ANNAS ROM GUIDE

Via dei Fienili

Se til venstre for nr. 20 på Kort over Velabro-Turen

 

Via dei Fienili - Gaden med høladerne - befinder sig i 2 af Roms kvarterer, nemlig Rione X Campitelli og Rione XII Ripa, i området Velabro hvor den forbinder gaderne Via di San Teodoro (i øst) med Piazza della Consolazione (i nordvest). Undervejs møder den de mindre sidegader Via dei Foraggi og Via Bucimazza.

Førhen fandtes der i Rom flere gader og gyder med dette navn, men idag er der kun Velabro-gaden tilbage. Den tidligere Via dei Fienili i Rione Trastevere har idag skiftet navn til Via della Paglia, mens en anden Via dei Fienili i nærheden af Piazza del Popolo er helt forsvundet. En Vicolo dei Fienili i Trastevere er nu en del af Via della Paglia, mens Vicolo dei Fienili i Velabro idag kaldes Via dei Foraggi, altså den lille sidegade mod nord.

I Antikken var den nuværende gades område mod øst en del af den fra syd kommende vej Vicus Tuscus, som idag nogenlunde kalkeres af Via di San Teodoro, opkaldt efter Kirken San Teodoro, står ved Palatinhøjens fod omtrent ud for Via dei Fienili's udmunding. Kirken er meget gammel og allerede før 500-tallet var der her en diakonibygning, samt måske et domus og mod nord det store lagerkompleks Horrea Agrippiana.

Kort før Via dei Foraggi støder til fra nord krydsedes gaden af den antikke dræningskanal Cloaca Maxima, som på et langt stykke mod nord fulgte Vicus Tuscus for derefter af slå et kantet sving mod vest og så mod syd og langs den lille trekantede plads og sidegaden mod vest, Via Bucimazza, hvor den efter endnu et kantet sving drejede mod syd og ned over området, hvor Janus-Buen står idag.

Ved den ovenfornævnte trekantede plads og frem mod nutidens Piazza della Consolazione stod muligivs et Tempel for Gudinden Felicitas, Aedes Felicitatis, mens der mod nord lå et lejlighedskompleks, et "domus". Nord herfor løb den antikke Vicus Jugarius langs Capitolhøjens fod.

EN TUR GENNEM VIA DEI FIENILI:

Gadens sydside ses til højre, når turen startes fra Via di San Teodoro:

Her er hjørnehuset (se foto fra borgato.be), med 8 fag mod Via di San Teodoro og 3 fag mod Via dei Fienili, i 3 etager med pudset facade, som er en del af det til venstre liggende Kolbe Hotel Rome (Via di San Teodoro nr.46-50). Hotellets kerne er det gamle kloster fra 1625, som i begyndelsen af 1900-tallet fungerede som kollegium for franciskanerne, kaldet International Seraphic College, og som i 1912 ombyggedes til et nyt kloster, Convento di San Massimiliano Maria Kolbe dei frati minori conventuali, hvoraf en del stadig benyttes således idag, mens en anden del er ombygget til hotel og opkaldt efter Fader Maximilian Kolbe, en polsk Franciskanerpræst som døde i 1941 i Auschwitz og i 1982 blev helgenkåret af Pave Johannes Paul II. Bag hotellets mure findes en stor og smuk have.

Hjørnehuset har numrene 44-38 ud til Via di San Teodoro og kaldes også Palazzo Cartone, opført i 1868 af adelsmanden Antonio Cartone, som det kan læses af indskriftstavlen på muren mellem nr. 42 og 38 (se foto fra borgato.be). I denne bygning åbnedes i 1870 det nye Italienske Kongeriges første kommunale drengeskole og i 1970 opsattes en tavle til minde om skolens første rektor Bernardino Bolasco (se foto fra borgato.be).

Palazzo Cartone har i Via del Fienili nr. 42C en smuk indgangsportal (se foto fra borgato.be) med en profileret marmorbue under en vandret overligger og en frise med teksten "A Fundamentis" ("Opført fra grunden"). En indskrift som er en fortsættelse af den på førstesalens vinduesbue, hvor der står: "A.D. MDXXXLXVII" ("I Det Herrens År 1867").

Palazzo Cartone fortsætter mod vest i en lang, lav, et-etagers mur i rosa puds (se foto fra borgato.be) med først en høj kannelleret portbue mellem 2 flade søjler i cremefarvet stuk og dernæst et murstykke med 2 små halvcirkelformede vinduer, inden den næste del af bygningen, som er i 2 etager med en tagterrasse samt 3 fag med numrene 42 E. Muren i stueetagen, hvor indgangen er i nr. 42 F, er dækket af lyst puds med stenmønster, mens den ovenover er pudset op i lys rosa med cremefarvede dekorationer i form af kannellerede buer over de rektangulære vinduer og små rundeller imellem disse. Over portalen står teksten "A.DOM. MDCCCLXVIII" ("I Det Herrens År 1868") (se foto fra borgato.be).

Endnu en lang lav mur med 2 halvcirkelformede vinduer følger herfter som beskyttelse af haveanlægget bagved, inden:

Den sidste del af Komplekset, som er en 2-etagers bygning, som "knækker mod sydvest (se foto fra borgato.be). Der er 2 fag på begge sider af "hjørnet" med en stor dyb bue i nr.43 i stueetagens første del og 2 buer efter knækket, i nr. 43 A en portbue i bred stukramme og i nr. 43 B en indgangsdør i samme slags ramme. Murene er pudset op i en mørk okker farve med en lys kannelleret stukfrise under vinduerne, der er i kannellerede stukrammer. Den følgende 3-etagers bygning i 3 fag har samme murfarve og vinduesudformning men en meget bred indgangsdør i en høj, profileret marmorbue med husnummer 44.

Herefter fortsætter husrækken fra nr. 44 som Via Bucimazza, hvis sydlige del danner den ene side af det lille trekantede torv, der er opstået her.

Sidegaden Via Bucimazza forbinder her Via dei Fienili med Via di San Giovanni Decollato og Piazza della Consolazione.

Det lille trekantede torv afbryder her Via dei Fienili's løb, som genoptages efter den åbne plads (se foto fra borgato.be), hvor der mellem denne gade og Via Bucimazza står en stor karré i 5 etager med en overbygget senere etage. Huset har 4 fag mod Pladsen og 6 fag mod Via dei Fienili. Facaden er i lyst rosa med hvidt, stenmønstret puds i stueetagen, samt på hushjørner og enkelte flade søjlerækker, samt om vinduerne, der har profilerede karme. De 3 første og de 2 sidste buer i stuen er indgange til forretninger, mens der i nr. 53 er en hovedindgang i en portal med hjørnerelieffer af hammer og ambolt, emblem for Lauget Università dei Ferrari.

Det sidste hus på Via dei Fienili's sydside er hjørnehuset mod Via di San Giovanni Decollato og Piazza della Consolazione. Der er tale om en bygning i 5 etager med smukt udskåret tagudhæng og hjørnerække i stenmønster, samt lystoppudset facade, der på de 2 nederste etager har stenmønster. Ejendommen har 3 fag mod Via dei Fienili med i stueetagen 2 forretningslokaler i nr. 56 og 58, med imellem et rektangulært vindue i nr. 57. Mod Via di San Giovanni Decollato har huset dog kun et enkelt fag uden indgang.

Overfor denne ejendom og denne side af Via dei Fienili åbner nordsiden sig til pladsen Piazza della Consolazione, hvor Kirken Santa Maria della Consolazione's store facade dominerer billedet.

TUR TILBAGE mod Via di San Teodoro:

Hjørnehuset mod Piazza della Consolazione er en stor og tung bygning i 5 høje etager med en facade i mørkt okkerfarvet puds. På de nederste etager er denne med stenmønster og lodrette rækker af kvadersten løber langs hushjørnet, der er ganske svagt afskåret og på førstesalen giver plads til et meget stort relief med et Madonna-billede ("Madonna Annunciata" i bøn fra 1600-tallet, se foto fra info.roma.it). Mod Pladsen har bygningen ikke mindre end 10 fag med en meget høj og imposant portal i midten. Mod Via dei Fienili er der kun 5 fag med 2 mindre indgangsdøre, en i midten og en yderst til højre.

Nabohuset til højre er i 4 etager og 4 fag med en lyst oppudset facade og lyse, enkle vinduesrammer. I stueetagen er til venstre i nr.60 en smal indgangsdør flankeret af flade let udskårne søjler og toppet af en profileret overligger. Samt enkelte flade rammer omkring indgange af forskellig størrelse (nr.60-61)

Her knækker gaden svagt ud for det lille trekantede torv og næste hus er nu en rosapudset bygning i 4 etager og 5 fag med firkantede butiksåbninger i stueetagen, hvoraf nogle er i profilerede karme ligesom hovedindgangen i nr. 63.

Før næste sidegade (Via dei Foraggi) står som hjørnehus en høj 5-etagers bygning - hvoraf den femte etage er overbygget og kun delvist opbygget. Der er 3 fag ud mod Via dei Fienili med en dør i nr. 66 yderst til venstre, indsat i en profileret bue båret af 2 flade søjler, og 5 fag ud mod Via dei Foraggi. Facaden er i lyst puds med lysere vandrette lister under vinduerne i hvide profilerede rammer. Også konsollerne, der bærer de elegante smedejernsaltaner på første- til trediesalen er hvidmalede.

I jorden ud for nr.66 skal der den 11. Januar 2016 være blevet nedlagt en af de såkaldte "stolpersteine"/"memorie d'inciampo", til minde om "Pacifico Livoli, født 1927, arresteret den 9.3.1944, deporteret ti Auschwitz og dræbt den 31.12.1944". (Se web).

Sidegaden Via dei Foraggi munder her ud fra nordøst og Via del Foro Romano.

På det andet gadehjørne står en 4 etager høj ejendom med høj kælder, som især har høje vinduer ud mod Via dei Fienili, hvortil der er 4 fag med kun kælderindgange, mens der til Via dei Foraggi er 5 fag med en høj indgangsportal i midten i nr. 93. Muren i stueetagen er pudset og og forsynet med stenmønster, mens facaden højere oppe er i en lys rosa farve. På hushjørnet sidder i førstesals højde et lille rundt Madonna-billede i glaseret majolika (se foto fra info.roma.it).

En 3-etagers ejendom i 3 fag med nr. 95-96 (se foto fra borgato.be) følger herefter, med lystpudset facade og stenmønster forneden, hvor 2 store portbuer flankerer en smallere, profileret bue om hovedindgangen, der toppes af et lille relief under førstesalens dybe balkon (se foto fra borgato.be).

Gadens næstsidste hus på denne nordlige side er sammenbygget af 3 huse, som har fået samme facadefarve og samme taghøjde, men flere steder har etagernes vinduer i forskellig højde.
Den første del er i 2 fag med numrene 97 (en firkantet portåbning, nu butik) og 97A (en mindre indgangsbue). Førstesalen har mindre rammeløse vinduer, mens de 2 øvre etager har profilerede, hvide vinduesrammer.
Anden del af Komplekset er også i 2 fag, men i kun 3 etager, hvoraf den nederste er meget høj og forsynet med 2 store og brede, firkantede butiksåbninger med numrene 98 og 98 A. Førstesalens høje vinduer i profilerede rammer med overliggere er på højde med toppen af nabohusets førstesals vinduer, mens dettes trediesalsvinduer og denne ejendoms andensals- sidder i samme højde og forbindes med en vandret frise derunder.
Den tredie del af sammenbygningen er ligeledes i 2 fag med numrene 98C og 99 udfor 2 indgange i høje, rammeløse buer. Førstesalens vinduer er her på linie med nabobygningens til venstre - og for øvrigt også med den til højre - mens anden- og trediesalens sidder henholdsvis lidt lavere og lidt højere end den foregående del. Alle vinduer er her høje, rektangulære og i profilerede hvide rammer.

Hjørneejendommen mod Via di San Teodoro er kun i 3 etager, men farven, opbygningen samt vinduesfordelingen og -anbringelsen er på linie med nabokomplekset til venstre. Blot er de 2 buer i stueetagen noget lavere her, og lidt anderledes udnyttet. Den første til venstre (nr.99B) rummer en indgangsdør, mens den anden, til højre, er muret til rundt om et mindre tilgitret vindue. Mod Via di San Teodoro har bygningen 7 fag, hvor der midt i mellem dørbuerne forneden i nr. 34 er en lidt bredere indgangsdør til komplekset.

 

Litteratur om Via dei Fienili:
Atlante di Roma Antica : Biografia e ritratti della città / a cura di Andrea Carandini, con Paolo Carafa. - Milano, Mondadori / Electa, 2012.
--- 2 : Tavole e indici. --- Kort 19.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 380-381.
Guide Rionali di Roma. - Roma : Fratelli Palombi Editori.
--- Rione X, Campitelli, Parte Prima / di Carlo Pietrangeli. - 1992. ------- side 4, 34.
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. 1. Ristampa. Roma, Edizioni Quasar, 1990-2007.
- kort nr. 28 (før de nyeste fund).
Le strade di Roma / Claudio Rendina, Donatella Paradisi. - Roma : Newton & Compton Editori, 2004. --- Volume Secondo: E-O.
- side 526.
Borgato.be: Via dei Fienili.
Info.roma.it.: Via dei Fienili.
Roma Segreta: Via dei Fienili.

Kort over Velabro-området
Seværdigheder i Velabro-området
Steder i Velabro-området
Fotos fra Velabro-området
Personer fra Velabro-området
Bøger og links om Velabro-området
Tilbage til Velabroturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 20.10.2025 og sidst opdateret d. 22.10.2025