ANNAS ROM GUIDE

FÆRGE mellem Dogana di Ripetta og Prati-området

--- Læs om FÆRGEFART på TIBEREN ---

(Se en samlet OVERSIGT over emner om "Vand" her)

Før de mange broer i Rom blev bygget, måtte man flere steder klare sig med at blive færget over Tiberen i en trækfærge, hvis behovet for at komme over på den modsatte flodbred var opstået.

Flere af disse trækfærger, som kaldtes "barchette", kan ses på de gamle kort og planer over Rom. De havde i sagens natur (de fastbundne ledekabler) også helt faste anløbssteder og flere af disse kendes:

Den nordligste, som kan ses på Nolli's kort over Rom fra 1748 (nr.493), sejlede mellem Toldstedet ved Ripetta (Dogana di Ripetta) og området "I Prati di Castello". (nr.1 på kortet nederst på siden)

Efter Giovanni Maggis kort fra 1625

På Maggi's kort ovenfor er selve toldstedet Dogana di Ripetta ikke angivet, mens det på Nolli's kort fra 1748 ses som den bygning, hvorfra kablet til trækfærgen udgår. Toldkontoret var et af omkring 5 toldsteder i Rom og tog sig specielt af byens interne trafik.

På Maggi's kort ses heller ikke den smukke konvekse dobbelttrappe, som førte ned til anløbspladsen og i den grad forbindes med Porto di Ripetta. Trappen blev nemlig først opført i 1704 af arkitekten Alessandro Specchi.

flodens modsatte bred var færgens anløbssted midt i det grønne område kaldet Prati di Castello, som strakte sig nord for Peterskirken og Vatikanet.

På et tidspunkt i første del af 1600-tallet overgik retten til al færgefart til samme entreprenør, nemlig en vis Orazio Betti, og efter dennes død til hans arvinger. Undtaget var dog overfarten fra Ripetta.

Efterhånden som flere broer blev bygget, ophørte færgefarten lige så stille. De sidste, der var i brug, var overfarterne til La Farnesina og til Ripetta.

På kortet nedenfor ses angivet de omtrentlige placeringer af færgefarterne. På siden om dette emne, kan man se en oversigt over de forskellige færgeruter.

Plan over de gamle vandløb i Rom og omegn

----- Se en samlet OVERSIGT over emner om "VAND" her -----

 

Litteratur om færgen mellem Dogana di Ripetta og Prati-området:
Colaiacomo, Claudio: Roma perduta e dimenticata. - Roma : Newton Comton editori, 2017. - (Tradizioni italiane, 257).
- side 94-95.
La Stella, Mario: Antichi mestieri di Roma. Newton Compton editori, 2.edizione, 1996.
- side 64-67.
Rendina, Claudio: Guida insolita ai misteri, ai segreti, alle leggende e alle curiosità del Tevere, il fiume di Roma. Newton & Compton Editori, 2003.
- side 161, 162, 230, 233.

Kort over området
Seværdigheder i området
Steder i området
Fotos fra området
Personer fra området
Bøger og links om området
Tilbage til byturen
Andre turforslag
Årstal
Ordliste
Søg i Annas Rom Guide
Hovedside
cop.Anne-Birgitte Larsson - siden er oprettet d. 22.2.2020 og sidst opdateret d. 27.2.2020