|
|
Kort om Massimo-Familien:
Familien Massimo (eller Massimi) er en meget gammel, adelig romersk familie, som ifølge traditionen kan føre deres aner helt ttilbage til Antikken, til Quintus Fabius Maximus Verrucosus, som var senator i år 233 før Kristus. Muligvis tilhørte Pave Anastasius I (399-401) denne familie, men som det gælder for alle de gamle romerske familier, kender vi heller ikke noget til Maximus-familiens skæbne i den tidlige Middelalder. Først i år 999 nævnes den på en gravsten, der findes indmuret i Klosteret ved Kirken Santi Bonifacio e Alessio på Aventin. Vi hører her om en Leo de Maximis ( på nutidens italiensk kaldet Leone de Massimi). På samme tid hører vi om en Stefania eller Minzia, som muligvis har tilhørt familien. Hun var gift med Orazio Crescenzio og deltog i et komplot mod Kejser Otto II, hvorefter hun blev henrettet i år 998. Et andet muligt familiemedlem er Stefano dei Massimi, men hans oprindelse er meget tvivlsom. Hans efterkommere kaldte sig dog "dei Massimi" og levede i det 11.århundrede. Det er dog først med en anden Leo dei Massimi, som døde i 1012, og dennes efterkommere at vi i tiden herefter stadig oftere støder på denne indflydelsesrige familie, der stadig eksisterer i bedste velgående idag. Familien havde lige fra det 12. århundrede deres domicil ved den gamle Via Papalis, nutidens Corso Vittorio Emanuele II, og lige bagved denne gade ligger stadig en lille plads, som bærer familiens navn. Et stort og smukt palæ herved er Palazzo Massimo "alle Colonne", men også andre steder i byen findes familiens ejendomme: Palazzo di Antonio Massimo i Via dell'Orso nr.28, Palazzo Massimo Istoriato på Piazza dei Massimi nr.2, Palazzo Massimo di Rignano Colonna på Piazza d'Aracoeli nr.1, Palazzo Massimo alle Terme på Piazza dei Cinquecento nr.3, Villa Massimo alla Balduina på Via della Balduina nr.206 Villa Massimo all'Esquilino i Via Matteo Boiardo nr.16, Villa Massimo al Nomentano, Casa Massimo i Corso Vittorio Emanuele II nr.151 og Palazzo Massimo di Pirro i samme gade nr.145. Nogle familiekapeller i Roms største kirker skal også nævnes her: Cappella Massimo i San Giovanni in Laterano, Cappella Massimo i San Lorenzo in Damaso og Cappella Massimo i Trinità dei Monti. Et lille kapel indrettet i Palazzo Massimo alle Colonne i Corso Vittorio Emanuele II nr. 141 fortjener også at nævnes, selvom det normalt ikke er åbent for besøgende. Her holder familien Massimo én gang om året åbent hus den 16. marts i anledning af et mirakel, som San Filippo Neri udførte her i 1583. Den unge Prins Paolo Massimo var dengang meget syg og hans fader Prins Fabio (eller Fabrizio) Massimo, der var en stor tilhænger af San Filippo Neri, tilkaldte den hellige mand og bad ham bede for hans søn. Da San Filippo nåede frem, havde den kun 14-årige Paolo netop udåndet. San Filippo fordybede sig i bøn og miraklet skete, den unge mand vågnede op. Dog kun for få øjeblikke, men han nåede at hviske til San Filippo, at hans største ønske var at komme til Paradis og der blive forenet med hans elskede søster, der var gået i kloster under navnet Suor Elena og som var død kort tid forinden. Efter disse ord lukkede drengen sine øjne for ikke at vågne op igen, mens San Filippo velsignede ham og sagde "Va' e prega Dio per me" ("Gå og bed til Gud for mig"). Massimo-familien havde stor anseelse og indflydelse. De virkede som handlende og finansmænd, beklædte store embeder både i det civile liv og indenfor Kirken, selvom det aldrig lykkedes familien at få et medlem på Pavetronen. En stor del af de kvindelige familiemedlemmer i det 16., 17. og 18.århundrede gik i kloster, enten som lægsøstre eller som nonner i de forskellige religiøse ordener, som florerede i disse år. Mange gik ind i Dominikaner-Ordenen, enten i den "rigtige" nonneorden eller som lægsøstre i "den tredie Orden", der fra 1566 også boede under klausur. Et særligt bånd synes der at have været til klostrene på Montemagnanapoli, hvor en af familiens medlemmer, Porzia Massimo der var gået i kloster i Firenze, gjorde sig til talsmand for nonnernes ønske om et nyt kloster på stedet. Men også andre klostre og ordener nød godt af familiens gunst: for eksempel Congregazione di Santa Francesca Romana ved Tor de' Specchi eller Monastero di Santa Marta. En oversigt over Massimo-familiens nonner kan ses på denne side. Mere om Massimo-familien: (233 før Kristus (?)-13.århundrede) - (14. + 15.århundrede) - (16. + 17.århundrede) -- (1800-tallet) Litteratur om Massimo-Familien: Carpaneto, Giorgio: Le famiglie nobili romane. Rendina Editori, 1994. - side 147ff. La Grande Enciclopedia di Roma. A cura di Claudio Rendina. Newton & Compton editori, 2. edizione, 2003. - side 715ff. Rendina, Claudio: Le grandi famiglie di Roma. Newton & Compton Editori, 2004. - side 412ff. Sanfilippo, Mario: Roma medievale e moderna. Newton Compton editori,1. edizione, 1992. - side 148ff. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|
|