ANNAS ROM GUIDE
Via dei Carbonari ai Monti

Denne gade eksisterer ikke mere, men i 1600-1800-tallet løb den tværs over Forumdalen fra Forum Romanum til Subura-området gennem bydelen Quartiere Alessandrino, som blev jævnet med jorden, da man i 1930'erne anlagde den nye fascistiske paradegade Via dell'Impero (nutidens Via dei Fori Imperiali). En lille sidegade kaldtes Vicolo dei Carbonari, mens en anden gade, der også kaldtes Via dei Carbonari, lå på Esquilinhøjen udenfor Porta Maggiore og senere skiftede navn til Via Labico.

Via dei Carbonari ai Monti startede som nævnt ved Forum Romanum ud for krydset, hvor gaderne Via Cremona, Clivus d'Oro og Piè di Mercato mødtes (omkring nutidens Via di San Pietro in Carcere) og løb mod øst til området kaldet Contrada Campi Carlei og gaden Via Alessandrina ud for det sted hvor gaden Via della Salita del Grillo løb op ad bakkeskråningen.

Om gadens navn hersker der forskellige meninger: ifølge Sergio Delli er den opkaldt efter den gamle romerske familie Carbonari, som var beslægtet med den fornemme Massimo-familie og som skal have haft ejendomme i området. Ifølge andre er den opkaldt efter kulsvierne (i carbonari) som muligvis havde deres lagre og udsalg af kul i gaden. Måske har Carbonari-familien vundet rigdom og anseelse i kraft af deres kulleverancer og derved også fået deres navn.

Via dei Carbonari blev i 1877 gerningssted for en af tidens mest omtalte forbydelser: mordet på Kaptajn Giovanni Fadda, som hans unge hustru og hendes elsker ønskede af vejen for at kunne gifte sig og sammen leve af Kaptajnens rigdomme.


Litteratur om Via dei Carbonari ai Monti:
Carpaneto, Giorgio: I vicoli di Roma. 3. edizione, Roma, Newton Compton editori, 1995.
- side 83.
Delli, Sergio: Le strade di Roma. Newton Compton editori, 1975.
- side 248.
Guide Rionali di Roma. Fratelli Palombi Editori, 1973- .
- Rione I, Monti, del 3: side 6..
Lanciani, Rodolfo: Forma Urbis Romae. Edizione Quasar, 1991.
-kort nr.22.

Kort over området
Kort over områdets antikke ruiner
Turforslag
Steder
Seværdigheder
Personer
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 19.1.2007 og sidst opdateret d. 21.1.2007