR GENNEM VIA DEI FORAGGI:

Fra indhegningen omkring Forum Romanum i nord, starter den lange, lige Via dei Foraggi med 2 gulkalkede hjørnehuse:

Huset til højre, som står på vestsiden af Via dei Foraggi, er en lang lav bygning, som er knyttet til Kirken Santa Maria delle Grazie al Monte Tarpeo, der står længere mod vest i (Via del) Foro Romano. Bygningen, som stammer fra 1400-tallet benyttedes af det gamle hospital Ospedale delle Grazie. Der er ud mod (Via del) Foro Romano 9 fag (med numrene 4 og 5) i 2 etager og mod Via dei Foraggi 5 fag, ligeledes i 2 etager. Herudtil er der ingen indgange og gadenumre.

Husrækken på Gadens vestside fortsætter med en række sammenbyggede ejendomme i hver 2 etager - men med lidt forskelle i højden. Den første bygning har 2 fag og er lidt lavere end den næste, som har 8 fag med 2 indgangsdøre mellem stueetagens vinduer. Husnumrene her er 70 og 71. Den tredie del af den lange 2-etagers bygning er igen lidt lavere end den forrige og tagskægget er meget mindre fremspringende. Her er 3 fag med brede murstykker imellem og ingen indgange og husnumre. En lille mellembygning følger efter - i kun ét fag, men med en tagterrasse over andenetagen og derpå et tagstykke, som skråner opad mod den næste 3-etagers bygning, som er i 2 brede fag, men uden døre. Den sidste af dette sammenbyggede bygningskompleks er igen i 2 etager og har 3 fag uden indgange - adgang foregår nemlig gennem et bred portbue i nr.69, indsat i en lavere mur.

Gadens sidste ejendom på denne side er samtidig hjørnehus mod Via dei Fienili, hvorudtil det høje, lyst gult pudsede 4-etagers hus har 3 fag og en portal med nr. 66, mens der mod Via dei Foraggi er 5 fag, dog er der kun 3 vinduer i stueetagen og til venstre en dobbelt bred, firkantet port med nr. 68.

TILBAGE fra Via dei Fienili går turen mod nord:

Hjørnehuset på østsiden af Via dei Foraggi er en 4 etager høj ejendom med høj kælder, som især har høje vinduer ud mod Via dei Fienili, hvortil der er 4 fag med kun kælderindgange, mens der til Via dei Foraggi er 5 fag med en høj indgangsportal i midten i nr. 93. Over indgangsdøren står på portalens vandrette overligger: "ANNO DOM MCMIX" : "I Det Herrens År 1909". Muren i stueetagen er pudset og og forsynet med stenmønster, mens facaden højere oppe er i en lys rosa farve. På hushjørnet sidder i førstesals højde et lille rundt Madonna-billede i glaseret majolika (se foto fra info.roma.it).

En 5-fags ejendom har pudset facade i en mørk okker farve og indridset stenmønster forneden omkring indgangsportalen i lyst marmor og stuk. Husnummeret er 91-92. Bygningen er i 4 etager med en mindre 5.etage tilbygget foroven.

Det næste - meget lavere - hus er bygget sammen af 2 smalle, gamle huse. Den første har samme højde som det næstes 3 etager, men kun ét stort vindue på midten og en stor firkantet forretningsåbning forneden. Nabobygningen til venstre har derimod reelle 3 etager og 2 fag med et smalt vindue til venstre og en bred indgangsbue i bred stukkarm til højre. Førstesalens vinduer sidder tæt sammen i huset højre side, mens andensalen kun har ét stort vindue anbragt over de 2 nedenfor.

Endnu en 2-fags ejendom med 2 lignende brede indgangsbuer med numrene 88 og 88A følger. Huset har her 3 etager og en tilbygget 4. etage, en nypudset facade i mørk okker med hvide vandrette lister under vinduerne.

Nabohuset til venstre har 4 meget høje etager og 2 fag. I stueetagen er der en smal dør til venstre, et lille kældervindue i midten og til højre en bred, firkantet garageåbning med nummeret 87. Facaden er pudset op i en lidt falmet okker farve og har smalle hvide lister under førstesalens og trediesalens vinduer. På førstesalen er disse forsynet med gavlfelter i profilerede snirkler, mens andensalens vinduesrammer har vandrette overliggere.

Så følger en lavere, 3-etagers bygning med 4 fag, 2 firkantede portåbninger til venstre og en bred, gammel stenbue som portal til højre i nr. 86. Facaden er i okkerfarvet puds og vinduerne har enkle, hvide flade stukrammer.

Et 2-fags hus med 2 brede portbuer med travertinstykker under buernes stuk og numrene 82 og 83 har 4 etager i en facade med lyst okkerfarvet puds.

Ved siden af står en 4-etagers ejendom i 5 fag med stueetagens facade dækket af gråt puds med stenmønster omkring de mange døre og et enkelt vindue: til venstre en smal indgangsdør (nr.78) i profileret ramme, dernæst en vindue, og så endnu en indgangsdør i profileret ramme (nr.79), efterfulgt af en firkantet butiksåbning (nr.80) og endnu en bred indgangsdør (nr.81) i ligeledes profilerede rammer. Etagernes vinduer over de grå vandrette lister i den rosa facade er alle høje og i profilerede rammer, på førstesalen toppes de af profilerede trekantede gavlfelter, mens andensalens har vandrette overliggere og trediesalens brede underkarme.

Et ældre nabohus har 2 store portbuer med numrene 76 og 77 i stueetagen og 2 fag rektangulære vinduer på førstesalen, samt 2 vinduesbuer på andensalen. Tagudhænget er meget fremspringende og facaden okkerfarvet.

Ved siden af står til venstre en 5-fags ejendom i 3 etager med til venstre en overbygget ekstra etage og til højre en tagterrasse. Vinduerne er høje, rektangulære og i enkle stukrammer, mens åbningerne i stueetagen alle er forskellige og særligt udført. Til venstre i nr. 73 er der en gammel portbue i teglsten, ved siden af i nr. 74 en kraftig grå marmorkarm med snirkler og en udskåret bue rundt om en indgangsdør. Herefter følger et lille vindue i en nichebue og en høj og bred portbue i teglsten med endnu en indgang og nr.75. Til sidst ses endnu et lille vindue i en nichebue.

Den sidste ejendom på gadens østside er samtidig hjørnehus til (Via del) Foro Romano mod nord. Det er en speciel bygning med mange specielle detaljer og vinduer og døre anbragt med uregelmæssige mellemrum og forskudte for hverandre. Til venstre i stueetagen er der en indgangsdør (nr. 72) i en lille karmløs bue, mens nogle vinduer højere oppe - både som buer, runde og firkantede vinduer - er forsynet med brede rammer i brændte teglsten. Mod (Via del) Foro Romano er der 3 etager og 4 fag - dog kun 3 på andensalen. Nederst er der til venstre et bredt vindue mellem 2 smalle, alle i rammer og med kunstfærdige karme og topstykker. Til højre sidder indgangsdøren i nr. 3 i en rammeløs bue, men under en udbuet stenbalkon båret af slanke konsoller. Her på førstesalen sidder til højre 3 vinduer i en tredobbelt bue - måske der engang har været en åben terrasse her - eller også skal det blot se sådan ud for effektens skyld. Øverst flankerer 2 mindre vinduer i let profilerede stukrammer et større og højere vindue, som toppes af et profileret, trekantet gavlfelt. Facaden slutter her i en trekantet gavl.

 

Litteratur om Via dei Foraggi:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 394.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X, Campitelli, Parte Quarta / a cura di Carlo Pietrangeli. - 2. edizione. - 1992. ------- side 34.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton Editori, 2004. --- Volume Secondo: E-O.
- side 545.
Info.roma.it.: Via dei Foraggi.
Roma Segreta: Via dei Fienili.

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.10.2025 og sidst opdateret d. 27.10.2025