Carbonaro , Carbonaio

De italienske ord Carbonaro (i flertal: Carbonari) og Carbonaio (i flertal: Carbonai) betyder begge: "kulsvier; den der driver trækulbrænding som erhverv; eller den der transporterer eller sælger kul". (Samtidig betyder ordet Carbonaro et medlem af det hemmelige forbund til Italiens befrielse, som dannedes i slutningen af det 18.århundrede).

I Rom i det 18. og 19.århundrede anvendtes "carbonaro" i dets bogstavelige betydning mest om kulsvieren, mens "carbonaio" anvendtes som den der handlede med kul og små risknipper til optænding. Der er altså en tydelig standsforskel her mellem arbejderen, der udførte det hårde arbejde i skoven ved kulmilen, og handelsmanden med lager og butik i byen.

Det var muligvis, fordi kulhandlerne havde deres lagre og forretninger i den gamle gade Via dei Carbonari i det nu forsvundne Quartiere Alessandrino i Forumdalen, at gaden fik dette navn. Hvis det altså ikke skyldtes den romerske familie ved navn Carbonari, som muligvis har opnået rigdom og anseelse ved kulsalg.

Kulhandlerne var medlemmer af håndværkerlavet Università dei Ferrari og havde som beskytter Sant'Alessandro di Comana. Lavet havde desuden en religiøs "afdeling": broderskabet Confraternita dei Ferrari også kaldet Confraternita di Sant'Eligio de' Ferrari.

Nogle kulhandlere solgte også træ til kaminerne og selv efter indførelsen af gas til opvarmning og madlavning i Rom, var der ofte problemer med leveringen af denne og man tyede atter til kullene, der også kunne anbringes i kulbækkener til opvarming på steder, hvor der ikke fandtes gas. Et edikt udstedt i 1703 gav kulhandlerne lov til at sælge kul på helligdage, hvis de blot ikke holdt hele forretningen åben, men kun en lille luge. Kulhandleren og hans kone kaldtes ofte "mori" ("negre"), fordi de altid havde hænder og ansigt sværtet til af kulstøv. Omkring 1918 begyndte Roms Gasforsyning (Officina del Gas) at fremstille "kul-æg" ("carboni ovoidi") af pulveriseret trækul, der var presset sammen i form af æg og gav bedre varme end kulstykkerne. Disse "carboni ovoidi" kunne man også købe hos kulhandlerne.

I Rom kunne man også i det 18.århundrede på gaderne møde de omrejsende kulsælgere med deres falbydende råb: "A chi vendo una soma di carbone - Buon, di castagno, ad ogni paragone" ("Til hvem kan jeg sælge mit læs af kastanietræs-kul? De er gode og tåler sammenligning med alt andet kul").

Kulsvierne kom ofte fra byerne Arezzo og Lucca og kaldtes derfor tit "fiorentini" ("dem fra Firenze"). De hentede træ fra skovene og bragte det til kulmilerne. Her stabledes træet op i pyramideform med en fordybing foroven, hvor ilden antændtes. Derpå dækkedes hele pyramiden med jord, så ilttilførslen mindskedes og træet forkullede i stedet for at brænde op. I 1924 fik en kulsvier mellem 1,25 til 2,25 lire for et læs kul. Ofte gik kunsten at brænde kul i arv fra far til søn.