|
Via di Monte Savello
Se ovenover nr. 144 på Kort over den østlige del af Campo de' Fiori-Turen |
|
Den lille blinde gade Via di Monte Savello løber syd for Marcellus-Teatret mellem de 2 kvarterer Rione Sant'Angelo mod nord og Rione Ripa mod syd, som man kan se af de 2 marmortavler, som sidder på husmurene i starten af gaden, der går fra Piazza di Monte Savello (nu også kaldet Piazza Gerusalemme) i vest og mod øst ind i et i 1999 udgravet område, hvor man har fundet rester af "Roms anden Ghetto", den såkaldte Ghettarello. I starten af gaden har den på sin sydside nordmuren af den lille Kirke San Gregorio della Divina Pietà. På nordsiden af Via di Monte Savello står et slidt ældre hus, der har facade ud mod Piazza di Monte Savello, der her og mod nord skifter navn til Via del Portico d'Ottavia. Huset er i 4 etager under et bredt tagudhæng og har 5 fag mod denne gade med indgang i nr. 45 i en bue under et lille pagodeformet gavlfelt. Ud mod Via di Monte Savello er der kun ét fag med en bred, firkantet butiksåbning i stueetagen. Herefter følger et pænt istandsat 3-fags hus i 4 etager med en overbygget 4. etage. Facaden er pudset op i forskellige rødlige nuancer, som overalt er forsynet med et indridset stenmønster. Over de 3 indgangsbuer i stueetagen med numrene 27-29 sidder små rosetter i relief. Til højre for denne ejendom følger en høj pudset mur, bag hvilket Palazzo Orsini's have gemmer sig. Allerførst i muren er der dog i nr. 29A indrettet et lille værksted eller forretning. Lidt skjult findes for enden af muren en haveportal af marmorstensøjler med på toppen statuer af en bjørn, Orsini-familiens våbensmærke (Ordet Orso betyder Bjørn). (Se foto af Alvaro de Alvariis).(Se foto fra 1935 af Gadens sydside, hvor alle husene senere blev nedrevet. Fra Alvaro de Alvariis' samling). Via di Monte Savello er idag lukket ved nr. 30, som er indgangen til Palazzo Orsini, der er opbygget i ruinerne af det antikke Marcellus-Teater. Palæ-Teaterruin-komplekset kaldtes tidligere for Monte Savello, hvilket har givet gaden dens navn. Tidligere fortsatte Via di Monte Savello, der dengang hed Via Savelli, mod øst forbi det mod syd stående Palazzo Lercari og Oratorio del Santissimo Sagramento in San Nicola in Carcere, som stod lige nord for Kirken San Nicola in Carcere, der er bygget i og over 3 antikke romerske templer, hvis søjler flere steder kan ses. Gaden mundede i øst ud den lidt bredere Strada delle Carrozze, som løb fra den ligeledes nu forsvundne Piazza Montanara og næsten stik syd til Piazza della Bocca della Verità. I det nu udgravede område øst for Palazzo Orsini stod engang den lille Kirke Santa Cecilia all'Arco Savello, som stammede fra før 1100-tallet og omtales i alle kirkekatalogerne gennem de følgende århundreder, men menes nedrevet i slutningen af 1500-tallet.
Litteratur om Via di Monte Savello: |